Centralbanker vil ignorere opbremsning - det kan give mere volatilitet på markederne

Centralbanker vil ignorere opbremsning - det kan give mere volatilitet på markederne
Som altid er det især den amerikanske centralbank, man bør holde øje med. Arkivfoto: Alexander Drago/ Reuters/ Ritzau Scanpix
Thomas Harr
BLOGS Af

Mit indlæg handler i dag om opbremsningen i den økonomiske vækst samt centralbankernes svar på dette, og hvad det betyder for finansmarkederne.

Økonomien skuffer, og finansmarkederne er nervøse

Aktierne er faldet igen i den seneste uge, og samtidig er de ti-årige statsobligationsrenter faldet i USA og Tyskland, mens rentespændet på amerikanske højrenteobligationer er kørt ud. Jeg skrev for et par uger siden, at det var bekymring over Italiens offentlige gæld og stigende renter i USA, der lå bag faldet i aktiekurserne. Tirsdag i sidste uge bad EU så formelt Italien om at revidere budgetfremskrivningerne, hvilket bestemt ikke hjalp på finansmarkedernes humør, men om onsdagen skiftede fokus til den globale økonomiske vækst. Erhvervstilliden i industrien i euroområdet og Tyskland faldt kraftigt i oktober, mens tilliden til de samlede ordrer og eksportordrer var på det laveste niveau siden 2013-14.

Men centralbankerne vakler ikke

Der er dog stadig ikke tegn på, at centralbankerne opgiver ambitionen om at normalisere pengepolitikken. Den Europæiske Centralbank, Sveriges Riksbank og Norges Bank erkendte alle i den forløbne uge, at vækstudsigterne er blevet mindre lyse. De nedtonede dog betydningen af dette, og ingen af dem har justeret på de pengepolitiske signaler.

ECB-chef, Mario Draghi, sagde i forbindelse med ugens møde, at euroområdet står over for et "lavere vækstmomentum", og at dette overvejende skyldes midlertidige faktorer. Jeg regner med, at ECB nedjusterer vækstprognosen i december, men de vil formentlig fastholde, at risikobilledet ser afbalanceret ud. Set i et kommunikationskationsperspektiv gør dette det lettere at afslutte obligationsopkøbene. På rentemødet til december vil ECB sandsynligvis fortsat signalere, at den første renteforhøjelse kan ventes på et eller andet tidspunkt mellem september og december 2019.

I Sverige refererer Riksbanken betydeligt mere til de potentielle trusler mod den økonomiske vækst og boligmarkedet i den pengepolitiske rapport for oktober, end det var tilfældet i september. Men det kan selvfølgelig være økonomernes snarere end direktionens syn, der kommer til udtryk her. I pressemeddelelsen, som afspejler direktionens holdning, lægges der betydeligt mindre vægt på risikofaktorerne, og centralbankdirektør Stefan Ingves nedtonede dem også på pressekonferencen.

Jeg tror stadig kun, at Riksbanken vil opgive at forhøje renten til december, hvis inflationstallene viser sig betydeligt lavere end forventet i oktober og november. Endelig melder Norges Bank ud, at væksten nok har været lidt lavere end forventet, men at fremtidsudsigterne og risikobilledet ikke har ændret sig. De planlægger at forhøje renten igen i marts 2019 i tråd med mine forventninger.

Hvordan bevarer de optimismen?

Hvorfor negligerer centralbankerne tilsyneladende det lavere vækstmomentum og har fortsat kurs mod en "normalisering" af pengepolitikken? Det er der efter min mening især to grunde til.

For det første bliver centralbankerne mere og mere overbeviste om, at inflationen er på vej op. Mario Draghi understregede på pressekonferencen i sidste uge, at de overenskomstfastsatte lønninger er steget betydeligt i nogle eurolande. Den svenske Riksbank siger i deres nye pressemeddelelse (i modsætning til i september), at der er tegn på stigende inflationspres. Desuden forventer Riksbanken nu, at inflationen renset for boligrenter (hvor målsætningen er 2 pct.), vil forblive omkring 2,5 pct. året ud (i september sagde de "over 2 pct."), mens kerneinflationen (inflationen renset både for boligrenter og energi) nu ventes at stige til 1,8 pct. ved udgangen af året fra 1,7 pct. i september. Det ser altså ud til, at både ECB og Riksbanken mener, at inflationen nok skal stige, i takt med at den ledige kapacitet i økonomien svinder ind, hvis bare økonomien mindst vokser på niveau med den langsigtede vækstrate (trend).

For det andet ser centralbankerne den nuværende fase af konjunkturforløbet som en god mulighed for endelig at udfase de såkaldte ukonventionelle pengepolitiske lempelser. Ikke mindst Riksbanken har justeret de pengepolitiske signaler ad flere omgange (det skal dog i al fairness siges, at Riksbanken ikke er de eneste, der har taget fejl). I perioden 2014-16 signalerede Riksbanken konsekvent renteforhøjelser et eller to år frem i tiden, og de måtte derfor revidere deres udmeldinger igen og igen. Der har imidlertid været mere konsistens i signalerne siden 2017. I sidste måned lød meldingen på en renteforhøjelse på 25 basispoint til december eller februar, og Riksbanken ser nu ud til at være meget opsat på at komme i gang. Endelig kan det også være, at centralbankerne er godt og grundigt trætte af at være "the only game in town", for nu at bruge titlen på Mohamed El-Erians fremragende bog. Centralbankerne har i den grad påtaget sig et stort ansvar siden den globale finanskrise, hvilket også har medført en del kritik.

Se på Fed

Som altid er det især den amerikanske centralbank, man bør holde øje med. Federal Reserve har under den nye chef, Jerome Powell, ikke forsøgt at gyde olie på vandene, når der har været høj søgang på finansmarkederne, i modsætning til, hvad vi så under Powells forgængere, Ben Bernanke og Janet Yellen.

De seneste ugers udtalelser fra Fed tyder ikke på, at man er særligt bekymret over uroen på finansmarkederne på det seneste, men de holder uden tvivl et skarpt øje med udviklingen i aktiepriserne. Hvis de amerikanske aktiemarkeder falder 10 pct. mere, vil Fed sandsynligvis ændre de pengepolitiske signaler. Men jeg tror på den anden side ikke, at det amerikanske aktiemarked falder yderligere 10 pct.

Hvad så med økonomien og markederne? Jeg forventer, at væksten i euroområdet og Skandinavien falder tilbage til trend-niveauet, og at inflationen stiger ganske langsomt. Det amerikanske aktiemarked vil formentlig forblive mere volatilt, end vi har set i det meste af 2017-18, og det samme gælder andre markeder med høj værdiansættelse som f.eks. det amerikanske marked for obligationer med lav kreditværdighed.


 

Se flere blogs



Profil

Thomas Harr

Thomas Harr

ph.d., Global Analysechef i Danske Bank
Thomas Harr blogger om de globale og nordiske økonomier, deres samspil med politik, og hvad dette betyder for finansmarkederne.

Thomas Harr er global analysechef i Danske Bank med ansvar for bankens analyse af makroøkonomi samt valuta- og rentemarkederne. Inden han kom tilbage til Danske Bank i sommeren 2014 arbejdede han 7 år i Singapore hos den engelske bank Standard Chartered, hvor han havde ansvaret for bankens valuta- og renteanalyse i Asien. Thomas har en ph.d. i økonomi fra Københavns Universitet og Master i økonomi fra London School of Economics.