Danske jøders flugt til Sverige i 1943: Danmark var tæt på national katastrofe

Det er i disse dage 75 år siden, at almindelige borgere hjalp 7000 danske jøder på flugt til Sverige. Desværre tenderer dele af dansk besættelseshistorie til selvbedrag.

Det er en ofte overset kendsgerning, at Udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen i oktober 1943 foreslog Adolf Hitlers udsending, at dansk politi selv skulle stå for "interneringen" af jøderne.

Hvis man tænker forslaget igennem, er det næsten sikkert, at Danmark ville være endt med status af tabernation i 1945. Historien havde nemlig været, at dansk politi gjorde Gestapos beskidte holocaust-arbejde ved at fange de danske jøder.

Samarbejdede med Hitler

Det værste er, at Svenningsen med støtte fra andre embedsmænd agerede i forståelse med Socialdemokratiet, Venstre, de Radikale og Konservative, hvis toppolitikere samarbejdede med Hitler.

Med internerings-tilbuddet håbede politikere og embedsmænd at beholde jøderne i dansk varetægt. Det var bedre end tyske kz-lejre.

Men man vidste bedre. Et par måneder forinden havde besættelsesmagten groft overtaget nogle andre danske politiske fanger, nemlig kommunisterne. De blev sendt til fængsler i Tyskland, hvor mindst 22 af dem omkom inden befrielsen.

Det samme ville være sket med jøderne, men heldigvis sagde Gestapo nej tak til hjælp.

Nationalt selvbedrag

Det er her, nutidens selvbedrag sætter ind.

Vi har i de forløbne dage set store ceremonier i forbindelse med 75-årsdagene, og det er rigtigt, at samarbejdspolitikken havde positive sider. Men de mørke nuancer mangler.

Eksempelvis har Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske, Ekstra Bladet, Information, Arbejderen og Kristeligt Dagblad afvist at bringe læserindlæg om S, V, R og K's internerings-tanke. Det ligner et kollektivt medie-svigt, når bortses fra journalist Bent Blüdnikow på Berlingske.

Især den kulturradikale avis Politiken, der i egen selvforståelse er en "levende" avis, levner ikke plads til sober debat om Det Radikale Venstres tvivlsomme historie.

Hvem gjorde en forskel?

Samtidig har danske besættelseshistorikere efter 1945 nærmest idoldyrket den tyske diplomat, Georg Ferdinand Duckwitz.

Historikeren Hans Kirchhoff har forsket i, hvodan Duckwitz forud for jødeaktionen advarede ledere i Socialdemokratiet om besættelsesmagtens onde planer. Men gjorde det en væsentlig forskel? Mange jøder havde allerede forinden tænkt i flugtplaner.

På denne måde har danske besættelseshistorikere nok overvurderet Duckwitz' og Socialdemokratiets rolle og undervurderet interneringssagen. En historiker som Bo Lidegaard, den tidligere chefredaktør på Politiken, har ikke just fokuseret på det radikalt inspirerede forslag om jødeinternering.

Personhistorierne fortaber sig

Hvem var da heltene? Nogle fiskere tog ligefrem ågerpriser for transporten, om end det i dag nogle gange glemmes, at disse fiskere rent faktisk satte livet på spil. I udgangspunktet risikerede de at blive sænket af tyske flådefartøjer.

De virkelige helte var helt almindelige danskere, der skred til handling og bidrog i stort og småt til at hjælpe jødiske naboer og venner.

Den forlængst afdøde Ferdinand Ottendahl fra øen Anholt kan måske tjene som eksempel. Han er i dag ukendt, og hans historie fortaber sig. Men han og andre lokale fiskere var angiveligt så aktive i jødetransporterne, at de endte med at blive sendt til Gestapos hovedkvarter i Århus.

Her fik de gevaldige tæv, men overlevede, hvorefter de gled tilbage i dagligdagen efter krigen.

Det var sådanne typer, der reddede 7000 danske jøder for 75 år siden.

Ikke Duckwitz. Ikke samarbejdspolitikerne. Og især ikke embedsmænd som Svenningsen.


 

Se flere blogs



Profil