Tag den med ro. Spis din bøf, køb en bil og bestil en flyrejse.

I dag lever cirka 1,2 milliarder mennesker i ekstrem fattigdom, omkring 1 milliard går sultne i seng, og 2,5 milliarder mangler adgang til vand og kloakering. Set i det lys er det afsindigt, at klimaforandringer forsøges gjort til det altoverstigende globale problem. Det er de ikke. På ingen måde. I hvert fald ikke hvis det, man måler problemer i, er menneskelig lidelse. Ideen om at vi skal begrænse vores aktiviteter, om at vi grundlæggende og radikalt er nødt til at ændre vores levevis er egoistisk og unødvendigt selvpineri. Et ynkeligt og følelsesdrevet forsøg på at gøre os selv vigtige og give vores liv indhold i en verden, hvor de ting, der traditionelt har dannet en meningsgivende ramme, er brudt sammen. Men hvad kan dog være vigtigere end at frelse Moder Jord ved at spise alger, gå i naturfarvede hamp-T-shirts og undlade at gå i bad? Svaret er forsvaret af frie markeder, international handel og vækst.

I 1820 var 94 pct af verdens befolkning fattig. I 2011 var det kun 17 pct. Fra 1970 til 2006 faldt antallet af mennesker, der levede i ekstrem fattigdom, med hele 80 pct. Hvis man ser på forbrugsmulighederne og levealderen for det gennemsnitlige menneske, er verden i dag cirka 120 gange bedre end verden i år 1800. Der er tale om helt utrolige forbedringer. Fra 1990 til 2013 faldt dødeligheden blandt børn under fem år med 49 pct. Det, disse fremskridt har til fælles, er, at de er drevet af økonomisk vækst, handel, iværksætteri, produktion. Kapitalisme. Baseret på fossile brændstoffer, der i udviklingslande har været understøttet af store organisationer som Verdensbanken. Disse organisationer er begyndt at reducere støtten, selv om de fossile brændsler i høj grad fortsat udgør energigrundlaget for den positive udvikling i de fattigste dele af verden. Støttemilliarderne bruges i stedet på subsidier til grøn energi, der er ineffektiv og ustabil, så verdens fattige holdes fanget i deres elendighed som resultat af vores forhippethed på at være "ansvarlige" og "solidariske". I dag dækkes 0,8 pct af verdens energiforbrug af vind- og solenergi. I 2040 forventes andelen at være steget til 3,6 pct. Man kunne næppe ønske sig et tydeligere bevis på, at grøn energi er for dyr og ineffektiv: Kunne den konkurrere med fossile brændstoffer, ville den grønne omstillingsbølge rulle kloden rundt som en ustoppelig tsunami. Det gør den ikke. Selv med politisk tvang og store økonomiske anstrengelser udgør den knap nok et skvulp.

I 2015 brugte omkring tre milliarder mennesker brænde, møg og affald fra afgrøder til madlavning og indendørs opvarmning. Det forurener så voldsomt, at det anslås at være årsag til hver trettende dødsfald i verden. En lavthængende frugt ville være at forsyne disse mennesker med gas. Gas er bedre for miljøet, for sundheden og for effektiviteten, når man laver mad og således en oplagt mulighed for at frigive ressourcer og skabe markante forbedringer.

Og så er der Paris-aftalen. I 2030 vil den ifølge Bjørn Lomborg fuldt indfaset koste mellem syv og 14 billioner kr. om året. Samtidig vil den intet have gjort for at forandre de globale temperaturer. Sidste år brugte EU 20 pct. af sit budget på klimarelaterede aktiviteter, som på sigt bidrager absolut minimalt, hvis overhovedet, til at holde klodens temperaturstigninger i ro. Penge der dermed er spildte og i stedet kunne have været brugt på forskning i energiteknologi, så der på sigt kan findes effektive løsninger på klimaproblemerne. Det nytter nemlig ikke noget at begynde at skifte benzin- og dieseldrevne biler ud med elbiler, hvis produktionen af sidstnævntes batterier forurener så meget, at man i sidste ende ikke er stillet bedre. Der skal investeres massivt og fordomsfrit i forskning i grøn teknologi, og der skal være plads til andet end vindmøller. Thoriumatomkraft, eksempelvis.

Vi må også tage en mere nuanceret debat af det videnskabelige grundlag for klimaforandringerne. Jeg er lige så bekymret for planetens fremtid som Uffe Elbæk og ønsker ingenlunde, at vi går til grunde i en sort sky af os. Jeg er imidlertid også bekymret, når eksempelvis klimafysiker ved DTU, Jens Olaf Pepke Pedersen, kan redegøre for, at ingen i virkeligheden forstår, hvordan klimaet regulerer sig selv, hvor meget CO2-udledningen egentlig betyder, og når oversvømmelser og tropiske storme fremdrages som eksempler på resultater af menneskeskabte klimaforandringer, når de slet ikke er det. Jeg er i øvrigt også bekymret over Uffe Elbæk, men selvom "the ice is smelting at the pøolse", så har klimahysteriet taget overhånd.

I løbet af de seneste 23.000 år er vandstanden i verdenshavene steget 4,6 meter på grund af afsmeltning af indlandsisen. Mens den resterende mængde indlandsis er nok til at forårsage stigninger på omkring 7,5 meter, er det interessant at notere sig, at Tokyo er sunket omkring fire meter i forhold til havoverfladen alene siden 1930. I Tokyo har man klaret sig ved at kystsikre, ligesom man har gjort det i en række andre byer. Skulle den vestantarktiske iskappe kollapse, ville det forventeligt resultere i en vandstandsstigning på seks meter i løbet af de næste 100 år. En sådan stigning, ti gange værre en FNs Klimapanels værste scenarie, ville imidlertid være et non-event for 94 pct. af verdens befolkning. De 400 millioner, det ville "gå ud over", bor i byer, og de ville som Tokyo kunne tilpasse sig vandstandsstigningerne. Et mindre antal millioner mennesker ville skulle finde et nyt sted at bo, men da det i forvejen er de færreste, der bor samme sted i 100 år, er det et problem, der er til at løse.

Du kan altså tage den med ro. Spis din bøf, bestil din flyrejse og nyd livet.

Det mener jeg, hvad mener du?

 

 

Se flere blogs



Profil