Havde vi ikke haft Ben Bernanke som Fed-chef, havde verden set helt anderledes ud

Henrik Franck
BLOGS Af

Lehman Brothers' kollaps er symbolet over dem alle på den finanskrise, der ramte verden for ti år siden og blev den mest skelsættende finansielle begivenhed siden børskrakket i 1929. Vi er først ved at komme os over alle efterveerne, og det uundgåelige spørgsmål bliver stillet igen og igen: Kan det ske igen?

I de glade dage i 00'erne var der ikke knaphed på noget som helst andet end sund fornuft og jordforbindelse. Atmosfæren var tyk af, at intet kunne galt i den buldrende højkonjunktur frem til 2007, der som bekendt endte med det brag, vi kender som finanskrisen.

Lørdag den 15. september markerer vi 10 års dagen for det mest markante symbol for finanskrisen. Det var her, at man fra amerikansk side lod falde, hvad ikke kunne stå, og det betød  investeringsbanken Lehman Brothers' øjeblikkelige krak.

Resultatet kender vi: Den globale likviditet frøs til is, tilliden var væk, og det truede med at trække tæppet væk under hele det globale finansielle system.

Beslutningen om ikke at redde Lehman Brothers skyldtes USA's regerings ønske om at undgå moral hazard-mentaliteten i at sprede sig. Altså at myndighederne gav det finansielle system det indtryk, at man stod parat med skatteydermidler, når finansielle institutioner kom i vanskeligheder efter at have taget for store risici. Kort tid efter, da det var Goldman Sachs' og Morgan Stanleys tur til at ende i Lehman Brothers-lignende problemer, havde tonen dog fået en anden lyd og heldigvis for det.

Konsekvenserne af også at lade de to storbanker falde ville have været helt og aldeles uoverskuelige.

Al risikoaversion var væk

Finanskrisen var afslutningen på en lang epoke, hvor investorer havde vænnet sig til, at alt kørte på skinner, og aktiekurserne kun skulle én vej – nemlig op. Al risikoaversion i tiden op til var væk trods de advarsler, der var.

I finanssektoren var opfindsomheden total og lysten og villigheden til at opfinde nye derivater, modellere og pakketere dem og sælge dem videre til intetanende investorer ligeså. Det var samtidig alt for let at optage gæld.

Det begyndte med subprimelånene i USA, som var boliglån til dem, der ellers var ekskluderet fra boligmarkedet. Kreditværdigheden hos disse låntagere var imidlertid ekstremt lav, og de fleste skulle aldrig have haft et boliglån. Oven i købet blev de lokket til at optage lån ved hjælp af såkaldte teaser loans, hvor de kun skulle betale renter og ingen afdrag.

Da de ikke kunne betale tilbage, begyndte snebolden at rulle. Lavinen var startet.

Lang række af liberaliseringer

I en årrække forinden liberaliserede man fra politisk hold det finansielle marked og skruede ned for reguleringen, alt imens bankerne lavede selskaber uden for balancerne (off-balance-sheet-selskaber), og tilsynsmyndighederne havde ikke ressourcer eller kompetencer til at gennemskue de komplicerede konstruktioner.

Alle disse ting kunne man faktisk forudse. Min egen skepsis begyndte allerede i 2005. Jeg var måske lidt for tidligt ude, men allerede her var faresignalerne tydelige.

I marts 2007 kom jeg til PFA som investeringsdirektør, og vi var forholdsvis hurtige til at reagere. Investeringsmæssigt tog vi risiko af i december 2007, fordi noget var i gære. Mange andre slog det dog ubekymret hen og sagde, at det nok skulle rette sig igen.

Sammen med min chefstrateg, Jørgen Christian Hansen sad jeg til møder i Washington med den amerikanske centralbank, finansministeriet og ledende realkreditinstitutter, i dagene før Lehman Brothers gik konkurs.

Mange troede stadig ikke, at man ville lade Lehman falde, men vi kunne høre, at det godt kunne ske. Så vi ringede hjem og sagde, at de ville lade Lehman ryge, og at det nu var på tide at sælge de sidste aktier. Det skete heldigvis få dage inden Lehmans kollaps.

Centralbankchefen slog problemerne hen

Jeg nærer en dyb respekt for Ben Bernanke, der var USA's centralbankchef under finanskrisen. Jeg betragter ham som manden, der reddede verden fra en egentlig depression, men i første omgang var han dog en af dem, der slog problemerne hen. Hvis det var et problem med subprimelånene - og det mente han ikke, at det var - så var det angiveligt et lille problem, der ikke ville vokse sig stort.

Herhjemme var det nationalbankdirektør Nils Bernstein, der aflivede myten om, at der skulle være en boligboble, blot få måneder inden boligpriserne dykkede.

Når deltagerne på de finansielle markeder bliver immune og ikke kan se problemer, skal man tage sig i agt. Jeg tilhører nok en af dem, der bekymrer sig en postgang for tidligt, men når man langt henne i et opsving hører, at alt er anderledes denne gang, og markedsaktørerne begynder at ignorere de dårlige nyheder og kun anvender fakta, som passer ind i deres optimistiske verdenssyn, skal man være på vagt.

Dem hørte man i 00'ernes højkonjunktur, og der er en tendens til, at man kan høre dem igen nu. Heldigvis ikke i helt samme grad, og det er måske en af de positive efterveer af finanskrisen: At den har sat sig så dybe spor i sjælen, at folk trods alt tænker sig om en ekstra gang, inden de løber de unødige risici.

Redningsmanden

Efter finanskrisen blev vi i finanssektoren med rette skældt ud, og folkestemningen vendte sig imod os. Det var velfortjent, fordi alt for mange blev fartblinde, men jeg bliver ærligt talt lidt harm over, at vi måtte stå alene med den pariastatus.

Politikere og centralbanker red i den grad med på bølgen, men fik ikke samme hårde medfart i offentligheden.

Én centralbankchef er det dog på sin plads at hylde: Ben Bernanke. Som jeg nævnte, overså han som alle andre advarselssignalerne, men verden burde alligevel sende ham takkekort for at være den rigtige mand på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt – som USA's centralbankchef under finanskrisen. Havde vi ikke haft Ben Bernanke som Fed-chef, havde verden set helt anderledes ud.

Uden ham havde vi haft den helt store depression, og jeg mener, det er fair at tilskrive Ben Bernanke redningen af økonomien – ene mand, helt og holdent.

Han stod nemlig fadder til QE-programmet, som han satte gang i allerede i 2008, og som fik skubbet USA hurtigt ud af krisen. Vigtigheden af den beslutning er slet ikke til debat, og Bernanke var arkitekten bag, som genoprettede tilliden. At ECB så skulle bruge syv år på et kopiere værket, er en anden sag.

Hold øje med gælden

Gæld og for lempelig kreditgivning var det store problem under finanskrisen præcis som under alle andre økonomiske og finansielle kriser. Kredit stammer fra det latinske ord "credere", som betyder tillid eller at have tillid til, og det er i sidste ende det, der holder de finansielle markeder kørende. Uden tillid fungerer finansmarkederne ikke, og for meget gæld er med til at ødelægge tilliden.

Derfor kan man godt være bekymret for, at den globale gæld ligger omkring 40 pct. højere end under krisen for ti år siden. I modsætning til dengang er det heldigvis ikke husholdningerne eller virksomhederne, der har øget gælden, men staterne.

Jeg siger heldigvis, selv om det ikke er problemfrit, men en stigende statsgæld holder mig trods alt ikke søvnløs, som det ville gøre, hvis stigningen var sket i husholdningerne eller virksomhederne. Stater står alt andet lige på et større fundament.

Får vi en gentagelse af finanskrisen?

Kan det så ske igen? Her er man nødt til at forholde sig til det faktuelle.

Er gældsniveauerne for høje? Nej, ikke generelt, men den øgede statsgæld kan som nævnt give hovedpine.

Er aktivpriserne – aktier og boliger – for høje? Ja, de er højere end før finanskrisen, men det behøver ikke være et problem. Kravene til finansiering er nogle andre og strammere, og långivningen er ikke længere nær så lempelig. Normerne for spekulation har ændret sig i den rigtige retning.

Er bankerne bedre kapitaliseret og polstret til en nedtur? Ja, det er de så afgjort.

Har vi bedre regulering, risikostyring og tilsyn? Ja, det har vi ubetinget.

Derfor ligger en ny finanskrise ikke lige om hjørnet efter vores vurdering i Formuepleje. En dag kommer der nedtur igen, men heldigvis findes der mildere udgaver af kriser end finanskrisen, som var tæt på at være en egentlig depression og en hundredårsbegivenhed på linje med Wall Street-krakket i 1929.


 

Se flere blogs



Profil

Henrik Franck

Henrik Franck

Henrik Franck blogger om investeringer, økonomi og politik. Tre forhold, der ikke kan adskilles, når vi skal blive klogere på udviklingen. Henriks indsigt i økonomiske og politiske systemer giver et særligt grundlag for at skabe mening i udviklingen.

Henrik Franck er investeringsstrateg hos Danmarks største bankuafhængig kapitalforvalter, Formuepleje. Han er uddannet cand.polit. og MA i Law and Diplomacy fra The Fletcher School of Law and Diplomacy, Boston. Henrik Franck mere end 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Han har blandt andet arbejdet som makroøkonom og været investeringsdirektør hos både PFA og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse.

Få Henriks indlæg
som RSS-feed her