Dine sociale kompetencer kan udkonkurrere enhver robot

Henrik Funder
BLOGS Af

Jeg er skeptisk. Heldigvis ikke hver dag og hele tiden, men i den grad, når det kommer til de mange og mere og mere enslydende påstande om fremtidens arbejdsmarked og de kompetencer, der bliver brug for. Fra mange sider erklæres det, at it og tekniske kompetencer er det, som fremtidens uddannelser alle skal formes omkring – og dét er jeg skeptisk overfor.

Lad mig bidrage med et realitetscheck. Djøf lagde for nyligt en analyse frem, hvor vi havde nærlæst 270.000 stillingsopslag, der henvendte sig til personer med en samfundsvidenskabelig baggrund. Det er stillingsopslag fra 2007 til 2017. På den måde får man et billede af, hvilke kompetencer virksomhederne efterspørger – også hvilke kompetencer der er i vækst, og som virksomhederne har efterspurgt flere af i de ti år.

Og til stor overraskelse for de fleste var det ikke it-kompetencer, der var været størst vækst i efterspørgslen efter. Heller ikke hvis man fremskriver nogle år. Derimod viser undersøgelsen, at arbejdsgiverne i stigende grad efterspørger sociale færdigheder og dybere faglige kompetencer inden for det felt, kandidaterne beskæftiger sig med i dag.

Så arbejdsgiverne har talt – sociale kompetencer og dyb faglighed er det, de ønsker mere af fra kandidaterne. Derfor er der endnu en grund til at være varsom med at satse ensidigt på STEM-kompetencerne (Science, Technology, Engineering & Math). Og slet ikke på bekostning af andre uddannelser og fag, som har succes. For teknisk viden er ikke det alt overskyggende trumfkort på arbejdsmarkedet, som nogle gør det til.

Tag f.eks. de samfundsvidenskabelige uddannelser, der længe har været en guldrandet investering både for den enkelte og samfundet. Det fremgår af rapporten fra Udvalget for bedre universitetsuddannelser, som er nedsat af regeringen.

Knap 30 mio. kr. kan en nyuddannet samfundsvidenskabelig kandidat forvente at hente ind i løn i løbet af sit arbejdsliv. Dobbelt så meget som det, en faglært i gennemsnit tjener i løn i løbet af et arbejdsliv og også højere, end hvad en ingeniør kommer til at tjene. I rapporten kan man også læse, at førstepladsen i gennemsnitlig livsindkomst er blandt lægerne. Der jo arbejder mere med mennesker end it, hvilket vi i høj grad værdsætter som samfund.

Kigger man på løn, er der altså mange andre fag end dem med STEM-kompetencer, der har succes – og der er ingen tegn på, at de er på vej ud af historien. Selvfølgelig bliver posen rystet grundigt, når kunstig intelligens i dag er i stand til at diagnosticere patienter eller kan afgøre, om en ansættelseskontrakt er korrekt. Men lignende opgaver findes også inden for de tekniske fag. Mon ikke alle fag vil få tyndet ud i rutineopgaverne og nye vil opstå?

Det er og bliver gætværk, hvordan ny teknologi præcis vil ændre vores verden. Der er ingen tvivl om, at vi alle får brug for at kunne håndtere ny teknologi – juristen og lægen skal også kunne bruge sin faglighed i et tæt samspil med nye teknologier. Og ja – danske virksomheder mangler aktuelt it-medarbejdere. Men at tro at de tekniske kompetencer vil overskygge alt andet på fremtidens arbejdsmarked, er i den grad en overdrivelse.  

Vi risikerer at ommøblere vores uddannelser efter noget, der aldrig bliver til noget, hvis løse forestillinger tager magten, når spørgsmålet stilles: Hvad får vi brug for at kunne i fremtiden? Så når der ureflekteret kaldes på at stoppe flere it- og tekniske kompetencer ind i snart sagt alle uddannelser, siger jeg: Er det vejen frem? Danskerne er dygtige til så meget andet, og det skal vi blive ved med at være.

Profil

Henrik Funder

Henrik Funder

Formand for Djøf Privat og marketingsdirektør hos Globus Wine
Henrik Funder er formand for Djøf Privat, der tæller 25.000 medlemmer. Djøf Privat er en del af den faglige organisation Djøf. Henrik arbejder til daglig som marketingdirektør hos Globus Wine. Før det var han leder i Unilever. Her på bloggen skriver Henrik Funder om salg, marketing, fremtidens arbejdsmarked, ledelse og vækst, der udspringer af uddannelse og kompetencer.


Få Henriks indlæg
som RSS-feed her