Forandring er mulig

BLOGS Af

Der var en der skød, men det var først da jeg så det i medierne at jeg blev bange. Jeg trængte sådan til en kop kaffe og lod mig ikke anfægte af den lille flok der løb den anden vej, væk fra kantinen. "Der er en der skyder". Det kan da ikke være rigtigt. Ikke her. Ikke nu.

Der er tomt i kantinen. Det undrer mig, for det var midt på dagen og den travleste tid. Lokalet er rømmet for mennesker, jeg ser kun en uniformeret politimand, der lidt nølende står og tripper midt rummet og siger "du må ikke være her". Som den flabede nittenårige jeg dengang var, svarede jeg noget i retning af "det står der ikke noget om nogen steder".

Han fortæller mig, at der er en bevæbnet mand i bygningen og at der er forstærkninger på vej. Jeg forstår, at det er alvor. At det ikke, som jeg først troede, var nogen fra Film- og Medievidenskab der var ved at optage en lille film eller nogen fra Dramaturgi der var ved at lave en happening.

Jeg tilbyder at lave en afspærring, går til biblioteket for at låne tape og papir, og sætter et adgang-forbudt-skilt op ved indgangen til kantinen. Kort efter afspærres hele bygningen og et akutberedskab træder til.

Vi er på Aarhus Universitet 1994 i hvad der benævnes danmarkshistoriens eneste skolemassakre hvor en studerende, før han begik selvmord, med et oversavet jagtgevær dræbte to tilfældige medstuderende og sårede to andre.  

Forsvarsmekanisme og medieteori
Senere går det op for mig at jeg er gået lige forbi den unge kvinde, der blev skudt i hovedet på nært hold. Jeg er gået forbi hende uden at se hende. Videnskaben beretter om sanseforstyrrelser som forsvarsmekanisme. Det er sandsynligvis denne mekanisme, som satte ind.

Den efterfølgende dag udkommer lokalavisen tre gange. Tv, radio og landsdækkende medier går i detaljer med alt de finder relevant, og der er ikke så lidt. Det er først dér jeg bliver bange. Da jeg ser det på tv.

Mange modtager krisehjælp, men jeg vil ikke tale med nogen. I stedet tænker jeg på en medieteori, som jeg netop havde læst, og som handlede om, at i vi i den moderne medievirkelighed først anerkender begivenheder, når de har været omtalt i medierne.

Den 'virkelige virkelighed' er altså den, som skabes af professionelle pressefolk. Alt andet findes ikke.

Hvis medierne gør os følsomme, bør det være en følsomhed baseret på tænksomhed.

Det behøver jeg ikke at vide
Alle mulige kan vide alt muligt lige mens det sker. Sådan er den moderne medievirkelighed også. Jeg bor på Sjælland og min far bor i Jylland. Han hører til den generation, der nogle gange har tekst-tv kørende. Her læste han en dag om en brandbombe i en beboelsesejendom i den gade, hvor jeg bor. Straks ringede han mig op for at høre om jeg var okay.

Jeg kiggede ud ad vinduet og kunne godt se nogle blinkende lygter, men bomben havde jeg ikke bemærket. Tre mennesker døde og medierne skrev om den tragiske familiehistorie. De pårørende bad via Ritzau om at  pressen udviste forståelse for familiens ønske om fred til at komme videre. Dette afholdt ikke tabloidavisen BT fra at lave en artikel med rubrikken Dræbt kvinde drev kendt restaurant.

En folkeskolelærer fra Nordjylland aflyste nyligt den årlige ekskursion til København. Hun vurderede, at det ikke var sikkert at tage eleverne med for at besøge Christiansborg, Rosenborg og andre seværdigheder. Hun havde via medierne hørt om bandekonflikter og gadeskyderi.

"Looked through the paper. Makes you want to cry". Sådan synger Leonard Cohen i In My Secret Life på Ten New Songs fra 2001. Hvad er det egentlig vi udsætter os selv for, når vi læser en avis?

Når jeg via medierne orienterer mig om aktualiteter kaster jeg mig vitterlig ud i en syndflod af informationer om hændelser, som gør mig trist. Hovedparten af disse hændelser er hændelser, som jeg ikke kan påvirke. Enten fordi de er sket eller fordi de sker et sted langt fra mig, både geografisk og hvad angår rækkevidden for min personlige indflydelse.

Jeg kan ikke rumme det. Mon ikke mange har det på samme vis?

Taktik
Som jeg ser det, er der umiddelbart tre taktikker man kan henfalde til. Den ene går på at man går i alarmberedskab og udvikler en mere eller mindre konstant angst for det omgivende samfund og menneskenes fremtid. Alternativt mobiliserer man et overskud og forsøger at påvirke det nære i håb om at kunne gøre en forskel dér. Eller man resignerer, afholder sig fra nyhedsmedier og dyrker i stedet medieopdateringer med overvejende underholdende karakter.

Jeg prøver at være bevidst om hvornår jeg gør hvad. I denne reflektion, hvor jeg forsøger ikke at henfalde til al for megen affektiv reaktion, minder jeg gerne mig selv om denne vidunderlige sætning: "Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen."

Således formuleret af den amerikanske teolog Richard Niebuhr i 1936, nedskrevet i 1942, publiceret første gang i 1951 og kendt som Sindsrobønnen. I sin fulde tekst henvender den sig til en gud og lyder: "God, grant me the serenity to accept the things I cannot change, / The courage to change the things I can, / And the wisdom to know the difference."

Politik
Hvorfor al denne snak om nyhedsmediernes indhold og forsøget på at udholde dens voldsomhed? Fordi der i øjeblikket forhandles medieforlig.  Mediestøttens bekendtgørelse og lov skal omskrives. Det går ikke stille for sig, for der er mange millioner i spil. Nogle mediehuse modtager et tocifret millionbeløb i årlig driftsstøtte fra staten. Så er der DR. Det er et kapitel for sig.

Beslutningstagerne bliver kimet ned af store og små aktører i håb om at blive tilgodeset i den lovtekst, som er undervejs. Det forekommer, at navnlig de aktører, der beskæftiger sig med nyhedsproduktion, har succes med deres ærinde. Sådan var det i al fald sidst lovteksten skulle skrives.

For læser man den gældende lov om mediestøtte, så handler det i allerhøjeste grad om nyhedsmedier. Hvorfor handler mediepolitik overvejende om nyheder? Det kunne lige så vel handle om kulturel dannelse og demokratisk debat.

Mediepolitik hører under Kulturministeriet. Kulturministeren er altså minister for kultur såvel som for medier. Kulturministeren er desuden minister for intet mindre end kirke, presse, folkeoplysning, børnekultur og idræt. Det er en pæn sjat emner af betydelig dominans for samfundets indretning.  

Ser man på ordførerskaber, har de fleste partier valgt at lade ordførerskabet for kultur og medier følges ad. Så der er håb. Der er håb for at medierne i Danmark kommer til at handle mindre om sensation og mere om reflektion.

Det er alligvel umuligt at følge med
Det går hurtigt. Alt for hurtigt, spørger man en medieteoretiker med den selvopfundne titel, dromolog. Dromologen Paul Virilio har siden slutningen af 1970erne beskrevet hvordan den teknologiske udvikling og den heraf følgende øgede hastigheden påvirker måden hvorpå vi bevæger os og orienterer os. Hastigheden påvirker samfundsindretning og virkelighedsopfattelse.

Nok er nok. Som Cohen synger; jeg læser nyheder og får trang til at tude. Selvfølgelig bør vi ikke undlade at holde os orienteret om aktualiteter. Men jeg tror, det gør jeg virkelig, at vi som samfund ville være bedre tjent med medier, der i højere grad evner reflektion, favner dannelse og giver taletid til faglighed.

Så det handler mindre om at være først med det første og mere om at være bedst med det bedste. Så vi højner den almene dannelse og tillader borgerne et større rum for reflektion. Hvor svært kan det være?

Forandring er mulig
Vi er jo et civiliceret demokratisk samfund med en rimelig høj selvopfattelse, en rimelig højagtet ekspertstand og en rimelig udviklet folkeskole, som prioriteter borgernes demokratiske dannelse og deltagelse.

Tiden er til at ministeren sammen med kultur- og medieordførerne, og de øvrige som aktuelt bikser en medielov sammen, tænker kulturen og dannelsen ind i mediernes væsen og virke.

Billeder i teksten herover af billedkunstner Thierry Geoffroy Colonel. 


 

Se flere blogs



Profil