De høje ambitioner kan ses i de gode ben

BLOGS Af

"It's in their legs. You can see their ambition in the legs." Virkelig? Kunstneren er ikke i tvivl og jeg finder hendes argument interessant. Jeg havde ikke selv tænkt den tanke, at en ung kvinde med sin benstilling giver udtryk for sin livsindstilling. Men jo ... der er noget ambitiøst over disse to unge kvinder.

Kunstneren, Rineke Dijkstra, fortæller supplerende om de to søstre og deres benhårde (undskyld, det var for fristende) arbejde for at bryde social arv og stige i graderne i det russiske samfund, som de er født ind i. Den ene ved at danse ballet, den anden ved at studere økonomi.

Dijkstra er fotograf, men hun tager ikke bare billeder, hun taler med sine motiver, motiverne er mennesker. Nogle af disse har hun fulgt i årevis. Årtier. Når hun går rundt blandt sine værker, så kan hun fortælle menneskenes livshistorier. De er blevet brevvenner.

Så hun véd, at soldaten ikke længere vil være soldat. Hun véd, at den unge kvinde har fået endnu et barn og familien er flyttet til et større hus. Hun véd, at ham hun fotograferede som nyfødt er blevet dygtig og berømt.

Disse fortællinger og denne omsorg for motiverne fremgår ikke nødvendigvis af billedteksterne. Det behøver de ikke. Om du er særligt interesseret, da læs udstillingskataloget eller kunstnerinterviews.

Men faktisk rækker det bare at se.

Se billederne. For sådan er det med de gode billeder. Du skal bare se på dem! Se længe nok og godt nok og opmærksomt nok. Så fortæller de alt muligt.

Her er informationsfravær og menneskenærvær, som museumsdirektør Poul Erik Tøjner talte om ved udstillingens åbning. Og hvem vil ikke dét? 

Rineke Dijkstras udstilling Den enkelte og de mange kan ses på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk til og med den 30. december 2017. Se den.


 

Se flere blogs



Profil