Husk at stille spørgsmål: Den bedste feedback opstår udenfor rammerne

authorimage
BLOGS
Af: Mikkel Grene
15. maj 2015

Jo større en organisation vokser sig, jo sværere bliver det som regel for ledelsen at have en klar fornemmelse af, hvordan deres arbejde modtages ned igennem organisationen. Det er en udfordring, som jeg og de fleste andre ledere står overfor. Derfor indkalder jeg et par gange om året Søstrene Grenes ledergruppe til en workshop med fokus på god ledelse.

For at have et godt udgangspunkt for at drøfte god ledelse i Søstrene Grene, besluttede jeg at gennemføre en anonym spørgeundersøgelse blandt Søstrene Grenes medarbejdere. For der er jo i virkeligheden ikke nogen, der kan tegne et mere præcist billede af, hvordan organisationen fungerer, end medarbejderne.

Spørgeundersøgelsens resultater er ikke klar endnu, alligevel har jeg allerede fået vigtige input til lederworkshoppen. For overraskende nok, så viste selve processen omkring at skulle gennemføre en spørgeundersøgelse, hvor ledernes præstation skulle vurderes, at blive særdeles lærerig. Reaktionerne blandt medarbejderne nogle steder i organisationen viste faktisk, at der var behov for at gribe ind på nogle områder – for eksempel i forhold til hvordan vi er organiseret.

Så selvom vi som ledere er spændte på at se, hvordan vi er blevet vurderet, så ser jeg mindst ligeså meget frem til at drøfte og undersøge nærmere, hvad vi kan lære af processen omkring spørgeskemaundersøgelsen og de meget forskellige reaktioner, den har skabt i de enkelte afdelinger.

Så nogle gange handler det ikke kun om at stille de rigtige spørgsmål, men lige så meget om at turde spørge i det hele taget.

Har du gennemført en undersøgelse af, hvordan medarbejderne opfatter dig som leder? 

Profil
Mikkel Grene authorimage Adm. direktør hos Søstrene Grene

Mikkel har stærke holdninger til bl.a. detailhandel og værdibaseret ledelse. Han vil bl.a. blogge om forretningsudvikling, iværksætteri, branding, marketing og ledelse.

Mikkel er søn af Inger Grene, som stiftede Søstrene Grene med søsteren Ruth i 1973. Mikkel har arbejdet i Søstrene Grene siden 1995, bl.a. som marketing- og salgsmanager og som adm. direktør siden januar 2012.
Tidligere bloggere på borsen.dk