Radon dræber 300 årligt. Nu skal ny kampagne vende billedet

authorimage
BLOGS
Af: Ulrik Heilmann
29. jan 2015

Måske har du hørt om radon. Men højest sandsynligt ved du ikke meget om den radioaktive gas, der kommer fra jorden og stiger op i vores boliger. Og det er egentlig meget forståeligt, for radon kan ikke ses, høres eller lugtes. Der er radon i alle hjem, men i et ud af fem huse er der for meget.

Der er faktisk al mulig god grund til at tage sig af radon. Radon er den næst-vigtigste medvirkende årsag til lungekræft (efter aktiv rygning). Det er anslået, at radon i boliger er årsag til 300 dødsfald årligt.

Man kan altså roligt sige, at radon er farligt. Alligevel har det ikke stor opmærksomhed, hverken blandt boligejere eller politikere.  I og for sig er det forståeligt, for det er svært for os at forstå faren fra noget, der ikke er synligt. Trafikken, rygning, overvægt, det er alt sammen noget, der både er synligt og håndgribeligt her og nu. Lungekræft som følge af radon er som regel mange år om at udvikle sig.

Men nu gør Realdania og Bolius noget ved det. Under navnet radionfrithjem.dk lancerer vi i første omgang en kampagne på Bornholm, hvor målet er at få skabt fokus på radon og få boligejerne til at bestille radonmålere. Erfaringerne fra denne kampagne skal bruges til at vurdere, om der er grundlag for at lave en landsdækkende kampagne.

Hvorfor Bornholm? Fordi øen er det sted i Danmark med højest forekomst af radon. Øens klippeundergrund er ikke, som andre steder i landet, dækket af et tykkere lag jord eller ler, så radon siver nemmere op.

Realdania har som formål at øge livskvaliteten gennem det byggede miljø. Som datterselskab har Bolius samme formål, men mere specifikt rettet mod boligejerne. Derfor er det naturligt for os at tage et ansvar, når det kommer til oplysning omkring radon. Vi vil gerne gøre det sammen med andre, derfor vil vi også, i det videre arbejde, invitere alle med, der har lyst til at deltage.

Sammen kan vi gøre mere, og kan vi komme dertil, hvor alle huse i Danmark med forhøjede niveauer også har fået lavet tiltag, så beboerne ikke bliver syge, har vi opnået meget.

 

Profil
Ulrik Heilmann authorimage Ulrik Heilmann har siden etableringen i 2002 været adm. direktør i Bolius, som er et helejet Realdaniaselskab. Bolius mission er at forbedre boligejernes livskvalitet, hvilket sker gennem at øge viden om hus og have, dels via bolius eget website, dels via content på en række andre medieplatforme.

Ulrik Heilmann sidder desuden i flere rådgivende udvalg omkring bolig og energi og har deltaget i arbejdsgrupper under Klimaministeriet i forbindelse med Bedre Bolig. UIrik Heilmann har tidligere været medejer af et reklamebureau og har desuden en fortid hos Carsberg og Tuborg.
Tidligere bloggere på borsen.dk