Er virksomhedens værdier bare tomme ord på en PowerPoint?

authorimage
BLOGS
Af: Mikkel Grene
14. jan 2015

En virksomhed bliver i ofte vurderet på sine værdier. Der er mange eksempler på, hvordan virksomheder er kommet i modvind på bagrund af en opførsel, som offentligheden opfatter som uetisk.

I mange tilfælde handler det om emner, som knytter sig til CSR-området såsom: arbejdsforholdene hos leverandørerne i Asien, miljøpåvirkning eller underbetaling. Der har også alt for ofte været historier om ulovlige priskarteller, som har skabt overskrifter om uetisk adfærd, men som dog ikke har haft den store bevågenhed blandt forbrugerne.

En sag der i den grad fik forbrugerne op af stolen var derimod sagen, som Jensen’s Bøfhus vandt i højesteret. Den skabte en meget negativ stemning mod virksomheden, som førte til grov chikane mod sagesløse ansatte i restauranterne, på trods af at sagen var helt legitim og afgørelsen rimelig og fair. Andre gange kan offentligheden være forbavsende tilgivende, som i Lars Løkkes famøse bilagssager, som ville have væltet de fleste erhvervsledere - selv inden de nåede i pressen vel at mærke.

Søstrene Grene er en virksomhed, hvor vi lægger stor vægt på vores fælles værdisæt og vores stærke kultur. Vi taler meget om det vi kalder ”søsterånden” – som handler om respekt, omhu og ordentlighed. Dyder, som tilhører en svunden tid, men som vi prøver at leve efter i det daglige. Jeg tror, at en af årsagerne til, at vi har så lille udskiftning og høj tilfredshed blandt vores medarbejdere er, at vi har ”søsterånden”.

I dag betyder det meget, at man arbejder i en virksomhed, som man føler, man kan stå inde for og identificere sig med. Det betyder efterhånden mere, om man går glad på arbejde og kommer glad hjem igen, end hvad man får i lønningsposen. I hvert fald for mange.

Jeg lægger stor vægt på værdier, når jeg rekrutterer nye medarbejdere, og at de kan identificere sig med den kultur, der er hos os. Meget kan man lære, når man starter i en virksomhed, men hvis man har et helt andet værdisæt, bliver det sjældent et godt match.

Mange virksomheder har i dag et værdisæt. Der er måske også gået lidt inflation i det. Jeg synes i hvert fald, at jeg oplever nogle steder, at værdier bare bliver tomme ord på en PowerPoint eller i personalehåndbogen, som medarbejderne ikke rigtigt forholder sig til.

Hvordan arbejder I med værdier på arbejdspladsen? 

Profil
Mikkel Grene authorimage Adm. direktør hos Søstrene Grene

Mikkel har stærke holdninger til bl.a. detailhandel og værdibaseret ledelse. Han vil bl.a. blogge om forretningsudvikling, iværksætteri, branding, marketing og ledelse.

Mikkel er søn af Inger Grene, som stiftede Søstrene Grene med søsteren Ruth i 1973. Mikkel har arbejdet i Søstrene Grene siden 1995, bl.a. som marketing- og salgsmanager og som adm. direktør siden januar 2012.
Tidligere bloggere på borsen.dk