Den gamle taxabranche vs. frække Uber er et klassisk eventyr

authorimage
BLOGS
Af: Eric Ziengs
19. nov 2014

Alle eventyr har en skurk. Så er der ofrene. Og så er der en fræk udfordrer.

Den onde drage vil beholde sit guld. De hårdarbejdende landsbybeboere er bange for dragen og må leve i fattigdom, fordi dragen stjæler deres penge. Og så kommer den unge, frække udfordrer, der tager kampen op mod dragen. Han er ikke en helt endnu, for han er lidt rå i kanterne og har også selv nogle mindre pæne sider. Men spiller han kortene rigtigt og dragen sine kort forkert, bliver han helten.

Taxa-eventyret sat på spidsen  

Du og jeg og alle danskere. Vi er ofrene i taxa-eventyret. Vi betaler enorme beløb for at blive fragtet af en halvsur taxachauffør, der kun vil køre os, når turen er tilstrækkelig lang. Og har du en cykel med, så glem det.

Taxabranchen er dragen, der vil beholde sit guld. Citat fra formanden til DR: Vi vil gøre alt for at stritte imod ved at politianmelde dem og få andre myndigheder til at tage fat i dem. Det er at sammenligne med pirat-taxikørsel og intet andet.” Med andre ord: Vi har eneret på at kræve overbetaling af vores tjenester, der aldrig er blevet udfordret og derfor aldrig forbedret.

Uber spiller rollen som udfordrer perfekt. Dejligt provokerende. Samme ydelse til færre penge og de tager fat i alle de pains, som ofrene har pga. dragen. Jojo, der er nogle regler om sikkerhed og den slags, men det har de styr på – siger de. Her i introduktionsdelen af eventyret er er den slags deltaljer ikke så vigtige. Det bliver de senere, når det første rigtige modangreb kommer.

Samme fortælling igen og igen

Det her er det perfekte eksempel på distruption. Altså at en branche bliver udfordret af konkurrenter, som de så som konkurrenter. GPS-producenterne blev smadret af mobilproducenterne. Hvor mange skrivemaskine-producenter laver i dag pc’er og tastaturer? Og hvad med Microsoft, der var udfordrer i 90’erne, så blev dragen i 00’erne og i dag har forstået at Windows altså ikke er det vigtigste i den digitale verden. Deres nye produkter kommer også på iPhone, iPad og Android nu.

Uber har gjort dette i stort set alle markeder, de er startet i. Jo mere modstand jo mere omtale og udbredelse. Og det handler det om, når de lancerer. Dragen har ikke en chance, når den kæmper imod som branchen gør. I stedet skulle branchen åbne armene, arbejde sammen med Uber og samtidig stjæle med arme og ben af det, som Uber gør – især den måde de tænker alternativt.

Her handler det ikke om markedsandele. Det handler om at overleve i det hele taget! Hellere tjene lidt mindre på en anden måde end at gå fallit og stå på gaden. Men nej, det sker ikke. Som så mange andre brancher, er taxabranchen forstokket og forstår ikke, hvad der sker omkring den. De er lullet i søvn på deres monopol status. Jojo, der er konkurrence mellem nogle få selskaber, men kan du mærke forskel på 4x35 og 4x27? Jeg kan ikke.

Lær af musikbranchen

Musikbranchen oplevede det helt samme i sen 90’erne og 00’erne. Deres omsætning er faldet hvert år fra 2000 (fra ca 1,2 mia kr) til 2012. 2013 var første år med en større omsætning end året får. Hvorfor? Fordi det gik op for dem, at de ikke har monopol på noget mere. Jeg talte med Lasse Lindholm, kommunikationschef i IFPI, i min podcast Help Marketing. Her fortæller han, hvordan musikbranchen først begik kæmpe fejl ved at stritte imod udviklingen. Du husker måske reklamerne om at sagsøge brugerne IND I HELVEDE! Men musikbranchen er nu åbne, samarbejdsvillige og meget mere ydmyge. Det tog dem 12 år at komme tilbage, men de har lært og vil igen blive stærkere!

Lad være med at være dragen, taxabranche! Drager taber altid. 

Profil
Eric Ziengs authorimage Eric driver content marketing-bureauet Nochmal.

Eric rådgiver virksomheder om content marketing og lead generering med henblik på salg baseret på langvarrige relationer. Han holder desuden foredrag om content marketing og virksomheders brug af sociale medier. Eric har i syv år rådgivet internationale og danske virksomheder om kommunikation og markedsføring.

Her på bloggen skriver Eric om content marketing med fokus på cases, gode råd og de nyeste trends. Nøgleord er strategi, blogs, nyhedsbreve, relationsopbygning, salgstragt, CRM, webinarer, e-bøger, lead generering, medarbejdere som ambassadører og B2B.

Vær med i diskussionen på Twitter herunder eller tag fat i Eric direkte på LinkedIn.

Twitter

Tidligere bloggere på borsen.dk