Krisen medfører øget fokus på risikostyring – også i ikke finansielle virksomheder

I takt med at krisen har bidt sig fast og de økonomiske nøgletal peger nedad, aktualiseres behovet for en effektiv styring af virksomhedens risici. Bankerne er modsat andre virksomheder forpligtet til at sætte kapital til side for at imødegå uforudsete tab, når det gælder henholdsvis; kredit, markeds og operationelle risici. Den nuværende økonomiske krise medfører dog, at ikke-finansielle virksomheder bør fokusere langt mere på styringen af virksomhedens største risici, da en manglende risikostyring kan få fatale konsekvenser. Når økonomien buldre frem, er der ikke som i nedgangstider, behov for en stram og effektiv risikostyring, da de gode konjukturer medfører, at en fejlslagen risikostyring ikke opdages. Har man eksempelvis glemt at tinglyse et pantebrev for en lån, gør det intet, da værdien af ejendommen alligevel er steget til det dobbelte næste år. Modsat i krisetider, hvor svig og bedrag ofte får folk til at snyde på vægten, for at opretholde samme indkomst som i de gode tider. Det er således ikke overraskende, at de store svindelsager bl.a. sagen om Bernard Madoff i USA, netop kommer frem i krisetider. I gode tider kan selv middelmådige porteføljemanagere skabe et pænt afkast, men i krisetider skilles fårene fra bukken. I hårde tider bliver virksomhedens medarbejdere nød til at arbejde hårdere for at opretholde samme indtjening, hvilket kan friste svage sjæle til at snyde på vægtskålen. Det er bestyrelsens opgave at påse, at virksomhedens risikostyring fungerer hensigtsmæssigt og at den updateres. En effektiv risikostyring behøver ikke være unødig kompliceret eller kræve en masse ressourcer. Derimod gælder det om, at bestyrelsen hvert år identificerer de vigtigste f.eks. 10 risici, som så vidt muligt kvantificeres dvs. hvad er sandsynligheden (i runde termer) for at risikoen indtræder. Desuden bør man søge at vurdere, hvad de forventede økonomiske konsekvens er for virksomheden, hvis uheldet skulle være ude. Når de vigtigste risici er identificeret, bør bestyrelsen afgøre, hvordan den forholder sig til de pågældende risici. Nogle risici vil man vælge at leve med, mens man for andre risici vil iværksætte inititativer, som enten mindsker sandsynligheden for at den pågældende risici indtræder eller når den indtræder, at skaden bliver mindst mulig f.eks. vedhjælp af forsikring. Virksomhedernes største risici er særdeles forskellige, men grundlæggende bør man især sørge for, at man har ”stand ins”, f.eks. hvis direktøren uden varsel forlader virksomheden. Det er også vigtigt, at man har en fornuftig mulighed for at undgå svindel og ulovligheder f.eks. ved hjælp af en whistleblower politik. De finansielle risici kan ofte afdækkes ved hjælp af finansielle instrumenter bl.a. til at sikre sig imod valuta, råvare og rente risici, via brugen optioner, futures og swaps. Det er min erfaring, at det er helt centralt, at de pågældende risikoejere i virksomheden har incitamenter til at bruge tid og ressourcer på identifikationen af de væsentligste risici. For mange risikoejere betragtes risikostyring som et ”cost center”, hvor deres medvirken ikke direkte belønnes. Derfor er det helt centralt, at bestyrelsen kommunikerer ud til alle virksomhedens ansatte, at risikostyringen har toppriorietet, da en mangelfuld risikostyring i værste fald, kan få katastrofale konsekvenser for både virksomheden og dens ansatte.