Din chef skal da betale din billet til SXSW næste år… læs her hvorfor

authorimage
BLOGS
Af: Eric Ziengs
19. mar 2014

Den årlige SXSW konference tiltrækker dig, der arbejder med digitale og sociale medier, og dig fra startup-miljøet. Jeg er netop kommet hjem fra den interaktive del og har samlet en håndfuld helt konkrete historier, der giver indsigt i, hvorfor en række marketings- og kommunikationsmedarbejdere, journalister, iværksættere og mange andre deltager. Måske falder du over grunden til, hvorfor din chef skal betale din billet næste år.

Når du arbejder med sociale medier

Alle Austins hoteller er propfyldte, og taxaer er stort set umulige at få fat i. Der kører tre særlige SXSW-busser i timen forbi mit hotel. Første dag falder jeg i bussen i snak med en social media manager fra Novartis. Det er en healthcare virksomhed i en branche er hårdt reguleret i forhold til markedsføring. Han arbejder ikke i Danmark, og jeg lovede ham, at han kunne være anonym. Han søgte inspiration om social media-tiltag, som han kunne tage med hjem og eksekvere på. Vi sad begge med vores SXSW app og kiggede på de tusinder af sessions, man kan deltage i. Han fandt nogle med fokus på healthcare og social media. Derudover ville han gerne deltage i sessions, som var skæve i forhold til hans profil for at blive udfordret. Det er rigtigt fornuftigt at gøre på SXSW - undgå at høre om det, du allerede kender til. Jeg var fx til en session som handlede om orgasme. Ikke mega brugbart, men jeg kom frem til en pointe om at vejen til målet (orgasme eller salget, hvis vi taler salg og marketing) er en stor del af oplevelsen af orgasmen - eller produktet, når vi taler business. Det passer meget godt til Content Marketing, som også var et hot emne på SXSW.

Inden vores veje skiltes, talte vi om én udfordring, som jeg hører gang på gang. Medarbejdere kan ikke se grunden til at være på de sociale medier på virksomhedens vegne. Og når de så presses derud, bliver de sociale kanaler brugt som en-vejs markedsføringskanaler. Hans svar på dette var at uddanne og øge kompetencer hos kollegerne. Han forsøger at vise den værdi, som virksomheden og den enkelte medarbejder opnår gennem de sociale medier. Det skal til for at motivere kolleger, der allerede har travlt med mange andre KPI’er. Han mente det gik langsomt hos Novartis, men i det mindste fremad. Da vores veje skiltes, spurgte jeg, hvorfor hans stilling overhovedet var oprettet. Han svarede: “Tja, cheferne var misundelige på vores konkurrenters social media-tilstedeværelse”. Misundelse er en super motivator!

Når du netværker

Efter to dage med otte sessions og Texas-style BBQ-mad var der dansker-meetup. Signe Jepsen har i den forbindelse lavet en fin liste over tweetende danskere til SXSW. Jeg skulle mødes med en flok danskere hos Oracle, der gav gratis alkohol - primitivt men effektivt lokkemiddel. Mange bruger Twitter til at koordinere, fordi der er gratis WiFi på Convention Centeret og på hotellerne, hvor de forskellige sessions afholdes.  Regnen stod ned, og vi skulle gå ti min. Jeg nassede mig til en halv paraply hos Sophia Kenvold fra Mindshare. Den slags sker konstant på SXSW - der var en klar fællesskabsfølelse blandt danskerne. Vi mødtes med de andre, som jeg kender fra Twitter, men aldrig har mødt IRL. Der var folk fra DR, YouSee, IBC, Carlsberg mv. Netværksdelen ved SXSW er guld værd. At få sat ansigter på tweeps og møde personer med samme interesse giver gode sparringspartnere i et inspirerende SXSW miljø. Den skæve inspiration er også enormt vigtigt her.

Strøm er en mangelvare ved SXSW! [Læs videre under billedet.]

Det endte med, at Jacob Mouritzen fra Mindshare og jeg fandt en mexicansk restaurant, mens de andre gik videre til Add Peoples cocktail party. Bureauerne er også tilstede på SXSW for at netværke med potentielle og nuværende kunder. Da jeg lidt senere på ugen mødte jeg Jacob igen, var hans mission at finde og tage et billede af Grumpy Cat - en af de absolut hotteste ”memes” på internettet. Her kan man tale om en mand, der tager sin social media rådgiver-profession alvorligt. Jacob skriver selv om jagten på den sure kat:

“En af dette års absolut største stjerner var ”Grumpy Cat”, der har har flere millioner af fans. Da en veninde fortæller mig, at hun har mødt Grumpy Cat på festivalen, blev jeg svært nedtrykt over at være gået glip af katten - indtil Grumpy Cat tweetede, at den stadig var på festivalen. Herfra gik den vilde jagt, der strakte sig over fire timer gennem Austin på cykeltaxa. Jeg fandt en anden Grumpy Cat-fan, og vi fortsatte jagten sammen. Vi blev ledt på afveje og tilbage igen, hvor vi endelig mødte og så Grumpy Cat. Det blev dog en kort fornøjelse, da katten er bevogtet af fire sikkerhedsvagter alle døgnets timer. Ingen billeder.”

Når du er iværksætter

Mens Jacob var på kattejagt, mødtes en del danskere for at prøve BBQ-herlighederne i Austin (det er trods alt Texas). Her faldt jeg i snak med Christian Toxboe, der er flyttet til Los Angeles, hvor han sammen med sin kone har åbnet en kæde af isbutikker, N’ice Cream. Det har Jyske Bank TV lavet et indslag om. Han var der dog også for at mødes med sin bror, Anders Toxboe, der er head of interactive hos Bonnier og bor i Danmark. Ret sejt at famileforene til SXSW.  

Men der er mere om Christian Toxboe, der i 2013 startede et kreditkortsbetalingsfirma. USP’en for Toxboe er at give 25 pct. af kreditkortgebyret til velgørende formål i stedet for at putte det i egen lomme. En ægte iværksætter, der lod sig inspirere på SXSW af iværksætterånden og gode råd omkring brugen af sociale medier. Det sidste er ikke svært at få, når man sidder ved et bord fyldt med SoMe #smdk guru-ninjaer. Sådan nogle er svære at stoppe talestrømmen på, når først vi går i gang. Skulle man gøre alle de råd op i konsulenttimer, var fakturaen hurtigt løbet op i 25.000 kr - plus moms. Men på SXSW deler venlige sjæle erfaringer over øl.

En af de venlige sjæle er Komfos Hans Tosti, der video-interviewede mig til deres nyhedsbrev og YouTube. For at opnå en vis balance har jeg derfor spurgt Hans, hvad han syntes om SXSW:

“Jeg tog afsted i forhåbning om at få rystet posen og opnå indsigt og inspiration på andre planer end hvad danske social media konferencer kan tilbyde - og jeg fik fuld valuta for pengene og tiden. Der var branche-thought leaders, som serverede nye perspektiver, som fx Mark W. Schaefer, der gav sit bud på en ny bølge i social media. Bølgen kommer som resultat af det ekstreme overudbud af information på sociale medier og de deraf følgende "algoritmebobler".

Netop at deltage i ikke-social media-sessions gav perfekt mening. Eksempelvis havde jeg kæmpe optur over at deltage i NASAs events, herunder et live videointerview med tre astronauter i vægtløs tilstand i kredsløb om jorden. Det var desuden ret fedt at være vidne til Edward Snowden i et Google Hangout igennem syv proxies. Indholdsmæssigt var der ikke så meget nyt i Snowdens oplæg, idet det var en relativt teknisk diskussion om, hvordan man som borger bedst beskytter sine data og kommunikation med andre. Måske gør det mig ikke til social media ekspert, men derimod bidrager SXSW også til en dybere forståelse af den digitale fremtid.”

Skal du med næste år?

Om du deltager næste år, kommer an på, hvorvidt det kan give dig værdi. Jeg håber ovenstående gav dig både indsigt i, hvad du kan få med hjem fra SXSW og gav en stemningsrapport. Men tag fat i nogle personer, der har været til SXSW og spørg dem, inden du beslutter dig. Brug Twitter listen eller spørg mig. Hvis du hellere vil høre om SXSW, så lyt med når Troels Pleimert og jeg taler om SXSW på podcasten #CMsnakken. Vi optager nye afsnit hver onsdag.

Ses vi næste år i Austin? Af sted til chefen med argumenterne i hånden! Alternativt må du nøjes med at få dit ansigt til SXSW...

 
Profil
Eric Ziengs authorimage Eric driver content marketing-bureauet Nochmal.

Eric rådgiver virksomheder om content marketing og lead generering med henblik på salg baseret på langvarrige relationer. Han holder desuden foredrag om content marketing og virksomheders brug af sociale medier. Eric har i syv år rådgivet internationale og danske virksomheder om kommunikation og markedsføring.

Her på bloggen skriver Eric om content marketing med fokus på cases, gode råd og de nyeste trends. Nøgleord er strategi, blogs, nyhedsbreve, relationsopbygning, salgstragt, CRM, webinarer, e-bøger, lead generering, medarbejdere som ambassadører og B2B.

Vær med i diskussionen på Twitter herunder eller tag fat i Eric direkte på LinkedIn.

Twitter

Tidligere bloggere på borsen.dk