Grundskyld steg 6,2 pct. – det går ud over energiforbedringer

authorimage
BLOGS
Af: Ulrik Heilmann
05. feb 2014

Nyheden blev kun til en notits i avisen, men det fylder rigtig meget for husejerne: de samlede ejendomsskatter hoppede 6,2 procent fra 2012 til 2013. 6,2 procent! Dermed lagde husejerne sidste år 26,4 mia. kr. i statskassen – 1,6 mia. kr. mere end i 2012. Sådan er de rå tal fra Danmarks Statistik.

Trods skattestop og festtaler suges milliarderne ud af husejernes lommer. Det såkaldte skattestop gælder ikke for husejerne. Det er omvendt. Det er husejerne, der betaler for skattestoppet.

De seneste tretten år har husejerne betalt en ekstra regning på ni mia. kr. – alene i københavnsområdet. De næste seks år stiger regningen for husejerne med yderligere 14 milliarder kroner, forventer Skat. For den enkelte er det også store penge: op mod 50.000 kr. om året for et ganske almindeligt hus. Og 100.000 kr. om året for 140 kvadratmeter på Frederiksberg, når stigningerne er slået fuldt igennem.

Undskyld de mange tal. Det kan også siges med et ord: Grundskyld. Altså den del af boligskatten, der går til kommunen og som er på mellem 15 og 33 promille af den offentlige grundværdi. Promillen varierer fra kommune til kommune – men overalt er tendensen stigende.

Alle er enige om, at vi har behov for at gøre vores boliger mere energivenlige. Regeringen har netop sat det store initiativ Bedre Bolig i gang, fordi energirenovering gavner både samfundet og den enkelte beboer, og fordi energirenovering af boligerne er helt nødvendigt, hvis regeringen skal nå sit klimamål.

Men boligejerne har kun én tegnebog, og hvis de skal lægge pengene i grundskyld, så bliver der ingen penge til at energirenovere. Bolius Boligejeranalyse, der netop er foretaget af Gallup, viser det helt tydeligt: Ingen penge, ingen energirenovering.

Dermed rummer systemet endnu et alvorligt paradoks: Boligen bliver dyrere, men dårligere – og falder dermed i faktisk værdi, mens beskatningen fortsætter med at stige.

Beskatningen af ejendom burde i stedet være som biler: Jo mere miljøvenlig, jo mindre skat. Det ville være et klart signal til boligejerne, og det ville få dem til at energirenovere, fordi det bliver tydeligt, at det betaler sig. På sigt kan det selvfølgelig betyde manglende skatteindtægter, men hvis det er konsekvensen af en energi-succeshistorie, mon så ikke Staten og kommunerne finder en anden måde at hente penge på?

Det kommer os alle ved, for stigningen i grundskylden rammer ikke kun husejerne. Lejerne betaler også grundskyld – den betales blot over huslejen. Som systemet er skruet sammen nu bliver boligen dyrere for os alle samtidig med at vi må frygte, at boligen også bliver ringere.

Profil
Ulrik Heilmann authorimage Ulrik Heilmann har siden etableringen i 2002 været adm. direktør i Bolius, som er et helejet Realdaniaselskab. Bolius mission er at forbedre boligejernes livskvalitet, hvilket sker gennem at øge viden om hus og have, dels via bolius eget website, dels via content på en række andre medieplatforme.

Ulrik Heilmann sidder desuden i flere rådgivende udvalg omkring bolig og energi og har deltaget i arbejdsgrupper under Klimaministeriet i forbindelse med Bedre Bolig. UIrik Heilmann har tidligere været medejer af et reklamebureau og har desuden en fortid hos Carsberg og Tuborg.
Tidligere bloggere på borsen.dk