Case: Da en julekalender blev til Content Marketing

authorimage
BLOGS
Af: Eric Ziengs
10. dec 2013

Jeg sidder midt i optagelserne til Pernilles Højmarks Julekalender. Nu hvor der er pause, vil jeg gerne fortælle historien om, hvordan en julekalender blev til Content Marketing - et godt eksempel på dansk Content Marketing. Min gode ven (og blogger) Sten Løck er ven med Pernille, der gerne ville forsøge alternativ markedsføring af sin selvbiografi “Først nu forstår jeg intet”. Bogen handler om Pernilles glade liv på trods af svære ting som farens selvmord, skilsmisse og alkohol.

Pernille ønsker sig selvfølgelig en bestseller. JP/Politikens Forlag har allerede lavet de klassiske markedsføringsaktiviteter (PR, anmeldelser, reklamer etc.). Derfor satte Sten mig i forbindelse med Pernille. Over en kop kaffe fortalte hun idéen til bogen, og vi brainstormede på mulighederne. Konceptet endte med at blive en daglig video julekalender på omkring to minutter, hvor danskere (inkl. kendisser) fortæller Pernille, hvordan de lever et godt liv liv på trods af modgang. Pernille forklarer konceptet i videoen den 1. december.

 

 

Julekalenderkonceptet engagerer Pernilles fans i de sociale medier, hvor de kan kommentere, like og dele indholdet. Vi får alle mulighed for at gøre livet bedre for vores medmennesker ved at dele de bevægende fortællinger via Facebook og Youtube. Det er et projekt, som de fleste ville støtte op om.

Syv skridt til Content Marketing succes

For kort tid siden skrev jeg et blogindlæg, hvor jeg skitserede vejen til succes med Content Marketing. Jeg tog min egen medicin med julekalenderen. Derfor sidder jeg mellem kendisser og kameraer, mens jeg lytter til rørende historier.

Vores mål er at gøre Pernilles fans opmærksomme på hendes bog gennem en autentisk historiefortælling, der ligger i forlængelse af bogen. Pernille giver sin bog til den person, hun interviewer i hvert afsnit. På den måde får vi det kommercielle budskab med, uden det forstyrrer indholdet. Vi satte nogle høje men realistiske mål. Vi ønsker 6-10.000 YouTube-visninger af vores julekalender. På Facebook vil vi gerne øge likes af Pernilles side til over 500 (fra under 50). Vi ønsker et organisk reach på 6-10.000 og interaktion på 1.000 - alt sammen fordelt på hele måneden. Vi er godt på vej! Det er svært at sige noget om konvertering til bogsalg, så det har vi ikke sat en KPI for.

Indholdet af julekalenderen passer godt til målgruppen (45+, flest kvinder), for vi kan se, at vi skaber reel dialog. Vi har ramt meget rigtigt, når vi ser på vores Facebook Indblik-data. Vi har fået megen hjælp udefra. Copenhagen Pride, Gigtforeningen, Alzheimerforeningen, Landsforeningen SIND og Aidsfondet har delt vores updates, hvori vi eftersøger personer, der vil interviewes af Pernille. Den pt. mest sete video er med Claus, der fortæller om sin HIV-sygdom. Den store interesse kommer takket være Copenhagen Pride og Aidsfondet, der har været med til at distribuere videoen. Så samarbejdspartnere må man absolut ikke glemme! Forresten viser vi Hotel Marriotts udsigt og bygning i de første film, hvor vi måtte låne et værelse. Det piller vi dog ud på de senere videoer, hvor vi ikke kan være på hotellet.

Planlæg, promover og optimer

Vi har planlagt alle 24 afsnit - og optager otte fordelt over tre dage. De ligger klar til at blive publiceret og promoveret i sociale medier. Vi halter til gengæld på at promovere Julekalenderen gennem PR-arbejde. Flere medier har vist interesse, men vi var for sent ude for at få hele julekalenderen vist i “earned” media. Havde vi haft mere end fem dage at starte på, ville det have lykkedes os. Online boghandleren Saxo fortæller dog om julekalenderen på deres hjemmeside. Vores udfordring er, at Pernille står svagt på “owned” media. Hun har ingen kanaler at kommunikere igennem - alt skulle starte fra scratch. Det kan vi alle lære af: Start med at skabe følgere og interaktion i egne kanaler nu!

Vi optimerer konstant. Vi promoverer de videoer, der har størst interesse, i alle de kanaler, vi nu kan. Derfor vil jeg også her opfordre dig, kære bloglæser, til at gå ind på Pernilles Facebook side og være med i dialogen. Og når du er i gang, så abonnér da også lige på YouTube-kanalen. Ja, så blev dette blogindlæg også en del af Content Marketing-julekalenderen! Vi evaluerer hele projektet efter jul, hvor vi har de eksakte tal fra projektet og salget.

Andet jeg kunne skrive om

  • Opfølgende blogindlæg med flere tal, så ROI kan regnes ud

  • Brands og kendte mennesker bør tænke som medier og skabe værdi oveni deres kerneprodukt gennem kommunikation

  • Start nu med at etablere egne kommunikationskanaler

  • Hvis du ikke bruger video, kan du illustrere dit indhold med billeder. Jeg har samlet de bedste hjemmesider med gratis billeder til kommercielt brug

 

Profil
Eric Ziengs authorimage Eric driver content marketing-bureauet Nochmal.

Eric rådgiver virksomheder om content marketing og lead generering med henblik på salg baseret på langvarrige relationer. Han holder desuden foredrag om content marketing og virksomheders brug af sociale medier. Eric har i syv år rådgivet internationale og danske virksomheder om kommunikation og markedsføring.

Her på bloggen skriver Eric om content marketing med fokus på cases, gode råd og de nyeste trends. Nøgleord er strategi, blogs, nyhedsbreve, relationsopbygning, salgstragt, CRM, webinarer, e-bøger, lead generering, medarbejdere som ambassadører og B2B.

Vær med i diskussionen på Twitter herunder eller tag fat i Eric direkte på LinkedIn.

Twitter

Tidligere bloggere på borsen.dk