Hvorfor gør husejere ikke oprør over bidragssatser? 2/2

Jeg undrer mig over hvorfor hus- og lejlighedsejerne ikke gør oprør over ikke kun de høje og stigende bidragssatser. Men også over hvorfor ejerne i byerne betaler alt for meget og landboerne med "fordel" kunne bede om en højere bidragssats mod at få et lånetilsagn snarere end at blive afvist. Du kan se første del ved at klikke her

2-lags bidragspræmie

Hvis realkreditinstitutterne mener at risikoen er for stor, kan man vælge at hæve risikopræmien. I dette tilfælde, vil det sige bidragssatsen for ejendomme der ligger på landet. På den måde er det ikke kun belåningsprocenten der giver en risikomæssig strømpil, men også geografien der spiller ind. En slags to-lags bidragspræmie.

Tabsprocenterne er højere og det skal man naturligvis have et risikojusteret afkast for. Hvis man hæver priserne på landet fra 0,5-0,8 til eksempelvis 1,0 %, vil det på den ene side have en negativ effekt på låntagerne i form af en højere omkostning. På den anden side vil det måske øge omsætteligheden, idet dem som gerne vil låne til og bo på landet aktuelt har mere end svært ved det. ”Ikke på grund af postnumret”, siger realkreditinstitutterne. ”Jo” siger de potentielle købere.

Hvis man spørger ejendomsmæglere er det ikke sjældent at man støder på, at op imod hver 3. ejendomshandel falder på at der ikke kan opnås kreditgodkendelse. Det kan skyldes at de kunder som ønsker at købe på landet har en skrøbelig økonomi. Men mængden af dårlige kunder gør alligevel indtryk.

Hvor bliver oprøret i byerne af?

Tabsrisikoen i byerne er meget lille og nærmest ikke-eksisterende. Hvis en kunde ikke kan betale sine regninger og må kapitulere, er der andre som er klar til at tage over. Husene kan sælges og med 1. prioritets pant sker det ikke særlig ofte, at realkreditten overhovedet lider tab i de største byer.

Markante bidragsstigninger maskeres af rentefald

De seneste år har bidragssatserne været markant stigende. Det kommer oveni de andre omkostningsstigninger, som realkreditinstitutterne har pålagt kunderne. Når der set i det perspektiv endnu ikke har været tale om en markant utilfredshed i forhold til priserne, skyldes det ikke mindst det generelle rentefald. Hvis renten falder med eksempelvis 1,5 % og omkostningerne stiger med 0,3 %, vil der samlet set være tale om både en betydelig prisstigning, men også om et samlet fald i udgifterne. Under forudsætning af at rentefaldet varer ved.

Er der reel konkurrence på prisen?

Hvor bliver konkurrencen af? Hvor er det institut, som udbyder et produkt som afspejler risikoen? Med en markant mindre bidragsprocent end tilfældet er for nærværende hos og til byboerne og med en noget højere bidragsprocent på landet, men dog samtidig med en mulighed for at der kan gives lån, bremses færre ”sunde” overtagelser hvor økonomien er duelig og bæredygtig og omsætningshastigheden kan øges.

Uanset om lånene er røde, blå, grønne, gule eller andre farver er ensartetheden med hensyn til priserne bemærkelsesværdig. Det kan skyldes at der anvendes den samme regnemaskine. Men det kan også være et udtryk for at konkurrencen trænger til et eftersyn eller at man ser med friske øje på udviklingen. Uanset om det gælder mismatchet mellem risiko og afkast i byerne, eller om det gælder det økonomiske incitament til at øge udlån i landdistrikterne, kan handling være påkrævet.

Ifølge realkreditselskaberne er tiden med prisstigninger ikke slut endnu. Hvis udviklingen fortsætter kan det være realkreditten i folkemunde kan komme til at hedde realbanditten..