Aktiv vs passiv forvaltning del 1/2 - Mest taler for passiv forvaltning

Debatten om aktiv vs. passiv forvaltning fortsætter med uformindsket styrke. Man kunne få det indtryk i dagligdagens debat, at verden er knivskarp delt op og polariseret, som udelukkende et enten eller. De dygtigste forvaltere fortjener deres honorar. De fleste og de mere indeks- og benchmarkbaserede skal de private investorer være varsomme med at betale en forvaltningsmæssig høj pris for.

Hvo intet vover – vinder?

Yderpunkterne er nemme at få øje på. Nogle er fortalere for og af den faste overbevisning at den vedvarende indsats og den tætte overvågning af markeder og selskaber giver et afkast som mere end kan retfærdiggøre dels en eventuel øget handelsaktivitet og et aktivt porteføljepleje honorar. ”Hvo intet vover, intet vinder” må være sloganet.

Andre mener derimod, at det er mere end vanskeligt at begive sig uden for det gennemsnitlige. Ved at holde sig i midten, kan man både spare penge og samtidig eliminere den selskabsspecifikke risiko udenfor gennemsnittet. ”Hvo intet vover – vinder”, kunne man kalde det.

Som benchmark med merpris er no-go!

Der er dog udover tilhængerne af yderpunkterne nogle få regler man kan forholde sig til som privat investor:

Hvis en fond helt eller stort set følger et benchmark, er der ikke noget grundlag for at opkræve et forvaltningshonorar. I dette tilfælde vil det passive mandat altid være bedst. Det giver mindre risiko og er billigere.

Nogle forvaltere har en tendens til i reglen at være dygtigere end andre til at give afkast. Er det fordi de løber en højere risiko og over hvilken periode er det sket? Eller er det ganske enkelt, fordi investeringsprocessen virker bedre og bedst? I disse henseender gør den aktive forvalter sig aktivt fortjent til en merpris. Det er fortjent og sådan skal det være.

I næste uge skriver jeg videre i del 2/2 om "Aktiv vs passiv forvaltning" for de private investorer