Strategiimplementering : Har vores organisation nok selvværd og kampgejst?

Klaus Lund
BLOGS Af

Det er et meget forskelligt organisatorisk energiniveau, jeg møder pt. rundt om i erhvervslivet. Nogle har høj energi og er kommet fint igennem finanskrisens skrammer, og andre er mere slidte og mismodige – i særdeleshed på medarbejderniveau.

 

Hvis en organisation effektfuldt skal lykkes med sin strategieksekvering, er det vigtigt, at ledere og medarbejdere har masser af selvværd og kampgejst. Det er derfor et yderst relevant spørgsmål at stille sig selv i den øverste ledelse:Hvad er status på dette i vores virksomhed?Jeg har set en hel del topledelser, der til trods for store udfordringer i deres virksomheder er i top, top form, og hvor der nærmest er gået sport i at komme ekstra styrket ud af finanskrisen. Det er dog ikke det samme, som at den øvrige organisation synes, det er lige så spændende at være en del af alle de mange forandringer og effektiviseringer.

 

Hvordan vurderer man, om en organisation har selvværd?


Ofte kan man i virksomhedens medarbejdertilfredshedsanalyse finde spørgsmål, der er indikatorer for, hvilken grad af selvværd organisationen har, og på den måde få et billede af organisationens selvværd og kampgejst. Det behøver ikke være rocket science at få input om organisationens selvværd. F.eks. kan man stille 2 simple spørgsmål – enten via en kvalitativ interviewrunde i organisationen eller via et spørgeskema:

 

  • Hvad er du stolt af ved vores virksomhed? Over for kunderne/markedet? Internt?
  • Hvad er du mindre stolt af ved vores virksomhed? Over for kunderne/markedet? Internt?

 

Svarene på disse 2 spørgsmål vil give en ganske klar indikation af organisationens selvværd og dermed kampkraft.

 

Det vigtigste er dybest set, at man som topledelse får temaet ”Organisationens selvværd og kampkraft” på dagsordenen og konkluderer, i hvilket omfang der skal arbejdes med dette i forbindelse med den næste strategiimplementeringsproces, og så kan man understøtte det mere eller mindre analytisk efter behov.

 

Hvordan øges en organisations selvværd?


I forbindelse med at øge en organisations selvværd kan man bl.a. arbejde med:

  • At man internt igen og igen fremhæver virksomhedens styrker baseret på de ting, medarbejderne selv har fremhævet som noget, de er stolte af.
  • At man systematisk arbejder med at løse nogle af de ting, medarbejderne er mindre stolte af, og kommunikerer dette, så medarbejderne kan se, at det tages alvorligt.
  • At styrke selvværdet og stoltheden hos medarbejderne ved at have særlig fokus på den anerkendende ledelsesstil.
  • At synliggøre de gode historier såvel internt som eksternt – medarbejderne får rigtig meget selvværd af at se virksomheden positivt omtalt også i pressen.
  • At fejre succeser – hellere en fejring for meget end én for lidt.

 

For at fokus på organisationens selvværd ikke blot bliver ”denne måneds interne kampagne”, kan det anbefales, at man har en decideret plan 12 måneder frem, hvor man løbende tager stilling til tiltag, der fremmer organisationens selvværd og kampkraft. Denne plan kan eksempelvis være forankret i HR eller Salg/Marketing.

 

Afslutningsvis om dette tema blot en kommentar om, at manglende organisatorisk selvværd slet ikke har noget at gøre med organisatorisk selvfedhed, som nærmest er det modsatte, nemlig når man i en organisation er blevet lidt arrogante, ”halvmætte” og mangler ambitionen om ”walk the extra mile” for kunderne. Men det er en helt anden historie …

 

Og til aller sidst husk: ”Intet stort er skabt uden begejstring”.

 

Har du lyst til yderligere inspiration så kan du frit downloade artiklen :

"Strategiimplementerings kompetencer som et Must Win Battle "

 

http://www.klauslund.dk/artikel-strategiimplementerings-kompetencer-som-et-must-win-battle

kl@klauslund.dk

 

 

 


 

Se flere blogs



Profil

Klaus Lund

Klaus Lund

Adm. direktør
Klaus Lund & Partnere
Klaus Lund blogger om, hvordan man som virksomhed skaber den bedste relation til sine kunder, hvad enten man driver restaurant eller bank.

Klaus Lund er adm. direktør i Klaus Lund & Partnere og har mere end 25 års erfaring fra konsulentbranchen. Bl.a. som stifter af ProMentor Management A/S, som i 1999 blev solgt til Aston Group og som medforfatter til adskillige ledelsesbøger.

Få Klaus indlæg
som RSS-feed her