Det kommer til at gøre rigtig ondt - ikke at gøre noget

For nylig læste jeg sundhedsøkonom og professor Jes Søgaards betragtninger om fremtiden for sundhedsvæsenet. I Ugeskrift for Læger konstaterede han, at de kommende år står på smalkost i sundhedssektoren – måske bliver den økonomiske opbremsning endda værre end det, der i 80’erne førte til lange ventelister.

Lange ventelister koster samfundet mange penge, fordi arbejdsduelige mennesker i den periode måske kun kan udføre dele af deres arbejdsopgaver eller slet ingenting.

Jeg er derfor enig med Jes Søgaard i, at det kommer til at gøre ondt i de kommende år, men jeg mener også, det vil gøre endnu mere ondt, hvis vi ikke gør noget.

For selv om vi stirrer på et potentielt rædselsscenarie med stadig flere ældre, flere patienter, større efterspørgelse, finanskrise og færre penge på én gang, er der muligheder for at afbøde smældet ved at agere fornuftigt. Og det fornuftige er at følge to spor – henholdsvis et prioriteringsspor og et udviklingsspor.

Hvis vi starter med det sidste, så handler det om at sætte farten op i udviklingen af flere velfærdsteknologiske produkter – noget der til min glæde også er beskrevet som væsentligt fokusområde i regeringens 2020-plan.

I Region Syddanmark er der allerede investeret 700 mio. kr. i landets største velfærdsteknologiske klynge i Forskerparken i Odense. Mest kendt blandt de 50 telemedicinske løsninger, som i dag bruges ude på sygehusene, er nok patientkufferten, der gør det muligt for eksempelvis KOL-patienter at få tjekket lungekapacitet og iltmætning fra deres eget hjem.

Det sparer patienterne for besvær, personalet for tid og dermed systemet for penge. Den slags smarte måder, som kommer alle implicerede til gode, er helt nødvendige for at gøre sundhedsvæsenet bedre for færre penge.

Vi har allerede skabt helt unikke rammer for samarbejdet mellem sygehuse, erhvervsliv, politikere og uddannelsesinstitutioner. Og vi har netop fået markedsføringsfonden for velfærdsteknologiske løsninger til Odense. I forhold til at tiltrække de helt store investeringer fra udenlandske virksomheder, er der imidlertid behov for, at vi gør centret nationalt.

Det klinger alt andet lige mere interessant i det store udland. Samtidig er det vigtigt for alle implicerede parter at føle ministeriets og regeringens støtte til den største erhvervsmæssige satsning nogensinde i min region – en satsning der på sigt kan generere i tusindvis af nye arbejdspladser.

Prioriteringssporet kommer vi heller ikke uden om. At foregøgle vælgerne andet er useriøst. Om vi så skal vælge at indstille visse behandlinger, betale for at gå til egen læge eller selv betale for hospitalsmaden fremover, kræver nøje diskussioner og undersøgelser.

Netop derfor haster det med at få taget hul på debatten, så vi kan træffe de bedste valg i god tid – frem for at blive tvunget til at træffe dårlige i utide. Jeg har ikke gjort min stilling op, men vil med stor entusiasme gå ind i debatten.