Strategiimplementerings kompetencer

Klaus Lund
BLOGS Af
Eksekvering, eksekveringskultur, handlekraft, "sense of urgency" etc. er aktuelle nøgleord i mange virksomheder under paraplyen af det, jeg vil kalde strategiimplementerings kompetencer. Mange ville kunne have glæde af at ophøje dette til et fælles Must Win Battle i hele virksomheden.

Oftest er Must Win Battles f.eks. noget med:
•Halvering af tiden af go to market for nye produkter
•Implementering af det nye it-system til tiden
•Sikring af virksomhedens likviditets- og finansieringsstruktur
•Etc.

Implementeringshastighed og -dybde

I forbindelse med strategiimplementeringer øges kravene til stadighed til implementeringshastigheden, dvs. at man hurtigt får strategien ud i organisationen, og til implementeringsdybden, dvs. at man får det fulde potentiale i strategien realiseret, herunder også de nødvendige kulturforandringer. Derfor er det min anbefaling, at man gør virksomhedens strategiimplementerings kompetencer til et Must Win Battle for på den måde systematisk og synligt at få fokus på dette hos samtlige ledere på én gang.

Evaluering af strategiimplementerings kompetencerne

Et første skridt bør være at lave en evaluering af virksomhedens styrker og svagheder i relation til at implementere sine strategier. Dette bør ske som en del af selve strategiudviklingsprocessen. Det vigtigste er, at topledelsen evaluerer og drøfter dette tema, mere end hvor omfattende selve denne status er. Det kan bl.a. være spørgsmål som f.eks. følgende, man drøfter:

•Hvordan er vi som virksomhed til at eksekvere vores strategi med høj hastighed?
•Hvordan er vi til at få strategien helt ud i det yderste led af organisationen?
•Hvordan er vi til at implementere de "hårde"/mekanistiske strategielementer?
•Hvordan er vi til at implementere de "bløde"/kulturelle strategielementer?

Man kan også bygge spørgsmål ind i virksomhedens årlige medarbejdertilfredshedsanalyse om, hvordan medarbejderne oplever strategiimplementeringen som input til at vurdere virksomhedens strategiimplementerings kompetencer.
Konklusionen bliver selvfølgelig et overblik over nogle særlige fokusområder omkring strategiimplementerings kompetencer, når man skal i gang med selve strategiimplementeringen.

Ledernes individuelle fokus på deres strategiimplementerings kompetencer

Når de fleste ledere skal i gang med at arbejde med deres andel af virksomhedens strategiimplementering, ser jeg meget ofte, at det, der primært er fokus på, er aktivitetsplaner, detailbudgetter, KPI formuleringer, lancering og involvering af medarbejderne etc. Desværre ser jeg for sjældent, at der er "indbygget" nogle overvejelser, som samtlige ledere skal igennem om følgende:

•I forhold til den kommende strategiplan hvad er da som leder mine stærke og svage strategiimplementerings kompetencer? Pointen her er, at det ikke er en generel status på lederens styrker og forbedringsområder, men specifikt i forhold til lige netop udfordringerne i den kommende strategiplans implementering.
•Hvad har jeg af personlig læring om mine egne strategiimplementerings kompetencer fra den sidste strategilancering, vi har haft?
•Hvad bliver de 3 vigtigste ledelseskompetencer, jeg skal have fokus på for at lykkes med min andel af den samlede strategiimplementering?

Den kollektive læring og deling af best practices om strategiimplementerings kompetencer

Hvis man virkelig vil lave et løft i virksomhedens strategiimplementerings kompetencer, så handler det bl.a. om, at man hyppigt har det på dagsordenen, og at man får læring via meget konkrete virksomhedsnære implementerings problemstillinger.

De fleste virksomheder laver løbende review og fremdriftsstatus på deres strategiimplementering – typisk med status på:
•Hvordan er udviklingen på de resultatparametre/nøgletal, som vi har defineret?
•Hvordan er udviklingen på de indsatsområder/tiltag/projekter, som vi har defineret?
Er der afvigelser, så drøfter man selvfølgelig korrigerende handlinger. Men alene at drøfte kor-rigerende handlinger er langt fra det samme, som at man skaber læring og deling af best practices om anvendelse af strategiimplementerings kompetencer. Så derfor er min anbefaling, at man samtidig med, at man har review og status på selve strategien, også har et par faste punkter på dagsordenen, nemlig:

•Deling af best practices på steder, hvor nogle ledere har gjort sig særligt gode erfaringer med strategiimplementeringen.
•Drøftelse og inspiration af lederne indbyrdes om, hvordan man kan tackle nogle af de sværere steder i strategiimplementeringen.
Den særlige pointe er at have det fast på dagsordenen som et udtryk for, at det er et Must Win Battle i virksomheden, og for at man sikrer et løbende løft i virksomhedens strategiimplementerings kompetencer.

Ledelsesguruen Ram Charan har sagt:
"Today the difference between a company and it's competitors is the ability to execute".
Det er jeg meget enig i, og derfor giver det rigtig meget mening at gøre strategiimplementerings kompetencer til et Must Win Battle.

Hvis du vil have mere inspiration, kan du kvit og frit downloade artiklen "Strategiimplementerings kompetencer som et Must Win Battle" via dette link:

http://www.klauslund.dk/artikel-strategiimplementerings-kompetencer-som-et-must-win-battle

kl@klauslund.dk


 

Se flere blogs



Profil

Klaus Lund

Klaus Lund

Adm. direktør
Klaus Lund & Partnere
Klaus Lund blogger om, hvordan man som virksomhed skaber den bedste relation til sine kunder, hvad enten man driver restaurant eller bank.

Klaus Lund er adm. direktør i Klaus Lund & Partnere og har mere end 25 års erfaring fra konsulentbranchen. Bl.a. som stifter af ProMentor Management A/S, som i 1999 blev solgt til Aston Group og som medforfatter til adskillige ledelsesbøger.

Få Klaus indlæg
som RSS-feed her