Om indholdet i den kommende bankpakke – hvordan undgår man at kaste gode penge efter dårlige?

Hvis effekten af de mange milliarder kroner som regeringen agter at skyde ind banksektoren ikke skal fuse ud i det nye år, er der behov for, at man får skillet fårene fra bukken. Der må nødvendigvis opstilles nogle klare kriterier, som alle skal være opfyldt, hvis man som bank ønsker at få styrket sin egenkapital. Banker som vælger at følge best practice for god risikostyring, der er beskrevet i EU direktiv 2006/49/EF bør offentliggøres. Dette vil udskille de sunde banker fra de usunde, som ikke bør reddes af skatteydernes penge, men sælges til højst bydende, lige som det er tilfældet med alle andre private virksomheder i Danmark. Tilliden mellem de sunde banker vil derved blive genskabt, som igen vil kunne handle likviditet på interbankmarkedet. En bankpakke er en nødvendighed, da bankernes manglende kreditvillighed over for erhvervsvirksomhederne forværrer den økonomiske krise. Dette kan ramme ellers sunde virksomheder, som kan tænkes at afskedige medarbejdere. Alle større lande omkring Danmark har desuden vedtaget nationale bankpakker, således at danske banker, hvis de ikke får kunstigt åndedræt, vil blive udsat for en unfair konkurrence. Når dette er sagt, er det imidlertid usikkert, hvordan alle de mange statslige penge, som er skudt ind som ansvarlig kapital skal forvaltes. Skal staten være egentlig aktionær med mulighed for at sidde med i bestyrelsen? Svaret herpå er måske mere ideologisk end praktisk relevant. Dette skyldes, at statens repræsentant næppe vil kunne gøre den store forskel, når det kommer til den daglige risikostyring, som er en yderst kompleks opgave for bankerne. Men det kan være problematisk, hvis der f.eks. foreligger et offentligt overtagelsestilbud på en børsnoteret bank, hvordan staten skal forholde sig i sådan en situation. Hvad har historien lært os i denne sag? At manglende rettidig omhu og for blind fokus på udlåns vækst, er en farlig cooktail. Årene 2006-2007 var kendetegnende ved en euforisk vækst, ikke bare på ejendomsmarkedet, men vi havde alle en naiv tro på, at væksten i økonomien ingen ende vil tage. Til trods for en omfattende redningspakke til bankerne, er der i det nye år behov for, at bankernes ledelser må orientere sig mere mod de gamle forsigtige dyder kombineret med en mere grundig styring af deres kredit risici. Endelig er det nødvendigt, at gavegiver formulerer en klar exit strategi, således at man ved under hvilket vilkår, staten kan forlade sit ejerskab igen.