Zendesk og fire andre danskstartede it-kometer har opnået en værdisætning på 1 mia dollar i 2010'erne: "De første år er arbejdsbyrden helt åndssvag"

393495_16_9_large_469.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
30. dec 2019 KL. 7:16
 Han er ikke kommet sovende til succesen. Ved nærmere eftertanke skal man nok være lidt tosset for at komme dertil, vurderer medstifteren og topchefen i it-kometen Zendesk, Mikkel Svane.

“De første år er arbejdsbyrden helt åndssvag, og man ved ikke, hvor pengene kommer fra næste måned,” konstaterer han.

Det seneste årti har Zendesk udviklet sig fra en mindre softwarevirksomhed med fokus på kundeservice til en mastodont med 3500 ansatte, børsnotering i New York og en markedsværdi på 8,3 mia. dollar.


Dermed er virksomheden én af blot fem danske it-selskaber, der i løbet af de seneste ti år er blevet mere end 1 mia. dollar værd.

“Vi har været igennem en rigtig god periode de seneste ti år. Konjunkturerne har været gode, og det lever start­up-miljøet meget af. For så er det nemmere at få kapital og disrupte gamle forretninger,” forklarer han.

Gennembruddet

 Foruden Zendesk tæller listen af milliardstore danskstartede it-virksomheder Tradeshift, Unity Technologies, Sitecore og Just-Eat.

 Fælles for dem er, at de fandt et hul i markedet, som de formåede at lukrere på. Men spørger man flere af stifterne, er en del af forklaringen på succesen, at man kom ud i markedet på det helt rigtige tidspunkt.

“Det handler utroligt meget om timing. Det er værre at være for tidligt på den end for sent på den. Hvis man er ude for tidligt, risikerer man at brænde krudtet af, før gennembruddet i den tendens, du har set, kommer,” forklarer David Helgason, medstifter og bestyrelsesformand i Unity Technologies.

Selskabet, der laver softwareplatforme til spiludvikling, blev grundlagt allerede i starten af 00’erne, men fik først sit kommercielle gennembrud, da den første iphone blev lanceret i 2007. Det samme er meldingen fra Mikkel Svane.


“Timingen er utroligt vigtigt. Vi kom ud på et tidspunkt, hvor ingen troede på, at man kunne opfinde mere inden for kundeservice. Men så skete der alt muligt på kort tid, hvor kundeoplevelsen pludselig blev meget synlig med sociale medier og influencer-kulturen. Pludselig blev det helt centralt for en virksomheds overlevelse. Virksomhederne fandt ud af, at de blev nødt til at være hurtige på tasterne, og det var meget heldigt for os. Det havde vi slet ikke forudset,” forklarer han.

Mod og kapital

Succes skal ikke blot måles i markedsværdi. Det seneste årti har budt på et hav af hurtigtvoksende danske startups, der har markeret sig globalt. Det er sket på ryggen af store kapitaltunge venturefonde, som har set sig lune på danske start­ups og har sprøjtet kapital ind i årerne på de væksthungrende virksomheder. I 2016 blev der ifølge venture- og kapitalfondenes brancheforening DVCA investeret 702 mio. kr. i danske vækstvirksomheder. Alene i første halvår i år er investeringerne steget til 1.9 mia. kr.

“Der har været større mod hos iværksætterne og mere kapital til rådighed til at matche det mod,” forklarer Jimmy Fussing Nielsen, der er næstformand i DVCA og ledende partner i den danske venturefond Heartcore Capital (tidl. Sun­stone Technology Ventures).

Han peger på, at succes avler succes, hvilket er kendetegnende for de seneste ti år, hvor iværksættere med succes i udlandet er vendt “hjem” og har etableret nye virksomheder.

Det har skabt voksende interesse for det at blive iværksætter.

“Når der er nogle, som viser mod og viser vejen, bliver der skabt rollemodeller,” siger han.