WS Audiology også ramt af hackerangreb

Virksomheder
Eksklusivt for kunder
13. nov 2019 KL.22:10
Igen er en af verdens største producenter af høreapparater blevet ramt af et cyberangreb.

Denne gang er det WS Audiology, der er en sammensmeltning fra foråret mellem danske Widex og Sivantos, som i oktober fik lagt sine it-systemer ned i et halvandet døgn, skriver Medwatch.

- Det er korrekt, at vi tirsdag 29. oktober fik at vide, at vi om eftermiddagen var blevet ramt af et cyberangreb på Sivantos' netværk," bekræfter pressechef i WS Audiology, Andrew Arnold, over for Medwatch.

- Vi lukkede tirsdag adgangen til alle vores servere og begrænsede adgangen til internettet til et minimum.

Ifølge oplysningerne er systemerne endnu ikke helt op at køre, og verdens tredjestørste producent af høreapparater har endnu ikke tal på skadens fulde omfang.

Også Demant blev i september i år ramt af et hackerangreb, som lagde koncernens systemer ned, og som i sidste ende kom til at koste selskabet samlet set 550 til 650 mio. kr. på driften - trods en forsikringsdækning på 100 mio. kr.

/ritzau/FINANS