Vindues-gazelle vokser uden at lave budget

292940_16_9_large_296.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
21. okt 2014 KL.13:35

null

"Vi har aldrig lavet et budget."

Sådan lyder det fra Bent Søgaard, stifter af vinduesproducenten Ideal Combi, på Børsens gazellekonference i Aalborg.

På trods af det har Ideal Combi formået, hvad de færreste gazellevirksomheder lykkes med:
Nemlig at vokse sig store og få en solid, trecifret millionomsætning.

Tømrer-uddannede Bent Søgaard startede virksomheden alene i laden til fødegården i Thy i 1973. Efter nogle måneder fik han en lærling, og året efter kom broderen, Henning, med.

Vækst på 20 pct. årligt

Da finanskrisen kom, røg omsætningen med ét fra 600 mio. kr. ned til 400 mio. kr. og resulterede i selskabets eneste underskud nogensinde.

Men toplinjen ender i år på 560 mio. kr., og planen er, at der skal lægges 20 pct. til pr. år - og at milliarden rundes i 2020.

Så Ideal Combi er tilbage på vækstsporet og kan med 550 medarbejdere og store investeringer i teknologi i dag konkurrere med billigere produktioner i eksempelvis Polen.

"Vi er vokset med vilje. Det har altid fascineret mig at udvikle produktionen, skabe effektivitet og flow. Det giver konkurrencekraft, så man kan sælge sine produkter," siger Bent Søgaard.

Vedligeholdelsesfrie vindue gav boost

Han nævner som en vigtig del af forklaringen på Ideal Combis rejse fra vækst til volumen udviklingen af det vedligeholdelsesfrie vindue, der i modsætning til traditionelle trævinduer ikke skal males igen og igen.

"Det gav meget. Og vi kunne måske have udnyttet mulighederne endnu bedre, end vi gjorde," mener Bent Søgaard.

Idel Combi laver salgsbudgetter - men ikke omkostningsbudgetter, siger Bent Søgaard til intervieweren, Børsen-chefredaktør Niels Lundes, store overraskelse. Det er ikke nødvendigt for nordvestjyder, som er meget påpasselige, hævder Ideal Combi-stifteren.

Også på et andet punkt forbryder Ideal Combi sig i øvrigt mod lærebøgerne. Virksomheden fortsætter trods en omsætning omkring den halve milliard med en ren familiebestyrelse.

Bent og Henning Søgaard med fruer er medlemmerne.