Vestas: Datadeling skal øge salget i serviceforretningen

356528_16_9_large_673.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
04. jan 2018 KL. 8:07

Vindmølleproducenten Vestas har store ambitioner for sin serviceforretning, og selskabet er på trapperne med en plan, der skal være med til at opfylde målsætningen om en organisk salgsvækst på 50 pct. i 2020 sammenlignet med 2016.

Det skriver Finans.

Planen indebærer at dele nogle af de enorme mængder data, som Vestas indsamler om sine møller hver dag gennem et hav af sensorer, med kunderne. På den måde kan kunderne opnå større indsigt i, hvornår eventuelle tekniske udfordringer er under opsejling og planlægge vedligehold og udskiftninger til tidspunkter, hvor driftstabet er minimalt.


Med de mange sensorer og datapunkter, som Vestas indsamler, er der nemlig også mulighed for at spå om fremtidens vejr, så eventuelle udskiftninger kan foregå på de mere vindstille dage.

Samlet set kan det spare kunderne penge, mens det kan kaste nye omsætningskroner i Vestas' retning på servicedelen.

"Vi har gennem mange år udarbejdet nye algoritmer, der analyserer de store datamængder og kan identificere fejl under udvikling eller forudsige komponentnedbrud."

"Det næste skridt for vores serviceforretning er, hvordan man begynder at sælge det som egentlige løsninger i markedet," siger Christian Venderby, der er chef for Vestas' serviceforretning, til Finans.

Servicechefen vil over for erhvervsmediet ikke oplyse, hvornår løsningen er klar til at blive udrullet på markedet.

/ritzau/FINANS