Velux-ejer har mod på flere opkøb: Kan være inden for byggematerialer

370591_16_9_large_985.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
19. okt 2018 KL. 8:58

Industrikæmpen VKR Holding, som blandt andet ejer vinduesproducenten Velux, holder fortsat øje med potentielle opkøbsobjekter, efter at ovenlys- og glastagsproducenten Vitral netop er blevet købt af Velux. 

Opkøbene kan ske både som VKR Holding-opkøb og som opkøb under VKR Holdings tre forretningsområder, hvor blandt andre Velux hører under.

Det siger Mads Kann-Rasmussen, topchef i det fonds- og familieejede aktieselskab VKR Holding.

”Den strategi, min forgænger Jan Lundsgaard arbejdede på, var, at vi gerne vil vokse med opkøb og aktive investeringer - og der har der hele tiden været to strenge: nemlig at vi allerhelst vil have, at det er forretningsområderne, der køber op, som det nu er sket med Jet og Vitral, fordi det er mindre risikabelt at købe op i et område, vi kender til, og hvor vi har ledelsesinfrastruktur og kan drage fordel af synergier. Hvis det ikke kan lade sig gøre, har vi også kigget på det, vi kalder vores tredje ben, som vil være et nyt forretningsområde, som skal ligge under VKR Holding,” siger han.

Under VKR Holding er der tre forretningsområder. Ovenlysvinduer, som Velux Gruppen står for. Sidevinduer, der produceres af Dovista, og termisk solenergi, som selskabet Arcon-Sunmark producerer.

Mads Kann-Rasmussens udmelding kommer i forbindelse med, at Velux netop har foretaget sit tredje opkøb i år med overtagelsen af ovenlys- og glastagsproducenten Vitralis. Virksomheden er ligesom Velux stiftet af Mads Kann-Rasmussens farfar Villum Kann Rasmussen og har tidligere været en del af VKR Holding, men blev solgt fra i 2005.

Siden da har Jens Borelli-Kjær ejet og drevet det, og videreudviklet nye produkter samt effektiviseret produktionen, så firmaet ifølge Velux nu passer ind i virksomhedens nye strategi på markedet for kommercielle bygninger.

Foruden Vitral købte Velux forrige uge det tyske selskab Jet-Group, ligesom selskabet i april i år overtog amerikanske Wasco Products.

Mads Kann-Rasmussen ønsker ikke at sætte et konkret beløb på overtagelsen af Vitral, der har en omsætning på omkring 60 mio. kr.

Aktiv investeringsstrategi

Erhvervelsen af endnu en virksomhed ligger i tråd med selskabets nye investeringsstrategi, som Mads Kann-Rasmussen satte ord på i forbindelse med 2016-regnskabet.

”Den fortsat positive udvikling har bevirket, at vi i løbet af 2016 formulerede en mere aktiv investeringsstrategi, som vi forventer at eksekvere i de kommende år. Investeringsmæssigt ser vi både på muligheder for at styrke de eksisterende forretningsområder, men også på helt nye områder inden for dagslys, frisk luft og bedre miljø,” udtalte Mads Kann-Rasmussen på daværende tidspunkt.

VKR Holding havde en egenkapital på 16 mia. kroner ved udgangen af 2017.

Det nye forretningsområde kan eksempelvis være indenfor byggematerialer, uddyber direktøren:

”I VKR Holding vil vi gerne have, at opkøb passer ind under vores overordnede identitet, som er dagslys, ventilation og bedre miljø, så det er virksomheder, der ligger indenfor det bredt forstået. Vi har kigget en del på byggematerialer, så jeg vil ikke afvise, det kunne være indenfor det område, at vi kunne lave et opkøb. Det er jo der, vi kommer fra,” siger han.

Ekspert: Mange opkøbsmuligheder

Frederik Aakard, partner i Oaklins Denmark, der er eksperter i køb og salg af virksomheder, mener, at der er masser af opkøbsmuligheder for VKR Holding, hvis man altså er villig til at slække lidt på kvaliteten.

"Der findes mange opkøbsmuligheder indenfor byggematerialer, især hvis man er villig til at gå lidt på kompromis med teknologien til fordel for at komme yderligere ind på for eksempel oversøiske markeder. Velux er Rolls-Roycen indenfor deres segment, men i lokale markeder findes der en masse løsninger, som muligvis ikke er lige så elegante, men hvor man til gengæld kan sikre sig adgang til for eksempel et professionelt marked," siger han.

Han fremhæver samtidig, at der er en vis risiko forbundet med at integrere virksomheder under ens eget brand.

"Det kan være risikabelt, fordi omverdenen ikke nødvendigvis kender Velux i samme omfang, som brandet er kendt herhjemme og kunderne derfor kan få svært ved at finde de produkter, de plejer at købe. Så det kræver en stor markedsføringsindsats," siger han.

Opkøbet af Vitral giver dog ifølge Frederik Aakard rigtig god mening.

"Med opkøbet lukker man et hul forstået på den måde, at en konkurrerende virksomhed ikke kan gå ind og købe en virksomhed, der ligger så tæt på Velux’ eget DNA.”

"Kræsne omkring, hvad vi går ind i"

Topchefen ønsker ikke at kvantificere, hvor mange milliarder man vil opkøbe for, før man kan sætte hak ved, at den nye investeringsstrategi er udrullet tilfredsstillende.

”Vi har nogle finansielle ressourcer og kan bedst lide selv at finansiere vores opkøb, så det sætter en størrelsesorden. Men jeg vil ikke sætte tal på, hvor meget vi skal bruge, kun at hvis vi skal lave et opkøb i VKR Holding, så skal det være en relativt stor virksomhed, og derfor er vi ganske kræsne omkring, hvad vi går ind i, fordi det derfor medfører en vis risiko,” siger han.

Det vigtigste opkøbskriterie for Mads Kann-Rasmussen er derfor, at de selskaber, der kommer under VKR Holding-regi eller under et af de tre forretningsområder, indgår som en naturlig del af selskabet.

”Vi har nok et lidt andet kriterie end andre, fordi vi kan tillade os at være kritiske, og derfor er vi lidt afhængige af, at de rigtige muligheder dukker op, så strategien er ikke, at vi skal købe så og så meget. Det vigtigste i primært VKR Holding er, at når vi ser tilbage om nogle år, så ser vi det, vi har købt op, som en helt naturlig del af vores forretning på linje med vores eksisterende forretningsområder, og det er jeg sikker på, vil ske med Jet og Vitral.”

Med købet af Jet-Group og Vitral når Velux Gruppen som helhed op på 11.000 medarbejdere i 40 lande.