Uni-samarbejde styrker gazellers salg

293186_16_9_large_722.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
27. okt 2014 KL.13:36

null

Videnskabelig dokumentation er et godt kort at hive op af salgshatten, når nye kunder skal overbevises om at investere i dit produkt.

Det er erfaringen fra to af årets gazelle-virksomheder, der har samarbejdet med en højere læreanstalt om innovation for at skabe vækst.

”Der er flere kunder, der vælger solvarme frem for andre alternativer. Det er svært at sige, hvor mange projekter vi har vundet på den baggrund, men vi kan konstatere, at vi i øjeblikket er markedsførende indenfor storskala solvarme på det danske marked i 2013,” siger Søren Elisiussen.

Ny inspiration

Han er adm. direktør i den nordjyske gazelle-virksomhed Arcon Solar, der producerer solfangere og store solfangerfelter, der bl.a. leverer energi til fjernvarmeværker. Virksomheden samarbejder med Danmarks Teknologiske Universitet, som tester og analyserer virksomhedens produkter.

”Vi får en masse ny inspiration, og det udmønter sig i solfangerfelter, som er bedre designet, hvor vi får afkastet for kunden op, uden at anlægget bliver tilsvarende dyrere for kunden,” siger Søren Elisiussen.

Det er tredje gang solfangerfirmaet bliver kåret som gazelle med en samlet vækst på 505 pct., og er dermed i blandt den nordjyske gazelletop.

Hver femte samarbejder


En undersøgelse blandt årets gazeller foretaget af analyseinstituttet Greens viser, at 18 pct. af gazelle-virksomhederne har samarbejdet med en højere læreanstalt om innovation.

Hos Assentoft Silo ved Randers har et samarbejde med Aarhus Universitet også givet producenten af gastætte stålsiloer bedre kort på hånden i en salgssituation, efter en forsker har undersøgt effekten af at opbevare korn i firmaets siloer.

”Det er en stor hjælp, at man kan sige, det fungerer sådan og sådan, og at der ligger nogle tal på det, så det ikke bare er en sælgers argumenter, men at vi har dokumenteret effekten videnskabeligt,” siger Anders Damgaard Nielsen, adm. direktør og medejer i Assentoft Silo.

Nødvendige ro

Begge producenter er enige om, at resultaterne fra universiteternes undersøgelser også er en hjælpende hånd, når der skal skabes kontakt til udenlandske kunder.

”I Danmark er vores produkt meget kendt, men i udlandet er det knap så kendt. Derfor er det vigtigt, at man kan komme med nogle tal fra et anerkendt institut,” siger Anders Damgaard Nielsen.

Uden et samarbejde med DTU havde det været svært for Arcon Solar at få foretaget analyserne af solfangerne.

”Hos læreranstalterne har de den nødvendige ro og indsigt til at foretage de dybdegående analyser. Det er svært at finde tid til som virksomhed i en hektisk hverdag,” siger adm. direktør Søren Elisiussen.