Uber opgiver kampen og forlader Danmark

null

342464_16_9_large_875.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
28. mar 2017 KL.11:07
Opdateret 11.40 - Uber har besluttet at lukke sin tjeneste i Danmark. Det skyldes den nye taxalov, oplyser talsmanden.

Uber kører derfor sin sidste tur i Danmark d. 18. april 2017, hvor man ikke længere vil have adgang til appen.

Det oplyser selskabet på et pressemøde i København tirsdag formiddag.

"Det skal siges, at det ikke nødvendigvis er et farvel til Danmark. Det er en besked til politikere og andre om, at den lovgivning, som ligger på bordet nu, må vi tage konsekvensen af, og vi kan ikke leve med den, som det ser ud nu, og det kan passagerer og chauffører i København heller ikke, og derfor har vi besluttet at lukke," siger talsmand fra Uber, Kristian Agerbo.

Han kalder det desuden ærgerligt og trist.

Udviklingscenter i Aarhus

Selvom Uber ikke længere vil køre på de danske veje, vil virksomheden stadig have et udviklingscenter i Aarhus, hvor der på nuværende tidspunkt sidder 40 ingeniører.

"Vi ved, at den teknologi der udvikles i Danmark, ikke kan bruges i Danmark. Men det er vores håb, at man vil kunne komme til det," siger Kristian Agerbo.

Først og fremmest vil selskabet dog fokusere på at hjælpe chaufførerne.

"Vores hovedprioritet er nu at støtte alle chauffører i København og alle chauffører, der har brugt Uber gennem tiden," siger han.

Taxalov og massebøder

Beslutningen kommer i kølvandet på den nye taxalov, massebøder og tiltaler mod Uber-chauffører samt en kommende retssag mod Uber som selskab.

I februar landede regeringen en aftale om en ny taxalov. Loven kræver bl.a., at bilerne har taxameter og sædefølere - en beslutning, som Uber var hurtig til at lange ud efter.

Dagen efter den nye taxilov blev offentliggjort, påbegyndte Uber en underskriftindsamling i Danmark med titlen "Sig nej til et Danmark uden Uber." Det lyder også, at den politiske aftale truer Ubers eksistens i landet.

I den forbindelse var talsmanden fra Uber også ude at sige, at man ville blive i Danmark.

"Jeg vil gerne slå det fast, at vi bliver og kæmper i Danmark," sagde talsmand Kristian Agerbo dengang på pressemødet.

Der er 2000 chauffører og 300.000 brugere i Danmark, oplyser Uber. Selskabet har været i Danmark siden 2014.