Familien Haldor Topsøes amerikanske biotekselskab IGM Biosciences steg som en raket tirsdag, efter at selskabets kræftkandidat IGM-2323 viste lovende resultater og dermed tog en række short-spekulanter med bukserne nede.
“Ved at se på den aftale, Genmab har indgået, så er der væsentlig værdi i området
Thomas Bowers, biotekanalytiker i Danske Bank
IGM Biosciences udnyttede de positive resultater for kræftmidlet – der senere skal tage konkurrencen op med Genmabs nye håb epcoritamab i behandlingen af lymfekræft – til at udstede nye aktier for 200 mio. dollar (1,23 mia. kr.). Kapitalrejsninger bliver normalt anset som udvandende for aktiekursen, fordi flere aktier skal deles om det samme indtjeningspotentiale.
I det her tilfælde fløj aktiekursen til himmels, og det er ifølge Børsens oplysninger, fordi en række investorer har lavet shortsalg, hvor man låner aktier hos en eksisterende investor for så at sælge dem i aktiemarkedet, fordi spekulanten regner med at kunne købe dem igen til en lavere aktiekurs senere.
Haldor Topsøe var med til at stifte biotekselskabet, da han uden meget betænkningstid var villig til at investere et par millioner dollar i projektet, som han hørte om under en familiemiddag. Siden har familien investeret omkring en halv mia. kr. i selskabet, og ejerandelen var på omtrent 70 pct., da IGM Biosciences blev børsnoteret i kurs 16 i 2019.
Nu er aktiekursen knap syvdoblet, og familiens ejerandel er udvandet til under halvdelen. Men familien er fortsat største aktionær, også efter den nye kapitalrejsning.
“Vi er stadigvæk langsigtede ejere af IGM Biosciences, og der er ingen ændring i vores holdning og støtte til selskabet. Vi har også støttet selskabet i denne kapitalrejsning,” siger Jakob Haldor Topsøe, der sidder i bestyrelsen i IGM Biosciences og er formand for familiens holdingselskab Haldor Topsøe Holding.
mio. dollar vil IGM Biosciences rejse i ny kapital via salg af nye aktier
Kræftkandidaten IGM-2323 er et bispecifikt antistof, som Genmabs epcoritamab, der tog hovedrollen i den milliardaftale, der blev indgået i sommer med amerikanske Abbvie, og som kan nå en værdi på omkring 25 mia. kr.
Weekendens ASH-konference havde fokus på blodsygdomme, herunder lymfekræft, og viste flere lovende resultater fra de førende kandidater fra Roche, Regeneron og Genmab – men altså også IGM-2323. På vej ud af døren fra konferencen fik IGM oplyst, at visse patienter der i præsentationen havde vist delvis respons, nu faktisk viste komplet respons, hvilket betyder, at man er kræftfri.
“IGM's kandidat er gået fra slet ikke at få opmærksomhed, til at man ser et potentiale. Der er selvfølgelig mange ting der skal afklares, men det er vigtigt, at de kan vise et komplet respons. Det bliver bemærket,” siger Thomas Bowers, biotekanalytiker i Danske Bank.
Tidligere på efteråret spekulerede den amerikanske investeringsbank Piper Sandler i, at IGM Biosciences var en opkøbskandidat, der, som flere af selskabets udviklingsprojekter, endnu ikke har fået en partner, og er rettet mod markeder med store potentialer.
Indtil videre er det ikke afklaret, om IGM Biosciences vil forsøge at nå hele vejen til markedsgodkendelse selv eller finde en partner. Men med et lægemiddel der ser ud til at virke og som retter sig mod et marked, der i dag er på 55 mia. kr. og vokser, skal der nok komme interesserede bejlere.
“Hvis du har et produkt, der kan byde epcoritamab op til dans, så er det klart, at ved at se på den aftale, Genmab har indgået, så er der væsentlig værdi i området,” siger Thomas Bowers.