Topchef stopper i Lagkagehuset: “Det har været en vanvittig svær beslutning"

Virksomheder
Eksklusivt for kunder
23. aug 2019 KL.13:08

Topchefen for den kapitalfondsejede bagerkæde Lagkagehuset, Jesper Friis, stopper med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser Lagkagehuset til Børsen.

Jesper Friis stopper af personlige årsager og fortæller, at “det har været en vanvittig svær beslutning at træde tilbage."

“Jeg meddelte for fem måneder siden min formand, at jeg er i en familiemæssig situation, som kræver min opmærksomhed og som med det arbejdspres og de tider, der er ved sådan et topjob, ikke har kunne forenes," siger Jesper Friis, der tilføjer, at “det er meget svært" at forlade Lagkagehuset.

“Det er en super fed virksomhed med nogle fede mennesker. Det er hårdt, men jeg føler lidt, at jeg er ved et t-kryds, som man ikke har lyst til at komme hen til. Men nu er jeg her, og så har jeg valgt at dreje til venstre, hvor min familie er, og det er trods alt vigtigere. Men det betyder ikke, at det er nemt," siger Jesper Friis.

Henter ny topchef i London

Det bliver i stedet engelske Jason Cotta, der er bosat i London, som tager over som adm. direktør for kæden, der udover Danmark har butikker i Storbritannien og USA. Han kommer til fra en stilling som direktør for Storbritannien og Irland hos Costa Coffee, som har 1500 egne butikker og 1000 franchisebutikker.

Han har tidligere haft ledende stillinger i bl.a. TGI Friday’s og hotel- og restaurantkæden Travelodge Hotels Ltd.

Ifølge bestyrelsesformand i Danish Bake Holding ApS, Henrik Brandt, har den nyudnævnte topchef “mere end 20 års omfattende ledelseserfaring med udrulning og drift af stærke cafe- og restaurationskoncepter."

Formanden takker Jesper Friis for sin tid som topchef.

“Jeg vil gerne på bestyrelsens vegne takke Jesper for hans visionære og passionerede lederskab, for hans utrættelige energi og hans store bidrag til at skabe en platform og organisation for yderligere ekspansion," udtaler bestyrelsesformanden i en pressemeddelelse.

Rundede en mia. i omsætning

Kæden, der sidste år åbnede 13 nye butikker, har mere end 100 butikker rundt om i verden. For to år siden købte den nordiske kapitalfond Nordic Capital størstedelen af aktierne i selskabet, som derudover ejes af den amerikanske kapitalfond L Catterton.

Chefstoppet kommer blot tre måneder efter, at Lagkagehuset i midten af maj offentliggjorde et regnskab, der viste et underskud for 2018 på 182 mio. kr. og en markant stigning i kædens samlede gæld, der nu lyder på 1,3 mia. kr.

Dengang sagde Jesper Friis til Børsen, at underskuddet primært skyldtes afskrivninger på goodwill.

Han forklarer, at regnskabet bærer præg af, at Lagkagehuset stadig afskriver på købesummen.

“Vores driftsmæssige regnskab giver overskud præcis som vi havde forventet. Vi afskriver af skattemæssige årsager på købesummen, så det ser ud, som om vi giver et underskud, men virksomheden er kernesund og vi vokser med 15-20 pct. om året," siger den nu forhenværende topchef.

“Det har været en fantastisk rejse"


I forbindelse med det seneste regnskab fokuserede Jesper Friis over for Børsen på, at Lagkagehusets omsætning i 2018 for første gang havde rundet en milliard, og at der var sket en vækst i de eksisterende butikker, uden at han dog ville uddybe nærmere.

Han er stolt over den virksomhed, som han nu forlader efter fire år i spidsen for bagerkæden.

“Det har været en helt fantastisk rejse. Vi havde 35 butikker i Danmark, da jeg startede, som havde en masse udfordringer og ambitioner. Nu står vi med en fod i både London og New York, og vi har passeret en milliard kroner i omsætning. Det tror jeg ikke, at der var nogen, som i deres vildeste fantasi havde forestillet sig," siger Jesper Friis.

Sidste år udvidede Lagkagehuset kædens samlede kreditramme med 150 mio. kr., så den nu lyder på 550 mio. kr. Ved udgangen af 2018 havde kæden trukket 260 mio. kr. ud af kreditrammen. Ifølge regnskabet skal pengene bruges til ”koncernens fortsatte ekspansive vækst.”

For fem måneder siden sagde Lagkagehuset også farvel til en anden fra cheftoppen, da direktøren for den danske afdeling af kæden,John Tønnes, stoppede i marts.