Topchef: "Her vil vi kun arbejde fire dage om ugen"

354683_16_9_large_226.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
26. nov 2017 KL.10:09
Aldrig har medarbejderne hos IT-virksomheden IIH Nordic været gladere og mere tilfredse med at gå på arbejde.

Her starter weekenden nemlig torsdag eftermiddag efter en arbejdsuge på bare 30 timer.
Og virksomheden har netop besluttet, at den lukrative firedagsuge skal fortsætte fremover, fordi virksomheden når lige så meget på fire dage, som den før brugte fem dage på.
Adm. direktør og partner Henrik Stenmann fortæller:

“Fra år til dato har vi arbejdet 14.000 timer mindre i virksomheden, men holdt den samme omsætning og profit som året før, fordi vi nu arbejder på andre og mere effektive måder. Det har øget vores produktivitet med 20 pct.”

Nu er der tid til fitness

Han undlader ikke at prale med, at han efter indførelsen af firedagsugen har tabt 15 kg., fordi han nu har tid til at dyrke motion. Samtidig er der sat fokus på sund livsstil i firmaet, hvor de økologiske gulerødder og udskåren frugt nu er en selvfølge.

“Vi måler medarbejdertilfredsheden hver uge, og den er i top. Samtidig er sygefraværet mere end halveret fra 3,53 pct. til 1,7 pct.”

Arbejder i sprint

Den største game changer er ifølge topchefen, at medarbejderne nu arbejder i sprint ved at benytte en promodoro teknik, der tvinger medarbejderne til at arbejde koncentreret i 25 minutter ad gangen, herefter fem minutters pause.

Det foregår i praksis ved, at medarbejderen melder ind på et dashboard, at nu går vedkommende i promodoro mode. Man tager hovedtelefoner på, hører koncentrationsmusik og lukker ned for mails og telefon. Efter 25 minutter blinker skærmen, der er tid til pause, og systemet har registreret, at du har holdt en promodoro. Efter fire intervaller er der tid til en længere pause på 25 til 30 min.

“Målet er, at folk laver 12 promodoro’er om ugen. Det svarer til seks timers koncentreret arbejde uden forstyrrelser. Vi måler antallet for den enkelte og for virksomheden, fordi vi ved, at visualiseringer hjælper med at ændre adfærd og vaner. Ikke kontrol,” siger Henrik Stenmann og indrømmer:

“Og for mit eget vedkommende kan jeg se, at jeg nemmere kommer i gang med de kedelige opgaver, når jeg ved, at jeg blot skal koncentrere mig intensivt i 25 min. Men så er jeg i gang med den.”

Forstyrrelser koster kassen

Han henviser til forskning, der dokumenterer, at efter en forstyrrelse i arbejdet tager det mellem ti og 20 minutter at komme tilbage til det koncentrationsniveau, man var i før. Derfor er der store penge at hente ved at minimere antallet af forstyrrelser på en arbejdsdag.

Slut med at være slave af Outlook

IIH Nordic har også gjort op med outlook-diktaturet, som også er blandt tidsrøverne.

“Vi er gået væk fra, at Outlook skal diktere, at vores møder enten skal vare en halv eller en hel time. Nu holder vi møder på enten 20 minutter eller i særlige tilfælde 45 minutter. Det betyder bedre mødeledelse og bedre forberedelse, når der er sat en deadline for mødet.”

“Det er ikke sådan, at der falder brænde ned, hvis et møde trækker ud til en time. Men det er interessant at se, hvordan folk er begyndt at lægge mærke til, hvis et møde trækker ud.”

Samtidig går medarbejderne mere og mere over til at erstatte Outlook med samarbejdsplatformen Yammer, hvor man lige som på Facebook kommunikerer med grupper om løsning af et givent problem.

“Det betyder, at vi ofte får løst et problem her og nu i stedet for at indkalde til møder eller sende en masse mails rundt i systemet. Det giver forskellige kompetencer mulighed for at byde ind med løsninger. Det løfter informationsniveauet i virksomheden,” siger Henrik Stenmann.

Forberedt på flere vilde ændringer

Han er fast i troen på, at firedagsugen er den helt rigtige model lige nu, men er forberedt på flere store forandringer.

“Vi er forud for vores tid med firedagsugen, men måske er vores model snart forældet. Forskere forventer, at i 2020 vil 30 pct. af arbejdsstyrken have to job, fordi vi bliver mere og mere specialiserede. Samtidig ønsker folk endnu større fleksibilitet. Folk, der har børn, vil have mere fritid. Folk uden børn er fuldstændig ligeglade med fritid.”

IIH Nordic beskæftiger allerede specialister, som kun er i virksomheden et par dage om ugen og så et andet sted andre dage.

“Den efterspørgsel på arbejde kommer der meget mere af. Det er drevet af start-up-bevægelsen, af folk, der arbejder freelance, især specialister, som der måske kun findes én af i Danmark, der kan lige det job,” vurderer Henrik Stenmann.