Tømrermester med 1526 pct vækst: "Jeg vil være nervøs for, at kunderne tænker, at jeg tjener for mange penge"

391881_16_9_large_291.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
27. nov 2019 KL.17:45

“Jeg lod være med at tage telefonen, når jeg kunne se, at det var Børsen, der ringede.”

Sådan siger den netop kårede gazellevinder i Region Sjælland Nicolai Gaardsøe om hans modtand mod gazellekåring og alt for stor synlighed.

Så det er ikke med Gaardsøes gode vilje, at han netop nu er hovedpersonen i Børsens gazellekåring i Ringsted Kongrescenter.

Holdt sig under radaren

Det har været lidt af en problematisk opgave at få fat i gazellevinder Nicolai Gaardsøe fra Region Sjælland.

Efter mindst 20 opringninger havde Børsen opgivet at bane vej til tømrer- og snedkermesteren fra landsbyen Terslev ved Haslev.

Han kom først frem, da han fandt ud af, at der blev ringet til hans samarbejdspartnere for at få fortalt historien om den sydøstsjællandske vækstkomet med 22 ansatte, der i de seneste fire år har skabt en vækst på 1526 pct.

Bruttoresultatet lå i seneste regnskabsår på 12 mio. kr. og resultatet før skat landede på 4,7 mio. kr. Egenkapitalen var 4,3 mio. kr.

Intet at bruge prisen til


“Jeg har simpelthen ikke noget at bruge den gazellepris til. Jeg har ikke behov for at blive større, og min virksomhed har en størrelse, hvor jeg har et overblik og en størrelse som jeg kan styre,” siger 40-årige Nicolai Gaardsøe.

Han har hverken brug for gazellepris eller berømmelse i lyset af, at hans virksomhed har så travlt, at der hele tiden må siges nej tak til at tage opgaver ind.

Det er noget af forklaringen på, at han grundlæggende ikke ønsker at deltage i de aktiviteter, der fører til øget synlighed i kraft af gazellekåringen.

Hvad tænker kunderne

Men der ligger også et andet synspunkt bag.

“Jeg vil være nervøs for, at kunderne tænker, at jeg tjener for mange penge. Branchen er ikke sådan, som vi tænker i vores firma. Det er respekteret i andre brancher, at man tager noget for tingene, når man leverer et ordentligt stykke arbejde. Sådan er det ikke i byggebranchen,” siger Nicolai Gaardsøe og henviser bl.a. til it-branchen som et eksempel, hvor der ikke løftes et øjenbryn, når der kræves en værdig betaling for et værdigt stykke arbejde.

Tror du, at dine kunder vil gå hårdere til dig, fordi du har vundet en gazellepris?

“Neej. Jeg kender jo de fleste direktører rundt omkring. Der er ikke noget dér. Det ændrer ikke noget,” lyder det tøvende fra Nicolai Gaardsøe.

Bygger for de store

Han har bygget sin forretning op over 20 år, og han gik direkte fra lærlingetiden over i rollen som tømrermester, og det har i alle årene været i Terslev, hvor han i dag primært har med erhvervskunder at gøre.

Han bygger for mange af landets helt store byggeselskaber - herblandt entreprenører i top tre målt på omsætning.

Andre gange styrer han et byggeri i mål som totalentreprenør.

Han vil ikke kritisere kollegaerne i andre tømrerfirmaer, men peger dog på, at det kan være en udfordring, at det er alt for let at slå sig ned som selvstændig tømrer, dog uden ret til at kalde sig tømrermester, hvis kravene ikke er opfyldt.

Et af branchens problemer er efter hans opfattelse, at mange håndværksmestre tager for store chancer, når de giver tilbud.

Tager ikke chancer

Han oplever jævnligt, at han beregner en pris, der slås eftertrykkeligt af en konkurrent, og hvor han tænker, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre. Senere viser det sig, at der bliver bygget med tab, eller at der kommer efterregninger, der hviler på et tyndt grundlag.

Han vil hellere forklare, hvordan han bl.a. bruger åbenhed som et ledelsesredskab i måden at drive forretningen på. Ifølge Nicolai Gaardsøe lægger han altid de økonomiske beregninger i en byggesag frem, så de er fuldt synlige for alle - inklusive svendene.

“Hvis en svend ikke ved, at der er afsat en time til en bestemt opgave, så kan det tage længere tid. Ved han, at der er afsat en time og han kan stole på, hvad jeg siger, så løser han garanteret opgaven på 40 minutter. Jeg har ikke ondt i røven over, at de tjener penge,” siger Nicolai Gaardsøe i relation til penge tjent på en akkordaftale med svendene.

Store firmaers åg

Han mener desuden, at de helt synlige arbejdskrav er med til at sikre, at der optimeres i forhold til bl.a. værktøj og udstyr, så opgaverne kan løses hurtigere.

“Det handler om at tage en dialog og samtale med medarbejder. Alt det der mister du også, hvis du bliver et større firma,” lyder det fra Nicolai Gaardsøe.

Ifølge hans ledelsesfilosofi er der for meget på spil, hvis svendende ikke har et vist råderum over opgaverne.

Ejerskab til opgaverne er vigtigt, og hvis de ansatte er alt for instruerede, så mistes forståelsen for f.eks. lønsomhed, effektivitet og opfindsomhed i opgaveløsningen, mener Nicolai Gaardsøe.

pera@borsen.dk