Tidligere KPMG-topchef rykker ind som ny direktør i Industriens Fond

374091_16_9_large_764.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
18. dec 2018 KL.11:04

Til februar får Industriens Fond en ny frontfigur, når Thomas Hofman-Bang starter som ny adm. direktør. 

Han overtager dermed posten fra Mads Lebech, der i oktober meddelte sin afgang for at blive adm. direktør for Tryghedsgruppen og Tryg Fonden. 

Thomas Hofman-Bang kommer senest fra en stilling som adm. direktør fra revisionskæmpen KPMG, som har stået i spidsen for siden 2014. I juni meddelte han, at han ville stoppe, men fortsatte i jobbet, indtil den nye direktør, Henrik R. Mulvad, tog over tidligere på året.

"Industriens Fonds fokusområder og mission står mig nær. Både som erhvervsmand og med min store interesse for samfunds- og velstandsudviklingen i Danmark. Med både praktisk og strategisk erfaring i rygsækken vil det være mit mål at videreføre og videreudvikle Industriens Fonds arbejde til gavn for konkurrenceevnen og værdiskabelsen i dansk erhvervsliv," siger Thomas Hofman-Bang.

Derudover har Thomas Hofman-Bang været adm. direktør for NKT og har desuden erfaring fra bestyrelseslokalet hos bl.a. William Demant, Rambøll, Dansk Industri og Bikubenfonden.

"Bestyrelsen har med valget af Thomas Hofman-Bang sikret, at Industriens Fond får en leder med stor erfaring i at drive industriel og rådgivende virksomhed i en dansk og global kontekst. Thomas Hofman-Bang har et stort netværk i erhvervslivet og blandt nøgleaktører inden for erhvervsfremme og forskning i Danmark. Thomas Hofman-Bang er en ambitiøs person, der besidder de evner som Industriens Fond har behov for," siger Sten Scheibye, bestyrelsesformand for Industriens Fond.

Han takker samtidig Mads Lebech for "en dedikeret kæmpeindsats", 

"Mads har ført Industriens Fond igennem en enorm udvikling i de 10 år hvor han har siddet ved roret. Han overleverer en fond i god form, hvor der er mange aktive projekter, styr på placeringen af formuen og en helt ny strategi," siger formanden.