Tesla-milliardær Elon Musk lancerer skudsikker rumbil: Men under præsentation viste elbilen svaghedstegn

391667_16_9_large_777.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
22. nov 2019 KL.10:01
Milliardæren Elon Musk løftede i går sløret for Teslas nyeste skud på stammen, Cybertrucken. En elektrisk bil, som bl.a. er inspireret af rumfartøjer og science fiction-filmen Blade Runner.

Det er bilproducentens sjette køretøj, siden Elon Musk stiftede Tesla i 2003, og ifølge det amerikanske erhvervsmedie CNBC er det også den mest eksperimenterende udgave. 

Under et event torsdag i Los Angeles skulle Teslas chefdesigner Franz Von Holzhausen demonstrere, hvor stærk den nye cybertruck er. Han slog først på bilens sidedør med en mukkert. Det var ikke til at se på bilen, at den havde fået et slag.

Derefter kastede han en jernkugle mod bilen. Kuglen fik vinduet på bilen til at splintre, uden at der dog gik hul i glasset. Men ifølge Elon Musk skulle bilen være skudsikker mod en ni millimeter pistol. Flere stiller nu spørgsmålstegn ved, hvorvidt det kan være sandt. 

Den nye Tesla bliver lanceret i et marked, hvor den skal konkurrere med Ford F Series, som har været blandt de bedste sælgende trucks i USA de seneste 40 år. Ligesom General Motors Chevrolet Silverado har været blandt de dominerende biler på markedet. 

Ifølge Tesla kan bilen køre ca. 400 kilometer på en opladning. Bilen lanceres på det amerikanske marked til en pris startende omkring 39.900 dollars, hvilket svarer til i omegnen af 270.000 kr. Men modellen kommer med flere forskellige motorer og kan derfor også koste op mod 69.000 dollars, hvilket svarer til ca. 475.000 kr. En pris, som dog vil se anderledes ud, hvis den blev lanceret i Danmark, hvor afgiftsniveauet er anderledes end i USA. 

Ifølge Tesla kan den nye truck nå en hastighed på 96 km/t. på mindre end 6,5 sekunder, hvis man vælger den mindste motor. Skruer du derimod op for motorens størrelse og betaler mere, tager det kun 2,9 sekunder.