Taiwans militære leder og syv andre dør i helikopterstyrt

Virksomheder
Eksklusivt for kunder
02. jan 2020 KL. 8:50

Chefen for hæren i Taiwan er omkommet ved et helikopterstyrt, bekræfter myndighederne.

Han er en af de i alt otte personer, der ifølge Taiwans militær er fundet døde efter styrtet. Flere af de øvrige døde er højtstående officerer.

I alt 13 personer var om bord på den Black Hawk-helikopter, som nødlandede i et bjergrigt område i det nordlige Taiwan nær Taipei torsdag.

- Fem har overlevet, mens de øvrige otte af vore kolleger om bord er omkommet. Vi er dybt bedrøvede og sender vore kondolencer til deres familier, siger lederen for landets luftvåben.

Helikopteren forsvandt fra det taiwanesiske luftvåbens radar, 15 minutter efter den var lettet, siger han ifølge AFP.

Der har de seneste dage været dårligt i vejr i området, hvor helikopteren forulykkede. Regn har gjort vejene i bjergene mudrede og glatte.

Den omkomne general var den 62-årige Shen Yi-Ming, der var stabschef og general i luftvåbnet.

Nødlandingen fandt sted torsdag morgen lokal tid, hvorefter forsvarsministeriet straks efter indledte en redningsaktion.

Helikopterturen var en del af en rutinemission. Officererne skulle besøge soldater i den nordøstlige Yilan-provins forud for det kinesiske nytår senere i januar.

Hændelsen sker blot en uge før præsident- og parlamentsvalget i Taiwan 11. januar.

Præsident Tsai Ing-wen, der stiller op til genvalg, aflyste sine valgaktiviteter torsdag og opfordrede myndighederne til at sætte alt ind i redningsaktionen.

USA, der ikke har diplomatiske forbindelser med Taiwan, men er landets mest magtfulde internationale støtte, solgte 60 Black Hawk-helikoptere til Taiwan i 2010.

Det er uvist, om det er en af de maskiner, der er involveret i torsdagens nødlanding.

/ritzau/Reuters