Subway Surfers er downloadet 1,6 milliarder gange: Giver udviklere kæmpe millionoverskud

351716_16_9_large_455.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
28. sep 2017 KL.14:11
"Vi kan ikke finde verdensklassemedarbejdere hurtigt nok," sådan siger Mathias Gredal Nørvig fra Sybo Games ApS om firmaets udfordringer.

Sybo Games ApS står bag det populære mobilspil Subway Surfers, der i første halvdel af 2017 var det mest downloadede spil i App Store, og fremviste onsdag et 96 mio. kr. stort plus på bundlinjen i det forskudte regnskabsår 2016/17. Sybo Games deler indtjeningen 50/50 med aarhusianske Kiloo
.
Subway Surfers, som er den primære indtægtskilde, er tilgængeligt til mobile platforme, og giver brugerne mulighed for at operere i et autonomt, lovløst miljø som graffitimalere på flugt fra vagter gennem storbyers metronetværk.

Spillet er siden udgivelsen i maj 2012 blevet hentet 1,6 mia. gange.

Mathias Gredal Nørvig beskriver spilbranchen som en dynamisk industri, der konstant er under forandring. Derfor arbejder den 70 mand store virksomhed også målrettet på at differentiere sig fra konkurrenter som Temple Run og Minion Rush ved at hente medarbejdere hos bl.a. Disney og EA.

"Vi forsøger at hæve barren, hver gang vi kommer med noget. Det kan vi, fordi vi er i Champions League på alle felter," siger den 33-årige direktør og fortæller, at det ikke har været svært at overbevise folk om at flytte til Danmark.

"Trump og Brexit har hjulpet os med at finde medarbejdere," siger Mathias Gredal Nørvig med et lille smil på læben.

Derudover mener direktøren også, at spillet har noget ekstra.

"Spillerne får et kick ud af flygte fra vagterne. Samtidig besøger spillet en ny by hver tredje uge, det er med til at holde spillet friskt," siger direktøren.

Direktør uden kreative holdninger

Selvom Mathias Gredal Nørvig i dag står i spidsen for Sybo Games, var han ikke med, da Subway Surfers kom frem for mere end fem år siden. Det var firmaets to stiftere, Sylvester Rishøj og Bodie Jahn, der stod for driften i de første år.

Den 33-årige direktør, som er cand. merc fra CBS, har tidligere lavet konsulentarbejde og risikovurderinger. Han blev ansat som konsulent i 2013, og et år efter satte han sig i chefstolen.

Det var nu ikke fordi, Sybo Games var i økonomiske vanskeligheder, da Mathias Gredal Nørvig blev direktør. I regnskabsåret 2013/2014 præsenterede virksomheden et overskud på 47,4 mio. kr. 

Direktøren siger selv, at han kom med en anden og mere systemisk tankegang, end de to iværksættere.

"Den rejse, jeg har været med på, er professionaliseringen. Introduktionen af noget så kedeligt som budgetter," siger Mathias Gredal Nørvig, som smågrinende kalder sig for "en direktør uden kreative holdninger."

"Vi har simpelthen for dygtige medarbejdere til, at jeg skal blande mig i det," siger Mathias Gredal Nørvig, der har brugt spillet siden udgivelsen.

Espresso Martini med Apple

Når Mathias Gredal Nørvig tænker tilbage på tiden i Sybo Games, er der en bestemt dag, tankerne falder hen på.

Kort efter hans tiltrædelse, lykkedes det virksomheden at komme igennem til John Minkley, der er ansvarlig for Apples europæiske spildel. 

Efter flere samtaler kom Apples folk til Sybo Games' kontor i Jorcks Passage i København. Folkene bag Sybo Games inviterede dem på en uformel  tre-retters menu på restauranten Bistro Boheme, hvor de efter middagen nød en Espresso Martini, der er blevet den rituelle sejrsfering for Sybo Games.

"Det var en manifestation på, at vi var inviteret ind i det gode selskab," siger Mathias Gredal Nørvig.

Projekter i vente

Selvom Sybo Games har præsenteret sorte tal på bundlinjen, så er de ikke på konsolideringskurs. Mathias Gredal Nørvig fortæller, at virksomheden er på vej med fire nye projekter: En Subway Surfers TV-serie, licensering af Subway Surfers' merchandise og to projekter, han ikke vil gå i detaljer med.

Han siger, at de to projekter er inden for virksomhedens kerneområde.

"Fordi vi investerer så massivt, så forventer vi også et dårligere resultat næste år," siger direktøren.