Stor vækst i nyetablerede selskaber

286524_16_9_large_711.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
08. jul 2014 KL. 9:04
Niveauet for nyetablerede selskaber er øget kraftigt i 2014. Således er der etableret 34,6 pct. flere nye selskaber i årets andet kvartal sammenlignet med andet kvartal af 2013, viser tal fra data- og analysevirksomheden Experian.

Antallet af nyetablerede selskaber i andet kvartal af 2014 er det højeste siden 2008, hvor krisen for alvor begyndte at sætte ind.

Samlet blev der etableret 6534 selskaber i andet kvartal af 2014, og da enkeltmandsvirksomheder ikke indregnes i statistikken, mener direktør for analyse og forretningsudvikling i Experian, Frank Papsø, at iværksætterlysten må antages at være endnu tydeligere, end opgørelsen viser.

Billigt at stifte selskab

”Den pæne vækst skal ses i lyset af muligheden for at stifte iværksætterselskaber med en kapital på én krone,” siger Frank Papsø.

Iværksætterselskaberne udgør næsten en fjerdedel af alle nyetablerede selskaber i andet kvartal.

”Selv om vi trækker iværksætterselskaber fra, ville der stadig være en stigning i forhold til andet kvartal 2013. Vi skal tilbage til 2008 og årene før finanskrisen for at se højere antal nyetableringer af selskaber, for ét kvartal”, siger Frank Papsø.

Fyn i front

Opgørelsen viser, at der er fremgang i nyetableringer – bortset fra i Grønland, hvor antallet af nyetablerede selskaber er uændret.

Fyn og Bornholm har relativt størst vækst sammenlignet med andet kvartal 2013, mens Lolland-Falster og Sjælland noteres for at have relativt lavest vækst. Derimod er kommunerne Gentofte, Rudersdal og Hørsholm helt i front, hvad angår nyetableringer i forhold til befolkningens størrelse.

I Gentofte fik 201 nye selskaber navn og CVR-nummer, svarende til at ca. tre selskaber skabt pr. 1000 indbyggere.