Startup vil puste nyt liv i Mærsk: "Timingen kunne ikke være bedre"

352373_16_9_large_888.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
12. okt 2017 KL.10:44
Hvert år går milliarder af kroner tabt pga. forsinkelser, når containerskibe ankommer til havnene. 

Det vil de tre danske iværksættere Niels Kristiansen, Anders Olivarius og Thor Thorup - alle med en fortid i konsulenthuset McKinsey - lave om på.

Sammen har de stiftet Portchain, der siden februar i år har udviklet et digitalt koordineringsværktøj, som forbinder havne og rederier. 

"Der er dusinvis af spillere, som skal koordinere indsatsen, når et skib sejler i havn. Det er alt fra rederiet til terminalen, havnemyndighederne, slæbebådene og bunkerleverandøren. Når der opstår forsinkelser, skal alle have besked, og i dag foregår det via telefon eller mail. Problemet er, at det foregår lokalt, og at man derfor ikke kan koordinere indsatsen ordentligt," siger adm. direktør Niels Kristiansen og fortsætter:

"Med vores produkt ved alle det med det samme, når der er forsinkelser, og dermed kan de i fællesskab justere operationerne. Det er vores løsning, som vi ikke har set andre steder på markedet," forklarer Niels Kristiansen. 

Virksomheden har indtil videre fået et økonomisk rygstød på 3,3 mio. kr. i fra Innovationsfonden, ligesom den har modtaget støtte fra Den Danske Maritime Fond. 

Gammeldags branche

Målet med Portchain er at skabe værdi for rederierne ved at forbedre kommunikationen mellem de forskellige aktører og dermed reducere omkostningerne på de ca. 450.000 skibsankomster om året. Ifølge Portchains egne beregninger er det et marked med et potentiale på mere end 60 mia. kr. om året.  

Ting tager dog tid, og Portchains produkt bliver lige nu testet i en betaversion hos en række skibsagenter og i en af Europas største havne. 

"Containershipping er en industri, som er blevet overset af digitaliseringsbølgen. Der mangler en standardløsning på problemet i havnene, og det er her, vi kommer ind i billedet. Heldigvis er vi indtil videre kun blevet mødt af åbne døre," lyder det fra Anders Olivarius, direktør for produktudvikling. 

"Det er en meget traditionel industri, og der er helt klart nogle barrierer ved at komme inden for. Her har vi kunne trække på vores erfaring fra tiden i McKinsey, hvor vi alle tre arbejdede med shipping," samstemmer Niels Kristiansen. 

Mærsk i fokus 

A.P. Møller-Mærsk har flere gange betonet, at man fremover vil satse på digitalisering som et værktøj til vækst. Derudover indebærer selskabets nye strategi, at Maersk Line og havnedivisionen APM Terminals fremover skal arbejde endnu tættere sammen. 

Hos Portchain nikker man genkendende til udviklingen i industrien mod smartere løsninger. 

"Timingen kunne ikke være meget bedre, for det er helt oppe i det øverste strategiske lag hos rederierne. Derfor tror jeg, at vi ligger lunt i svinget, og jeg tror, vi kan hjælpe Mærsk og de andre store spillere med at øge hastigheden på digitaliseringen," forklarer Thor Thorup, salgsdirektør, og uddyber:

"Det er vigtigt at understrege, at vi er her for at hjælpe shippingbranchen med at omstille sig, ikke udfordre den."

Nu er fokus rettet mod at få overbevist potentielle kunder om, at Portchain er fremtidens løsning. 

"Vi kan skabe betydelige operationelle besparelser for industrien. Det er en stor udfordring, men vi oplever fremgang fra uge til uge. Om et-to år er vi i mange flere havne og har bevist, at vi har løsningen på problemet," siger Anders Olivarius.