Stark på opkøbsjagt i Midtjylland: Køber flere forretninger af konkurrenten Sjakk

391162_16_9_large_271.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
13. nov 2019 KL.15:31
Byggemarkedskæden Stark overtager nu flere trælaster fra Sjakk i Midtjylland. Idag driver Sjakk forretninger i Hedensted, Give, Egtved og Ejstrupholm og beskæftiger ca. 80 medarbejdere. 

Men nu køber Stark altså hele forretningen. Det skriver byggemarkedskæden i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag. Men hvor meget konkurrenten har kostet, oplyser Stark ikke.   

"Jeg vil gerne takke ejerne og medarbejderne for den udvikling, de har skabt i Sjakk. Sjakk er i dag en stærk aktør i det midt- og østjyske, og vi ser frem til at byde vores nye kolleger velkommen i Stark,” siger Britta Stenholt, adm. direktør i Stark Danmark, i pressemeddelelsen.  

Ifølge Stark selv betyder det en styrkelse af forretningen i Midt- og Østjylland, da kæden i dag kun har forretninger i Vejle, Horsens og Brande.  

”Opkøbet er et naturligt og vigtigt skridt på den rute, vi har lagt for Stark. Den handler om at have dygtige
medarbejdere med et stærkt lokalt engagement i en kæde af forretninger med passende afstand, som giver vores kunder let adgang til byggematerialer, services og rådgivning," siger Stark-direktøren videre. 

Trælastfirmaet Sjakk blev etableret i 2017 af Michael Thorup Mortensen og Mads Walter Kloster ved
overtagelse af Brødrene Skous seks trælaster. 

”Det har været spændende og udfordrende at prøve kræfter med at drive Sjakk. Vi er nået langt med vores
investeringer og ikke mindst vores mission om at være den mest lokalt forankrede trælast. Vi er glade for, at Stark Danmark overtager vores aktiviteter, da vi er sikre på, at de som kommende ejer vil videreudvikle
forretningen i tråd med det, vi startede i 2017,” siger Michael Thorup Mortensen, medejer af Sjakk.

STARK Danmark driver 66 byggecentre og trælaster fordelt over hele landet og seks i Grønland. Stark Danmark beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og er en del af Stark Group, der med 10.000 medarbejdere og 412 trælaster fordelt på i alt fem lande, er en førende leverandør af byggematerialer, service og rådgivning i Nordeuropa