Stædig kroat får Lego-familien til at investere milliarder i Sverige

356665_16_9_large_358.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
08. jan 2018 KL. 8:45
Kirkbi, som er holding- og investeringsselskabet bag Lego, ejet af Kirk Kristiansen-familien, er faldet pladask for en svensk virksomhed, og familien bag den, som har rødder i Kroatien.

Pervan-familien må være det tætteste svensk erhvervslivs svar på Zlatan Ibrahimovitz, fodboldspilleren med bosniske og kroatiske rødder, som også har taget svenskerne med storm.

Når Kirkbi har betalt mere end 3 mia. kr. for 49,8 pct. af aktierne i Välinge Group AB, så skyldes det, at familien Pervan i 1953 kom til Sverige, egentlig blot som et stop på vejen mod USA, men familien blev af uvisse grunde hængende.

Deriblandt Darko Pervan, der kom til Sverige som 8-årig, og som 40 år senere i 1993 stiftede virksomheden i en lille by uden for Helsingborg.

Darko Pervan viste sig at være en indvandrer med store evner og ditto ambitioner, så den unge mand tog både en ingeniør- og en økonomiuddannelse og var også forbi militæret, hvor han blev reserveofficer. Efter endt eksamen fik han job på en tændstikfabrik og via den endte han i et datterselskab, der producerede trægulve.

Det job blev starten på et erhvervseventyr for Darko Pervan, som dog først mange år senere tog de skridt, der gjorde ham selvstændig og sidenhen milliardær.

I løbet af sin karriere havnede han i 1970érne i en koncern ved navn Perstorp, som havde en byggedivision. Det var i det job, at han var med til at udvikle verdens første version af laminatgulve. Dem ambitiøse kroat sad i forskellige lederstillinger i koncernen i mange år, men besluttede sig for i slutningen af 1980érne at blive selvstændig.

Ifølge den svenske erhvervsavis Dagens Industri var han utilfreds med kvaliteten af gulvene, der ikke kunne tåle fugt p.g.a. den lim, der blev brugt til at holde gulvene sammen.

Sammen med sin søn Tony Pervan, der var civilingeniør i træteknik, gik de i gang med at udvikle en teknik, så træstykkerne kunne klikkes sammen og dermed kunne man begynde at lægge laminatgulve uden brug af lim.

Strategien blev at virksomheden skulle specialisere sig i hele tiden at finpudse produktet og udvikle teknologien, så ressourcerne blev brugt på at udvikle og tage patenter. Indtjeningen kom derfor via licensbetalinger fra gulvproducenter over hele verden, der benyttede sig af den svensk-udviklede teknologi.

Strategien om at være en udviklingsvirksomhed, der lever af patenter, har siden starten sikret ejerne mere end 8 milliarder kroner i indtægter.

En ny produktionsteknik fylder dog i dag mere og mere, og er også baggrunden for at Välinge selv driver et kæmpe produktionsapparat. Nu produceres gulvene også via en pulverteknologi, hvor der bruges et pulveriseret bindemiddel i kombination med et tyndt lag naturtræ. Derefter hærdes overfladen, som giver en hårdere og stærkere overflade – frembragt af færre materialer.

Det er en markant ændring for virksomheden, at den selv er blevet producent, men ifølge Darko Pervan har det været nødvendigt selv at drive udviklingen i industrien frem.

”Vi må drive markedet og kan ikke vente på at licenstagere gør det for os. Derfor har vi for første gang egen produktion i stor skala. Kig på Steve Jobs. Tænk hvis han var gået til Nokia med sin iPhone og spurgt dem, om de ville købe den på licens. Så var det nok ikke gået ham så godt. I stedet revolutionerede han hele mobilmarkedet på egen hånd,” har Darko Pervan sagt i et interview med Dagens Industri.

Endelig så er Välinge Group også godt i gang med at trænge ind i møbelindustrien, hvor grundtanken, at klikke træ sammen fremfor at lime det sammen, vinder indpas flere og flere steder.

Pervan-familien er via holding-selskabet Pervanovo Invest AB fortsat en meget aktiv storaktionær, men har også kastet sig over blandt andet ejendomsinvesteringer i Kroatien.

Darko Pervan siger i en skriftlig kommentar, at han er glad for, at Kirkbi er den nye storaktionær, fordi de også selv har rødder i en familieejet virksomhed og er meget langsigtede.

Og også hos den administrerende direktør i Välinge Group, Niclas Håkansson, lægges der vægt på, at det er Kirkbi, der fremover som medejere skal drive virksomheden frem.

”Faktisk havde både ejerfamilien og ledelsen en del at skulle sige i forhold til, hvem der skulle tage over fra KKR. Og her var det helt afgørende, at vi får en langsigtet ejer med erfaring. Vi skal på en rejse, hvor vi bygger meget ekstra produktionskapacitet op, så det er store investeringer og derfor er der brug for det lange perspektiv, som Kirkbi repræsenterer,” siger han.