Stadil fordobler overskud efter shipping-mareridt: "Jeg har nok været for risikovillig"

364021_16_9_large_807.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
11. jun 2018 KL.13:03

null

Efter et par år med høj sø er der roligt farvand i sigte for det bredt favnende Stadil-konglomerat Thornico, der ejes af erhvervsmanden Christian Stadil og hans far, Thor Stadil.

Thornico ejer bl.a. Hummel og en række shipping- og fødevarevirksomheder. 

Regnskabet for 2017 byder på en fremgang i toplinjen fra 7,4 mia. kr. til 7,56 mia. kr. og et samlet resultat, der vokser fra 70 mio. kr. til 202 mio. kr.

Men det der nok får Christian Stadil til at ånde lettet op, er det spring der er sket i driftresultatet (ebit), der er vokset med ca. 200 mio. kr. - fra 261 mio. kr. i 2016 til 461 mio. kr. i 2017.

Her har rigmanden nemlig tidligere været under pres. Særligt rederiet Thorco, hvor hans far, Thor Stadil, er formand, var medvirkende til, at Thornico måtte se et fald på 80 mio. kr. i driftresultatet fra 2015 til 2016. 

"Samlet set er forretningen er blevet mere stabil og mindre risikofyldt", lyder det fra adm. direktør, Christian Stadil. 

"Jeg har nok været for risikovillig"

Shipping-delen, der udgør ca. 2 mia. kr. af Thornicos omsætning, har tidligere bestået af en tredjedel skibe, de selv ejede, en tredjedel de lejede og en tredjedel, som blev administreret for andre virksomheder.

Men en stribe af skibsopkøb viste sig som en rigtig dårlig forretning, og Stadil-rederiet Thorco tabte samlet set over 600 mio. kr. i sidste regnskabsår.

En lektie som især Thor Stadil har lært af. 

"Jeg har nok været for risikovillig, nok også fordi man ikke er født ind i shippingbranchen. Der var god medvind på cykelstierne, og så bliver man måske lidt påvirket. Jeg har virkelig lært meget, og risikoen er nu sat et andet sted.Hvis du spørger mig, så kommer priserne til at stige eksorbitant, men det tør vi ikke satse på længere," lyder det fra Thor Stadil.  

Nu er omkostningerne forbundet med den samlede shipping-del af Thornico er også blevet nedbragt, lyder det fra Christian Stadil.

Det har blandt andet medført lukninger af en række kontorer, og at der i højere grad satses på lejede skibe. 

Samtidig har en anden af deres shipping-virksomheder, Trithorn haft vind i sejlene, og omsatte i 2017 for ca. 700 mio. kr. 

Både Thor og Christian Stadil anerkender at shippingindustrien til tider kan være en ganske ustabil investering. De lægger derfor vægt på det, som Christian Stadil kalder for "det stabile ben i taburetten" - nemlig deres fødevaregren. 

Investerer 500 mio. kr.  

Den største del af Thornicos omsætning stammer fra nemlig fra fødevarer, der udgør lige under 4 mia. kr. ud af de 7,56 mia. kr. i selskabets samlede omsætning. 

Ifølge Christian Stadil er der en lang række tendenser så som en global befolkningsvækst og en stigende middelklasse, der gør fødevareindustrien ganske attraktiv.

Så attraktiv at han er klar til at investerer ca. en halv milliard, der den største investering i Thornicos historie, i den gren af forretningen, der blandt andet tæller virksomheden Ovacon, der har haft stor succes bl.a. i Kina med at forarbejde og sælge æg til fødevareindustrien. 

"Fødevaremarkedet er generelt mere anticyklisk, så overordnet set tror vi på, at fødevarer er et rigtig vigtigt ben i gruppen, da det giver hele forretningen et solidt ben at stå på. Af den grund er vi i gang med at lave rekordstore investeringer i fødevarer," siger Christian Stadil. 

Investeringen på godt 500 mio. kommer inden for de næste to år og skal bl.a. gå til at sætte nye maskiner ind, udbygge kapacitet og bygge nye fabrikker i bl.a. Kina. 

Det største væksthop

Væksten i Thornicos omsætning drives, ligesom sidste år, stadig af tøjmærket Hummel, der har haft stor succes med salg på nettet - særligt gennem internet-giganterne Asos, Amazon og Boozt. 
 
"Vores satsning på e-handel, herunder etableringen af en ny e-handelsdivision, kommer til udtryk på toplinjen. For bare et år siden var vi blandt de mest tilbagestående virksomheder i branchen inden for e-handel. Det har vi nu lavet op på, efter Allan (Vad Nielsen, adm. direktør i Hummel, red.) er kommet til," lyder det fra Christian Stadil. 

Både på det skandinaviske marked, men også i Asien og i særdeleshed i Tyrkiet, oplever Hummel også en pæn vækst. 

Samlet set voksede Hummels omsætning med 13 pct. og landede på 1,3 mia. kr. i 2017.