Skød tocifret millionbeløb i lønsystem – nu rykker de til udlandet: "Du kan ikke komme ud og bare være lige så god som de andre. Vi skal ud og være bedre"

361356_16_9_large_399.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
16. apr 2018 KL.16:27

IT-rigmanden Jacob Wandt solgte i 2013 økonomisystemet E-conomic for 761 mio. kr. Sidste år fløj han tilbage på IT-scenen, og skød over 5 mio. kr. i hvad han kaldte en 'hardcore softwarelancering'. 

Nu kaster han endnu engang millioner i samme danske lønsystem - app-baserede Zenegy.

"Før var det under det tocifrede, men nu er vi over et tocifret millionbeløb. Jeg har puttet mere end det dobbelte i, end hvad jeg lige i første omgang havde tænkt," fortæller han og tilføjer:

"Det er jo et udtryk for, at jeg virkelig tror på det her.”

Zenegy skal eliminere den klassiske lønseddel. Det er målet, at ruske op i branchen med interaktive og digitaliserede lønsedler, som gør det lettere for både virksomhed og medarbejder. Systemet har nu kørt i et år, og stifteren Jes Brinch, er positivt overrasket. 

"Jeg vil ærligt indrømme, at det har taget en lidt vildere drejning, end jeg egentlig havde turde håbe på," griner han. 

Han har tidligere arbejdet med Jacob Wandt i E-conomic, hvor han var direktør for forretningsudvikling. Efter Jacob Wandts salg af virksomheden, bed han på Jes Brinchs start-up og erhvervede sig en ejerandel på 48 pct. 

Vil lande en halv million lønmodtagere  

Forventningerne var høje, og målet var at systemet indenfor det første år skulle udbetale løn til 20.000 lønmodtagere. Det nåede de danske iværksættere ikke, men til gengæld tog det en anden drejning, end Jes Brinch oprindeligt havde planer om.

"Da jeg sad og lavede det, troede jeg at jeg skulle lave et Dinero/Martin Thorborg-system til mindre virksomheder, men faktum er bare, at vi har kunder med mere end 500 medarbejdere," siger han. 

"Vi har gjort de indledende øvelser, vi er vokset med vores kunder og nu er vi i gang i udlandet," siger Jes Brinch. 

"Det kræver at vi kommer godt ud i udlandet, og at vi finder de rigtige partnere. Men vi kan allerede se, at vi får større virksomheder på. Det er ikke kun Danmark vi skal kigge på – det er hele Europa," siger Jacob Wandt. 

Selvom platformen ikke levede op til ambitionen for det første år, beholder de fem-års målsætningen: om fire år skal systemet bruges af 500.000 lønmodtagere i fem lande.

Allerede nu, er lønsystemet på vej ud i verden. Første stop er ikke kun ét men to lande: først Schweiz, så England. De har etableret samarbejde med et engelsk revisionsfirma, som de ikke vil afsløre navnet på, og i Schweiz fandt de også 'den perfekte partner'. 

Aflivning af administrativt arbejde 

Men udvidelsen sætter også høje krav. 

"Du kan ikke komme ud i et andet land, og så bare være lige så god som de andre. Vi skal ud og være bedre. Det sætter jo også barren endnu højere. Vi skal komme med noget de ikke har i forvejen," siger Jacob Wandt. 

Derfor er udvidelsen ikke kun geografisk - nu skal Zenegy kunne mere.

Lønsystemet skal have koblet en avanceret HR-platform på, med henblik på at kunne fjerne administrativt arbejde for virksomhederne.

"Vi gør det egentlig for at kunne differentiere os fra resten af markedet. Det er svært at skille sig ud  i det grundlæggende at lave løn, så derfor laver vi features rundt om selve lønsystemet," forklarer stifter Jes Brinch. 

Ekstra fokus fra kapitalfonde

Investor og medstifter Jacob Wandt forklarer, at han skyder ekstra penge i projektet, fordi timiningen i markedet er meget interessant. Der er stort fokus på netop lønsystemer, og to af de store konkurrenter, Danløn og Bluegarden, er blevet solgt i milliardhandler. 

De udenlandske kapitalfonde har også vist interesse for at investere i Zenegy, men indtil videre holder Jes Brinch sig til Jacob Wandt.

"Jacob har en økonomi, der gør, at vi kan rykke på nogle ting, som andre iværksættere ville give sin højre arm for," siger han. 

"Det giver jo den lykkelige situation, at vi ikke har behov for det på nuværende tidspunkt, men det kan sagtens ske en dag, at vi tager en runde og samler funding ind, for at kunne træde ekstra på speederen."

Tilfreds med millioninvestering

Selvom de ikke nåede målet i første omgang, er begge stiftere svært tilfredse. 

"Vi har været i markedet i et år, hvor vi har skulle bevise, at der er et marked for det her. Det har vi selvfølgelig ikke været i tvivl om – ellers havde vi jo ikke kastet os over det," siger stifteren Jes Brinch og tilføjer:

"Der er ingen mennesker, der vågner om morgenen og tænker: ’jeg skal sgu da have et nyt lønsystem i dag’. Det er et stort skridt, og det er ikke noget virksomheder skifter fra den ene dag til den anden. Det her er bygget på partnerskaber, og at folk tager produktet til sig og begynder at bruge det."

Selvom de begge har respekt for, at det tager tid at løbe projektet igang i deres branche, håbede Jes Brinch på, at virksomheden hurtigere havde genereret brugere det sidste år. 

"Jeg kunne godt have tænkt mig, at folk havde forandringsvillighedens ja-hat på lidt mere, så tilløbet blev kortere," siger han. 

Lønsystemet udbetaler løn til flere tusinde medarbejdere, og IT-millionæren Jacob Wandt er imponeret over Zenegys udvikling, når han sammenligner med sin tidligere virksomhed. 

"Dengang jeg startede E-conomic fik vi 100 kunder på et år," siger han og griner: 

"Så jeg kan da sige, at jeg er ihvertfald glad for min investering."