Serieiværksætter ønsker opgør med lønmodtagerkultur

266360_16_9_large_972.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
23. sep 2013 KL.12:44

Alt for få højtuddannede personer har mod på at droppe drømmen om en topstilling hos Mærsk eller Novo Nordisk og i stedet lade sig ansætte til en mindre startløn hos en iværksættervirksomhed. 

Det oplever den 30-årige serieiværksætter Toke Kruse, som for et par år siden startede Billy’s Billing, der er et online regnskabsprogram for mindre virksomheder.

Her omsatte man sidste år for 1 mio. kr. og beskæftiger i øjeblikket 20 personer i hhv. Danmark og USA.

”Det er klart, at vi som en ung virksomhed ikke kan tilbyde skyhøje lønninger, men at vi skal spille på andre tangenter. For os er problemet i høj grad et spørgsmål om at få ansat kvalificeret arbejdskraft, der passer ind i iværksætterkulturen,” siger Toke Kruse.

Toke Kruses kritik kommer i kølvandet på en ny undersøgelse fra Dansk Iværksætterforening og Iværk&Vækst, som Børsen skrev om i sidste uge.

Her peger hver tredje nystartede virksomhed på, at man forventer at ansætte flere hænder i løbet af det næste halve år – til sammenligning forventer under 2 pct. at afskedige folk.

Det er således også tilfældet hos Billy’s Billing. Her hyrede man i sidste måned en ny medarbejder til det danske kontor og er allerede på udkig efter endnu en ansat. Derudover leder Toke Kruse efter en salgsdirektør, der kan være med til at løfte virksomheden til det næste skridt.

Ifølge Toke Kruse eksisterer der en vidtforgrenet lønmodtagerkultur i den danske arbejdsstyrke, som i sidste ende kan være med til at hæmme væksten.

”Iværksættervirksomheder har slet ikke den sikkerhed, som man man f.eks. får i Mærsk eller en anden stor virksomhed. Derimod er rammerne langt friere, og hver person spiller en afgørende rolle,” siger Toke Kruse og uddyber.

”Det gør i en grad udfordringen større. For du skal finde en, der egentlig gerne vil starte sin egen virksomhed, men som ikke får det gjort og derfor vælger det næstebedste – at arbejde i en iværksættervirksomhed. Og dem er der ikke så mange af.”