Roskilde-babes kickstartede mobil batterisucces

286340_16_9_large_951.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
04. jul 2014 KL.11:58

"Volt startede på Roskilde i 2011. Vi sad nede ved badesøen, og så kom der tre kønne piger gående. Så vi greb ned i lommen efter vores mobiler, men der var ikke mere strøm tilbage. Og så blev vi enige om, at det gad vi simpelthen ikke mere. Derfor begyndte vi at tale om, hvordan vi kunne løse det," forklarer Tobias Aabye Dam, medstifter og adm. direktør i Volt.

Iværksættervirksomheden gør med sine genopladelige, mobile litium-batterier livet nemmere for tusindvis af festivalgæster, der hvert år desperat leder efter strømkilder til deres smartphones.

Og siden starten for tre år siden er efterspørgslen steget hurtigere end promillen under et spil ølbowling i campingområdet på Dyrskuepladsen. I dag samarbejder Volt med 30 europæiske festivaler, og på Roskilde Festival alene beskæftiger man 200 frivillige fordelt på ni boder.

"Der er flere og flere, der bruger vores service, og jeg tror, vi kommer til at lave en halv mio. opladninger i år. Det går super godt, og i går købte jeg 100 flasker pink cava til mine medarbejdere for at fejre succesen," siger Tobias Aabye Dam.

Roskilde som ræference

Han lægger ikke skjul på, at Roskilde Festival har haft stor betydning for Volts frembrusen.

For det at kunne skrive Skandinaviens største musikfestival på cv'et har fungeret som en blåstempling, når man har etableret kontakt til nye, potentielle kunder.

"Det spiller jo en stor rolle, for det betyder meget, at vi kan vise, at vi har lavet en succes på Nordens største festival. Ud over at være på 30 festivaler, har vi aftaler med nogle af Europas største musikoperatører, bl.a. Livenation. Og en af grundende til, at de sagde ja til os, var helt klart, at vi kunne vise tracktion fra Roskilde," lyder det fra Tobias Aabye Dam.

Hvad er dit bedste Roskilde-minde med Volt?

"Det er nok, at vi allerede blev lagt ned på førstedagen, fordi efterspørgslen var så stor. Det er dejligt at se, at det her budskab spredes ud. I bund og grund laver vi jo det, vi gerne vil, for at hjælpe de mennesker, som vi synes er de fedeste i verden, til at få en bedre festival."

Begrænset levetid

Som et led i vækststrategien har Volt for nylig modtaget et vækstlån på 3 mio. kr. fra Vækstfonden.

En kapitalindsprøjtning som er livsnødvendig for Volt, hvis man skal nå ud til endnu flere personer, der kæmper med korte batterilevetider.

"Ambitionen er at komme ud til så mange mennesker som muligt i verden. Men det behøver jo ikke nødvendigvis kun at være festivalgæster, der skal bruge Volt. Det kan jo også være andre steder, hvor folk er dybt afhængig af deres mobil."

"Men vi kender jo ikke levetiden på det her koncept. Det kan godt være, at det ikke længere er relevant om fem eller ti år. Så det gælder om at komme ud så hurtigt som muligt. Derfor er vækstlånet også en fantastisk mulighed for os til at sætte turbo på væksten," slutter Tobias Aabye Dam.