Prisfesten på grisekød redder hele året for Danish Crown: Ejerne får 1,3 mia. kr.

391611_16_9_large_259.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
21. nov 2019 KL.13:30
Trods store udfordringer i årets første halvdel kommer kødkoncernen Danish Crown godt ud af sit seneste regnskabsår, 2018/19. Meddelelse om resultatet er  netop sendt på gaden. Det er de enorme problemer med svinepest i føst og fremmest Kina og den deraf følgende rekordstore eksport til nærmest rekordhøje priser, der har vendt bøtten for den danske kødkoncern. 

Omsætningen steg med 6 pct. til 56,5 mia. kr., mens driftsresultatet før særlige poster hoppede med over 20 pct. fra 2,1 mia. kr. til 2,5 mio. kr.

Koncernen skriver i en pressemeddelelse , at rekordeksport til Asien og gode resultater i koncernens
forædlingsselskaber har sendt 500 mio. kr. mere ud til ejerne, de danske landmænd.

To-tre rigtig gode måneder

"Det er et solidt regnskab. Vi ser en god udvikling i vores forædlingsselskaber, og priserne på
grisekød er steget med rekordfart, så hvor afregningen til ejerne i første halvår var kritisk lav, så har vi
haft et andet halvår, hvor det har været en god forretning at levere grise til Danish Crown. Årets sidste
to-tre måneder var rigtigt gode, så nu handler det om at holde fast og fortsætte udviklingen," siger koncernchef i Danish Crown, Jais Valeur.

Danish Crown solgte i år sit engelske smertensbarn, Tulip i Storbritannien, som i regnskabsåret gav et minus på over 200 mio. kr og medførte en nedskrivning af goodwill på 575 mio. kr. Men årets overskud for de fortsættende aktiviteter i koncernen lander på lige under 2 mia. kr., hvilket er på niveau med
2017/18.

Afregningen for grise er i gennemsnit hævet med 93 øre pr. kilo hen over året, og
restbetalingen til ejerne bliver på 105 øre pr. kilo for grise. Alt i alt svarer det til cirka 700.000 kroner
ekstra for en gennemsnitlig leverandør af grise.

Bestyrelsen indstiller, at der samlet udbetales 1.258 mio. kr. i restbetaling og forrentning af
andelskapitalen til ejerne.

Hele følelsesregistret

"Det har været et år, hvor vi som ejere har været hele følelsesregisteret igennem. Vi er gået fra dyb
krise til gode priser på grisekød. Nu handler det om at holde momentum og udvikle Danish Crown, så
fundamentet under den danske produktionen af slagtegrise styrkes med det klare mål at sikre både
den danske produktion og arbejdspladserne på slagterierne," siger Danish Crowns formand Erik
Bredholt.

Eksporten til Asien og særligt Kina, som er hårdt ramt af Afrikansk Svinepest, er løftet betragteligt i
løbet af året. Det samlede salg af grisekød alene til Kina er steget med 29 procent målt i kilo. Den
samlede værdi er gået 63 procent frem, oplyser Danish Crown.

Finansielt går Danish Crown styrket ud af året, understreges det i pressemeddelelsen. Den rentebærende gæld er netto nedbragt med 800 mio. kr. , og det har styrket koncernens balance.

Et godt stykke fra strategisk mål

"Nu har vi fuld fokus på de projekter, der er sat i søen for at nå vores målsætning i 4WD-strategien,
hvor vi skal være 60 øre foran de lande, vi måler os med i Europa. I løbet af året er vores
konkurrenceevne forbedret med 17 øre. Vi er stadig et godt stykke fra vores målsætning, så vi skal
have løftet værdiskabelsen på vores stærke mærkevarer og gennem organisk vækst i koncernen bredt
set," siger Jais Valeur

Danish Crown er et andelsselskab ejet af danske landmænd. I alt beskæftiges 23.000 medarbejdere i ind- og udland.