Presset B&O-topchef om han sidder sikkert i stolen: "Vi har fine stole i B&O. Det er min kommentar til det"

378982_16_9_large_854.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
26. mar 2019 KL.12:05

Bang & Olufsen er havnet i endnu et stormvejr.

Selskabet nedjusterer markant for anden gang på tre måneder. Det 94 år gamle Struer-selskab har massive problemer med distributionen, tv-salget skuffer, og aktionærerne er nådesløse: Aktien dykker med over 20 pct. tirsdag formiddag.

“Vores evne til at drive vores forandringer med den hastighed, vi havde forventet, og samtidig levere toplinje, er vi ikke lykkedes med,” siger Henrik Clausen i et interview med Børsen.

Bang & Olufsen nedjusterer endnu engang forventningerne til omsætningen i regnskabsåret for 2018/19.

Selskabet forventer nu, at omsætningen for året vil falde med omkring 10 pct., mens de frie pengestrømme ventes at ende på et minus mellem 200 og 250 mio. kr., fremgår det af en meddelelse til fondsbørsen.

”Men det betyder ikke, at vi ikke føler, at retningen er rigtig, og det betyder heller ikke, at vi ikke kommer til at fokusere stærkt på at drive og accelerere den udvikling, vi er igennem som selskab,” siger Henrik Clausen.

Topchef: "Vi gør de rigtige ting"

Det er ikke mere end to måneder siden, at du sagde, at B&O er tilbage på vækstsporet, men der er jo sket det helt modsatte?

”Det har jeg to kommentarer til: I forhold til de udfordringer, vi diskuterede, da vi talte sammen sidst, gik udfordringerne på logistikdelen i Europa. Dem har vi fået løst nu, så det er ikke en del af årsagen til de problemer, vi har nu. Det andet fokus på, at vi skulle gennemføre en effektiv forandring i tredjepartsdistribution, der har vi fremdrift. Ikke på det niveau vi gerne ville have, men det er ikke det, vi ser som det primære problem nu,” siger Henrik Clausen.

Men føler du, at du har kontrol over forretningen? Nu sker der igen uforudsete ting. Kan du forstå, at man som aktionær tænker, hvad det næste problem bliver?

”Min kommentar er, at vi gør de rigtige ting, så det holder vi fast i. Vi bygger et salgs- og distributionsnetværk, som kan skabe den forretning, vi skal drive fremadrettet, så vores produkter kan ramme et kvalitetsnetværk,” lyder det fra Henrik Clausen.

Omsætning på dyre tv dykker

Ifølge B&O er der to hovedårsager til, at omsætningen i tredje kvartal er langt lavere end forventet.
Først og fremmest falder omsætningen i den såkaldte Staged-kategori, hvor TV-forretningen hører under, med 34 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.

Den anden årsag er selskabets evne til at eksekvere på transformationen af salgs- og distributionsnetværket, der ikke har været på det forventede niveau i flere geografier.

”Det bedste, vi kan gøre nu, er at eksekvere på den strategi, vi har lagt, og det skal vi blive bedre til, end vi har været de sidste par kvartaler,” siger Henrik Clausen, der som konsekvens af den skuffende udvikling også har skrottet selskabets treårsmål.

Henrik Clausen kom til B&O i 2016, efter Tue Mantoni stoppede. Ifølge bestyrelsesformand Ole Andersen var Henrik Clausens opdrag bl.a. at få forretningen til at vokse på en lønsom måde.

Det så indtil for få måneder siden ud til at lykkes, men lige nu befinder Bang & Olufsen sig i noget, der minder om tidligere tiders kriser.

På spørgsmålet om, hvorvidt Henrik Clausen føler, at han sidder sikkert i topchef-stolen i B&O, svarer han:

”Jeg synes, at vi har fine stole i B&O. Det er min kommentar til det. Jeg fokuserer på at levere på den opgave, vi har.”

Men mit spørgsmål er, om du føler et pres på dit job fra bestyrelsens side?

”Hvis du spørger, hvordan jeg har det personligt, så er jeg motiveret af udfordringer, og dem har vi her i B&O. Det er det, der påvirker min hverdag.”

Men føler du dig fyringstruet?

”Jeg forstår godt, hvad du siger. Men den er ikke længere. Vi har nogle fine stole i B&O, og der er et stykke arbejde, som der skal udføres, og det er mit fokus,” siger Henrik Clausen.