Peter Haaber pantsatte sin bolig og byggede hotelkæde op: Nu køber global hotelkæde sig ind hos ham

375816_16_9_large_722.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
24. jan 2019 KL.17:58
Uden en nævneværdig formue har Peter Haaber og hans familie siden 2003 banket hotelkæden Zleep Hotels op til 11 hoteller.

Nu betaler sliddet sig af for familien Haaber, der indkasserer et trecifret millionbeløb, efter den tyske hotelgruppe Deutsche Hospitality køber aktiemajoriteten i selskabet.

“Vi har nået det punkt, som vi kunne nå alene. Vi er vokset rigtig meget de seneste år og har flere hoteller i pipelinen, men hvis vi skulle vokse yderligere, skulle vi have en kapitalstærk partner, og det er vi sikret nu,” siger stifter og adm. direktør i Zleep Hotels, Peter Haaber.

Køberen, Deutsche Hospitality, driver 130 hoteller i 18 lande fordelt på tre kontinenter.

Selvom den tyske hoteloperatør har en stor geografisk spredning i sin portefølje, så manglede Deutsche Hospitality en dør ind til det skandinaviske marked samt et hotelkoncept, der henvender sig til prisbevidste hotelgæster.

“Vi mangler økonomisegmentet i vores portefølje, og det er et, vi ikke vil være foruden, for det er i voldsom vækst i disse år,” siger adm. direktør for Deustche Hospitality, Thomas Willms.

Begge parter har ikke villet udtale sig om den konkrete købesum, men oplyser, at der er tale om et tocifret millionbeløb i euro eller trecifret millionbeløb i danske kroner. 

Pantsatte boligen og fik hjælp fra ejendomsmatador

For at starte Zleep Hotels pantsatte Peter Haaber i 2003 sit hus og fik lidt hjælp fra en ejendomsmatador.

“Der var en, der havde en ejendom, der skulle drives hotel i, og han synes, at jeg havde et spændende koncept, så vi lavede en lejeaftale, og så hjalp han mig med at få en kassekredit,” forklarer Peter Haaber, der understreger, at han aldrig var kommet i gang uden fødselshjælpen fra ejendomsinvestoren.

Mens det siden hen gik godt for Peter Haaber, gik det mindre godt for ejendomsinvestoren, Carsten Leveau.

Leveau gik ned med et brag i forbindelse med hans ejendomsimperium Centerplan gik konkurs. Det skete kort efter krakket i Roskilde Bank, hvor Carsten Leveau var en af de største kreditorer med kreditter for omkring 1 mia. kr.

Gider ikke hurtige penge

Ifølge Peter Haaber har der været flere interesserede bejlere til Zleep Hotels, herunder flere kapitalfonde, men de har ikke haft hans interesse.

“Jeg har lyst til at blive i branchen og arbejde med Zleep i mange år, og det er lettest med nogle, som har samme passion og tro på branchen,” siger Peter Haaber og fortsætter:

“Kapitalfonde er sikkert en god idé, hvis du er ude efter hurtige penge, men sådan har jeg det ikke. Jeg synes, det her er skideskægt.”

Når salget er fuldt gennemført er planen, at både Peter Haaber og Deutsche Hospitality skyder et ukendt millionbeløb ind i selskabet, så Zleep Hotels kan fortsætte sin ekspansion på det nordiske marked.

“Jeg har hele tiden set Sverige som vores største vækstmotor, men når vi nu får Deutsche Hospitality med, så får vi en kæmpe mulighed for at indtage Centraleuropa også,” siger Peter Haaber.

Lige nu har Zleep Hotels fire nye hoteller på vej, men målet er, at den danske hotelkæde skal op på 40 hoteller i 2025.

Zleep Hotels omsatte i 2017 for 125 mio. kr., mens toplinjen i 2018 kommer til at lande på 150 mio. kr. 

Omsætningen dækker kun over otte af hotellerne. De sidste tre hoteller er ejet af franchisetagere og bliver drevet af Zleep Hotels.

Driftsresultatet i selskabet Zleep Hotels lød i 2017 på 3,3 mio. kr.

Haaber om dansk hotelbranche: “Det er helt sindssygt”

Ifølge Peter Haaber er der mulighed for, at Zleep Hotels også kan føje flere nye hoteller til det danske landkort udover dem, som allerede er på vej, men han understreger, at det danske marked er begyndt at blive mættet.

“Det er helt sindssygt, hvad der sker i den danske hotelbranche i disse år. Jeg har aldrig oplevet noget lignende,” siger han med henvisning til det byggeboom, der finder sted i den danske hotelbranche i disse år.

En opgørelse fra interesseorganisationen Horesta viser, at der fra 2018 og frem mod 2022 er 11.000 nye hotelværelser på vej i Danmark. Det sker på rygraden af flere år, hvor nye hoteller er skudt op – særligt i København.

“Det er voldsomt, men det er jo, fordi penge søger hen til afkast, og der samtidig er meget likviditet til rådighed. Boliger er presset under gulvtæppet med afkast, og det gør, at pensionskasser og ejendomsinvestorer søger over mod hotelbranchen, hvor der stadigvæk er et afkast at hente,” forklarer Peter Haaber.