"Østerlandsk er 130 år gammel, og vi har tænkt os at eksistere de næste 130 år. De ting, vi laver nu, skal også holde om 20 år. Vi behøver ikke at score kassen på tre år. Det er ikke det, som er målet"

394850_16_9_large_468.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
26. jan 2020 KL.12:00

Torben Svendsen lever og ånder for sin virksomhed Østerlandsk, der sælger the og kaffe. Med 130 års historie i ryggen har han ekspanderet. Ekspansionen er ikke drevet af ambitioner om den store profit. Det er kærligheden til projektet, som har skubbet Østerlandsk et skridt videre​

Hos Østerlandsk gør de tingene på deres egen måde.

“Vi har smidt rådgiverne på porten,” siger Torben Svendsen, direktør og ejer af Østerlandsk, mens han smågriner.

Da han siger det, er han i gang med at vise rundt i deres lokaler i Skovlunde lidt uden for København.

Et kafferisteri står og brummer i den ene ende af bygningen, et andet sted er der folk i gang med at putte the i kasser, på et arbejdsbord står op til flere espressomaskiner, der er helt eller delvist skilt ad, og i et lokale ved siden af står en 3-D printer og to gamle biler, som er ved at blive restaureret. Over alt dufter der af frisk kaffe og the.

Umiddelbart er der langt fra virvaret i Skovlunde og til den gennemførte stil i forretningen ved Nørreport, der sidste år kunne fejre 130-års jubilæum.

I Østerlandsk Thehus, som forretningen hedder, er interiøret holdt i stilen fra 1889. Der står farverige tedåser på rad og række på ligeså farverige reoler. Der er glasloft, personalet er i skjorte, vest og slips. Selv overvågningskameraerne er i gyldent metal. I butikken kan man købe the, kaffe og flere remedier, der har en forbindelse til kaffe og the. Kun duften er den sammen som i Skovlunde.

Rundvisningen er slut, og vi har sat os i et nyt lokale ved et stort egetræsbord, som er omgivet af tedåser som dem i forretningen. ​​​​​​​​​​​​​​​​​​

“Hver gang, der er nogle, som skal rådgive, slår de op på første side af Niels Brock-bogen. “Du skal skære 20 pct. ned for dit varesortiment,” siger de, og der er alle mulige regler og standardløsninger. De har måske ikke forstået, hvad det i virkeligheden går ud på. Man skal passe på, at man ikke lige pludselig får andre folks ambitioner,” siger Torben Svendsen og fortsætter:

“Vi prøver hele tiden at gøre det bedre, pænere og sjovere. Det er langt mere skægt, end at prøve at gøre det billigere. Det gider jeg i hvert fald ikke ret længe.”


Den tilgang skaber en charmerende stemning, som både karakteriserer lokalerne i Skovlunde og butikken på Nørreport. Det fungerer med andre ord for Torben Svendsen at gøre tingene på sin egen facon og i sit eget tempo.

I 2006 overtog han forretningen fra sine forældre. Siden 2012 har han åbnet tre nye butikker i København. ​​​​​​​​​​​​​​​​​​

To af dem blev åbnet i hhv. november og december 2019. En på Falkoner Allé og en ved siden af La Glace i indre København. Østerlandsk er også så små begyndt at eksportere til udlandet, de har over 200 forhandlere i Danmark og omkring 40 ansatte. Med Torben Svendsens egne ord, har de fordoblet omsætningen et par gange. Han ønsker ikke at sætte konkrete tal på omsætningen.

130 års tilløb

Torben Svendsen er vokset op i Østerlandsk Thehus, men forretningens historie strækker sig meget længere tilbage i tiden.

I 1887 var Søren William Jacobsen marinesoldat i den danske flåde. Han var i London under Dronning Victorias 50-års regeringsjubilæum. Her smagte han en the, der blev serveret for det engelske Admiralitet i anledning af jubilæet. Han blev forelsket i smagen, tog opskriften på teblandingen med hjem, og tre år senere åbnede han Østerlandsk Thehus. “Admiralitets the” kan stadig fås i butikken ved Nørreport.

I næsten 100 år forblev forretningen på familien Jacobsens hænder, men i 1980 gik den konkurs, og en ny familie tog over. Evy Svendsen havde stået i forretningen, og sammen med sin mand købte hun Østerlandsk Thehus.

“Det udviklede sig til, at de importerede espressomaskiner og sjove specialiteter fra Italien, England og andre steder i verden. Der var skotske Walkers, Alessi og Bialetti-kander. Mine forældre var gode til at finde spændende ting i udlandet, som de importerede og solgte i butikken på Nørreport,” fortæller Torben Svendsen.

Men det endte altid med, at en dansk grossist lavede en større aftale med de forskellige virksomheder.

“Så røg det i Irma-avisen til vores indkøbspris. Så var det ikke sjovt mere. Det har bare irriteret mig helt vildt,” siger Torben Svendsen.

Da Torben Svendsen overtog forretningen, besluttede han sig for, at tingene skulle vendes på hovedet.

“Idéen var, at vi skulle brande Østerlandsk i stedet for, at vi promoverede alle mulig andre brands. Vi skulle til at sælge og eksportere til de andre lande i stedet for, at vi importerede varer. Det gør vi i dag,” siger Torben Svendsen.

Ting tager tid

Torben Svendsen har ikke gjort det helt alene. I takt med at virksomheden er vokset, er der kommet flere ansatte. At de ansatte har det sjovt er afgørende, forklarer Torben Svendsen.


“Det er ligesom et fodboldhold eller en teatertrup. Hvis vi gerne vil være populære, eller hvis vi gerne vil i finalen, så skal alle synes, at det er sjovt. Alle skal være dygtige og motiverede for det. Vi bliver ikke gode, hvis en af spillerne ikke gider,” siger Torben Svendsen.

Det sørger han bl.a. for sker ved at inddrage personalet. De to unge mænd, som bestyrer de nye butikker, har selv været med til at bygge dem.

“Den ene har loddet ledninger, skruet møbler sammen, lakeret, slebet og limet sammen med mig herude. Det er super fedt, og han er stolt som en pave,” siger Torben Svendsen.

Spørger man ind til, hvad strategien er, og hvad næste skridt i forhold til den igangværende ekspansion er, får man svaret:

“Det ved jeg ikke. Ting tager tid. Det er en vanskelig øvelse at komme fra at være en lille købmandsbutik, hvor mor og far selv står der i det daglige med en eller to ansatte, og så blive en industrivirksomhed med egen produktion, import, eksport og sådan nogle ting. Der er mange regler, og det koster mange penge. Det har taget noget tid, og vi har gjort det alene. Vi har ikke nogen investorer,” siger Torben Svendsen.

Ambitionen er ikke at sælge Østerlandsk til en god pris eller at banke en svulmende bundlinje op. Det er lysten og et liv, der er smeltet sammen med en virksomhed, som driver værket.

“Det er kærlighed til projektet. Det er mit blod, synes jeg. Jeg er vokset sammen med det. Det er en del af min personlighed. Det er det, jeg har levet og åndet for i så mange år. Det er ikke bare de penge, du tjener på det, det er også projektet i sig selv, der er interessant. Det skal det være, ellers laver man noget forkert. Hvor det bærer os hen, det ved jeg ikke,” siger Torben Svendsen.

Opfinderen

Før vi satte os ved det store egetræsbord for at snakke om strategi og mangel på samme, præsenterede Torben Svendsen en af Østerlandsk andre projekter.

En espressomaskine, som han selv har bygget. Ifølge Torben Svendsen kommer den til at “ændre markedet for espressomaskiner i samme grad som det selvbærende karosseri ændrede markedet for biler.”

Den er koblet op til nettet, kan styres fra telefonen, har tre vandtanke i stedet for en, og tilbyder baristaen mere kontrol med varme og rengøring.

Der er allerede produceret et par stykker, og den leverer kaffen, der står og damper på bordet, mens Torben Svendsen fortæller om et andet produkt.

Torben Svendsen har selv udviklet det softwaresystem, som Østerlandsk bruger til at håndtere økonomi, regnskabssystem, mødekalender, personaleregistrering, salg i butik og på nettet og mange flere ting. Han udviklede det i forbindelse med, at han byggede de kasseapparater, som de bruger i Østerlandsks butikker.

Derudover har han selv lavet designet til over 120 forskellige tedåser.​​​​​​​​​​​​​​​​​​


En anden slags direktør havde måske prioriteret sine kræfter på andre områder, men Torben Svendsen kan ikke lade være med at opfinde og udvikle ting.

“Det er et kald på en eller anden måde. Det er sjovt. Det er spændende. Det er svært at lade være med at synge, hvis man er god til det. Det er noget, vi gør, fordi vi kan,” siger Torben Svendsen.

Han kalder softwaresystemet og espressomaskinen for “potentielle guldæg.” I virksomheden arbejder de på at finde samarbejdspartnere, som kan hjælpe dem på vej i den videre proces, men det er ikke let.

“Hvem vil købe et økonomisystem af en tebutik? Det kan være vi finder nogle, der har lyst til at lege med. Vi arbejder på det,” siger Torben Svendsen.

Han fortæller, at han har tre-fire andre opfindelser, som han også gerne vil udvikle videre på.

“Men jeg tror ikke, at banken ville være så glad, hvis jeg gik i gang med det,” griner han.

Skal være her om 130 år

Der sker mange ting hos Østerlandsk, og det er også en af virksomhedens udfordringer. Kræfterne skal prioriteres på de rigtige ting, og der skal eksekveres på de rigtige tidspunkter, og det skal gøres på den helt rigtige måde.

“Østerlandsk er 130 år gammel, og vi har tænkt os at eksistere de næste 130 år. De ting, vi laver nu, skal også holde om 20 år. Vi behøver ikke at score kassen på tre år. Det er ikke det, som er målet,” siger Torben Svendsen.