Ørsted sejrer i stor udbudsrunde - foretrukket til havvindmøllepark i New York

384733_16_9_large_532.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
18. jul 2019 KL.21:31
Energikoncernen Ørsted har hevet endnu en sejr hjem i USA, efter at det danske selskab er blevet udpeget som en af de to vindere i en stor udbudsrunde for havvind i staten New York.

Det oplyser myndighederne i New York torsdag aften.

Ørsted er sammen med den amerikanske partner Eversource - under 50/50-partnerskabet Sunrise Wind - dermed gået videre til kontraktforhandlingerne om at opføre en havvindmøllepark i den amerikanske stat med en kapacitet på 880 megawatt (MW).

Mere præcist skal Ørsted og den amerikanske partner, der er det største energiselskab i New England i USA, nu forhandle med myndighederne i New York om en såkaldt OREC-aftale, der løber over 25 år. 

Ud over Ørsted blev også norske Equinor udvalgt i udbudsrunden i New York, og det er første gang, at oliegiganten er gået videre til forhandlingerne med myndighederne om at opføre en havvindmøllepark i USA.

For Equinor gælder sejren for en havvindmøllepark med en samlet kapacitet på 816 MW, som går under navnet Empire Wind, fremgår det af myndighedernes hjemmeside.

Ørsted-direktør: Vidner om styrke og kvalitet

I en meddelelse til fondsbørsen torsdag aften bekræfter Ørsted sejren, og den vækker naturligvis glæde hos Martin Neubert, der er executive vice president og adm. direktør for havvindforretningen hos Ørsted:

"Delstaten New York har sat et ambitiøst mål om at køre 100 pct. på grøn strøm i 2040. Den vision deler vi, og vi er stolte over at kunne bidrage med mere end to årtiers ekspertise inden for havvind og føre an i udbygningen af havvindkapacitet i New York gennem vores South Fork- og Sunrise Wind-projekter, som har en samlet kapacitet på 1000 MW," udtaler han i meddelelsen, hvor han fortsætter:

"For mindre end et år siden etablerede vi den førende platform for havvind i USA ved at forene Deepwater Winds og Ørsteds amerikanske kompetencer og aktiver. De store projekter, vi for nylig har vundet i New Jersey og New York, vidner om styrken og kvaliteten af den kombinerede organisation."

Underskrevet kontrakt med Siemens Gamesa 


I fondsbørsmeddelelsen oplyser Ørsted endvidere, at selskabet sammen med Eversource har underskrevet kontrakt med Siemens Gamesa om levering af 8,0 MW-vindmøller, såfremt der bliver truffet endelig investeringsbeslutning, som det hedder i meddelelsen.

Siemens Gamesa bekræfter, at selskabet har modtaget en betinget rekordbestilling på 1.714 MW fra Ørsted og Eversource.

"En ordre af denne størrelse er et bevis på den tillid, som Ørsted og Eversource har til Siemens Gamesa. At levere ren energi til de kommende generationer – og nu i stor skala på det amerikanske offshore-marked - er et mål, vi er stolte af at dele med Ørsted og Eversource," lyder det bl.a. fra Andreas Nauen, adm. direktør for Siemens Gamesas offshore-forretningsenhed, i en meddelelse.

Den store kontrakt omfatter de tre havvindmølle-projekter: Sunrise Wind-projektet på 880 MW, der skal levere strøm til New York, Revolution Wind-projektet på 704 MW, der skal levere strøm til Rhode Island og Connecticut samt South Fork-projektet på 130 MW, der skal levere strøm til Long Island, New York.

Ingen indflydelse på forventningerne

Ørsted oplyser, at den nye sejr ikke vil få indflydelse på selskabets tidligere udmeldte forventninger til regnskabsåret 2019 eller på det udmeldte forventede investeringsniveau for 2019. 

Havvindmølleparken forventes at blive sat i drift i 2024, forudsat at der indgås en kontrakt med myndighederne i New York, og at Ørsted og Eversource træffer endelig investeringsbeslutning.