Nyt tilbudsmantra hos Coop: Slip for bleer, hvis du er mere til bøf og vin

333118_16_9_large_721.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
14. okt 2016 KL. 9:35

null

Reklamer - nej tak. Kunderne har talt, og lige omkring 50 pct. af danskerne har et klistermærke på postkassen, der holder tilbudsaviserne ude.

Det stiller krav til supermarkedernes formidling af tilbud, og nu lancerer dagligvarekoncernen Coop sin fremtidige medlemsstrategi – herunder muligheden for selv at vælge fem tilbud om ugen.

Strategien lever via app’en ”Coop Medlem”, der de seneste dage har ligget i top 10 på app-store, selvom Coop har været tavs om opdateringen, der gik igennem for to uger siden.

Og målsætningen er klar. Ved udgangen af 2017 skal Coops medlemsskare på i dag 1,65 mio. vokse til 2 mio.

”Det kræver 350.000 nye medlemmer med udgangen af 2017, så det er en kæmpe opgave, når man tænker på, at man skal deponere 200 kr. for at blive medlem af vores medlemsprogram,” siger koncerndirektør i Coop Jan Madsen.

Ny bonusordning og særlige tilbud

De nye medlemmerne skal lokkes af en ny bonusordning, der giver medlemmerne lov til at bruge deres bonus, når de betaler for varerne ved kassen.

Derudover starter supermarkedkoncernen for alvor udfasningen af den klassiske tilbudsavis. Nu får man som medlem selv mulighed for at vælge sine tilbud hos Coop i app’en, som vil huske medlemmets varepræferencer og opskriftssøgninger til fremtidige tilbud - så man slipper for tilbud på bleer, hvis man er mere til bøf og vin.

”På den måde bliver vores tilbud meget mere målrettede og relevante for den enkelte. Over tid vil vi samle information, så vi kan blive endnu bedre til at give de rigtige tilbud. Nu er vi startet på den her rejse, og så bliver det bedre og bedre og mere og mere intelligent,” siger Jan Madsen.

”Vi ved godt, at tilbudsavisen ikke forsvinder i morgen og heller ikke næste år. Men nogle år mener vi at have et digitalt alternativ til tilbudsavisen, som vi basalt set synes er et stort ressourcespild,” fortsætter han.

Mellem 100.000 og 500.000 har Meny-app

For et år siden lancerede den Dagrofa-ejede kæde Meny en app, hvor man som kunde får tilbud ud fra sin købshistorik.

I dag har mellem 100.000 og 500.000 ifølge Google Play installeret app’en. Dagrofas adm. direktør Per Thau ønsker ikke at sætte præcise tal på, men han er tilfreds med Menys kundeprogram.

”Meny har vundet ret markant markedsandel over det sidste år. Og der er mange ting, vi har gjort, men jeg er ret sikker på, at det her program er en del af det,” siger han.

”Vi kan se, at når vi laver nogle særlige indsatser i forbindelse med det her, så stiger både vores omsætning og vores indtjening i Meny-butikkerne,” uddyber han.

Per Thau ønsker ikke at sætte tal på Menys markedsandel, men ifølge tal fra Retail Institute of Scandinavia er der stadig lang vej til den markedsandel på 10,1 pct., som Superbest havde tilbage i 2011. Alle Superbest-butikkerne er blevet til Meny i et forsøg fra Dagrofa på at ryste kødskandalen tilbage fra 2009 af sig.

Ifølge Retail Institute of Scandinavia har Meny-kæden i dag en markedsandel på 6,3 pct. af det danske dagligvaremarked. Den af Coops fem kæder Kvickly, Superbrugsen, Daglibrugsen, Fakta og Irma, der sidder på den største markedsandel er Superbrugsen, der ifølge detailinstituttet ligger på 12,4 pct.

Ekspert: Coop fører

Coops medlemsapp har efter opdateringen mellem 50.000 og 100.000 downloads ifølge Google Play, men selvom Meny ligger foran Coop i antallet af installationer af den afgørende app, mener Per Østergaard Jacobsen, ekstern lektor på CBS ved Institut for produktion og erhvervsøkonomi, der forsker i kundeloyalitet, at Coop har et stort forspring.

”Meny har ikke de samme erfaringer. De forsøger at bygge det op, men som jeg har forstået det, er de langt fra kommet i samme gear som Coop med 1,6 mio. medlemmer og en lang tradition,” siger han.

Farligt at satse alt på en app

Hos Retail Institute of Scandinavia ser direktør Dorte Wimmer et stort potentiale, men også et element af fare i den nye tilbudsstrategi.

”Risikoen ved at basere hele sin markedsføring på en enkelt app er, at man som forbruger let kan melde den fra og blive helt fri,” siger hun og pointerer, at undersøgelser peger på, at de fleste kun bruger omkring 10 apps aktivt.

”Det er rigtigt, og det stiller store krav til os om at være relevante og give motiver til at bruge den," siger Jan Madsen.

Og derfor er Coop også klar med mobilbetaling i sine butikker, så medlemmerne har endnu et incitament til at finde mobilen frem.

"Også derfor er vi gået med fuld kraft ind på mobilbetaling i vores butikker, så man til enhver tid kan bruge sin mobiltelefon til at betale, hvis man bruger dankort eller mastercard og er medlem,” siger Jan Madsen.

"Vi håber på, at det, at vi bygger en app op omkring økonomiske fordele og nogle madinspirationsfordele, vil gøre, at vi bliver ved med at være relevante," siger han.